Viser opslag med etiketten farver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten farver. Vis alle opslag

onsdag den 20. marts 2013

Postkort fra udelivet 4










Jeg er hulstenssamler.
Jeg går let grumbøjet langs stranden med hulstensradaren ude, 
eller sidder midt i en bunke ral og roder for at finde skatte.
Mit øje og min fantasi er helt vild med "Strandvilderter"
De der knotter af fiskenet,tovværk,tang og andet guf som bølgernes kraft har flettet sammen.
En gang i mellem kigger jeg op og får øje på storslåetheden.

torsdag den 28. februar 2013

Skæve skønheder

Tulipanbuketten så træt og skvattet ud i stuens vase,
men se så hvor smukke de blev da de lå der på bordet 
og ventede på at blive smidt på komposten.

Krukkerne har deres storhedstid 
når de bugner med blomster og krydderurter i sommerperioden.
På en grå vinterdag får de lov at være det smukke farveindslag 
i al deres enkelhed, 
med skønne pletter af patina.


Rødbeden blev revet og tilførte salaten farve og sødme.
De spæde blade i toppen blev sat på en turkis tallerken 
stillet i køkkenvinduet 
til fornøjelse for øjet.

Ikke alt der glimter er guld,
men der er skønne pletter af smukhed 
selv i hverdagens trivialitet, 
hvis man husker at sætte skønherlighedslinsen for øjet.

lørdag den 9. juni 2012

At vente på at maling tørre...


Duften af sommerregn blander sig med hybenroseduften
Døren til værkstedet står åben
så fuglefløjt og regndråberytmer akkompagnerer 
min farveleg.
Inspireret af Anette har jeg leget med malertape, akrylfarve og Poscatush.
Lavet mit eget farvestrålende maskingtape.
Perler og sommerhuse står til tørre, 
jeg venter utålmodigt på at komme i gang med halskæder og sommerby.
Jeg tror ventetiden skal puttes i gummirøjsere
og fordrives med en travetur rundt til kartoffel og jordbær-boder.

lørdag den 17. marts 2012

Forårsvelkomst

Så dejlige solskinstimer jeg havde udendøre.
Vinterens tørre blade blev fejet væk.
Det sidste vinterpynt blev bortvist.
Nu er der fint og klar til forår.
Kommer du forbi, bliver du budt velkommen med et lille farvestrålende "træ" ved min hoveddør.
En genbrugsvase, æblegrene og pompomer 
og en limpistol til at binde det hele sammen.
Nu står det og lyser op indtil naturens farver overhaler indenom.

søndag den 11. marts 2012

Overgang





I en læfyldt krog med sol på næsen er det vidunderligt forår.
Op mod vinden på vej mod stranden følger vinteren stædigt med.

I den vakkelvorne overgang mellem vinter og forår
pynter jeg op med juleroser og perlehyacinter

Jeg kaster mig ud i forårforberedelserne i form af syning af nye kjoler.
Den slags kjoler der i første omgang kræver brune uldne ben 
og ender med solbrunede bare ben om et par måneder.

Når mønsterkonstruktionen driller
slæber jeg mine nye "gamle" tallerkener ud i solskinnet og fotograferer.
Tallerkenerne er fra bunken af 2-kroners hverdagstallerkener.
Jeg er vild med forskelligheden og med den blå farve der binder forskelligheden sammen.

søndag den 19. februar 2012

Sol og vind



Solen lokker
vinden truer
Jeg tager vinterhabitten på og nyder
den friske luft.
Svupper rundt på den tøsmattede græsplæne 
og hilser velkommen til de små "erantøser" der pipler frem.
Et par af dem blev budt indenfor og står nu og strutter i min vindueskarm.
I en anden vindueskarm har julepyntsgrenene 
stille og roligt 
skiftet identitet til farverigt fastelavnsris.
Den grønne taske er sat lidt i skammekrogen.
Jeg kan ikke rigtig få det helt rigtige udtryk frem.
Nogen gange hjælper det at lade skidtet ligge til tørre,
indtil jeg kan se på det med fornyet optimisme, 
fremfor at bakse med skuffelsen som følgesvend.
Jeg er ikke helt færdig med den der solfyldte friske luft,
og jeg kender en der med garanti gerne vil med til vandet.

mandag den 9. januar 2012

Kærlighedssange i hegnet


I dag har jeg hørt småfuglene synge kærlighedsserenader.
På denne snaskede og grå dag
lød der pludselig forårstoner fra hækken.
De uldne fugle der vipper på lærkegrenene pipper ikke, 
men de lyser farvestrålende på gråvejrsdagen.

fredag den 6. januar 2012

Vintersol








Smukkehunden og jeg måtte lige endnu en tur til stranden,
 for at nyde vintersolens tur ned fra himlen.
På den tur fandt jeg ud af at man kan trykke på et eller andet på sin Iphone,
 så den pludselig tager billeder af det på den anden side, i dette tilfælde Fruen.
Der var fyldt med farver.
Havet var lyserødt.
Vinden bed i kinderne,
og blæste en hvinende hovedpine af Hækkenfeldt til.
Ahhhhh......... 

onsdag den 14. december 2011

Pynt på julen



Hyacinten står på spring.
Lige der er den smukkest, lige der inden perlerne puffer og sender bølger af duft ud.
I går blev jeg begavet af fru.Christensen
Skønne farverige flag der skal pynte på juletræet, sammen med lidt af det svenske land.

tirsdag den 25. oktober 2011

Hvem siger at efterår er gråt og trist





I foråret var jeg helt fortabt i lærkegrenenes hvinende grønne og helt små bløde koste.
De samme lærketræer står nu i deres allerfineste efterårskjole.
En vidunderlig palet af grønt-gult-brunt.
Lange pjuskede nåle
og skulpturelle kogler.






Hybenbuskene har virkelig også taget festtøjet på.
Jamen det er da lige til at blive glad i låget af sådan et farveboost.

lørdag den 22. oktober 2011

Efterårsvelkomst



Nu hvor sommeren er lukket,
er det tid at byde efteråret velkomment 
med lys og lygter
med græskar og kastanjer
med lyng og asters.
Smukke efterårsfarver 
lige indtil 
her skal vinter- og julepyntes.