Viser opslag med etiketten let. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten let. Vis alle opslag

onsdag den 7. december 2011

Æg i kokotte



Æg i kokotte er noget af det mest taknemmelige at lave til f.eks. brunch. Nemmere bliver det ikke - og samtidig imponerer de med serveringen i en lille fine skål med den gule æggeblomme som blikfang, under ægget er overraskelsen i form af f.eks. bacon, grøntsager, pølse eller hvad man nu finder på og måske grønne dråber krydderurteolie på toppen.

Cirka mål til 4 kokotter:
2 tykke skiver tørsaltet bacon i strimler
1/4 squash
1 lille løg
estragonsalt
peber
4 æg
2 tsk fløde
salt, peber
estragonolie

Steg bacon sprødt og fordel i kokotterne. Hak squash og løg fint og svits i lidt baconfedt. Krydr med salt (f.eks. estragonsalt eller andet krydderurtesalt) og peber. Fordel oven på bacon.
Slå et æg ud i hver kokotte. Dryp lidt fløde over og salt, peber.
Bag ved 200 grader ca 10-14 minutter, til hviden er stivnet, men blommen stadig er flydende.
Lige inden servering kan man dryppe nogle dråber krydderurteolie over.

Note:
Hyggeligt og velsmagende.
De overskydende kokotter brugte jeg til madpakken sammen med en salat. Til rugbrød ville de også være lækre.

søndag den 19. juni 2011

Sommerlig omelet med røget kylling

Jeg er ikke altid den store fan af rugbrødsmadder i weekenden, derfor forsøger jeg altid at anstrenge mig for at pifte frokosten lidt op i på de dage. Små pastaretter, tærter og omeletter er gode bud på "lidt ekstra". 

Æg er en forunderlig størrelse. Det er nok en af de råvarer jeg kan blive mest fascineret af. Den lille hvide sag med den gule midte. De egenskaber ægget indeholder, de tusindvis af anvendelsesmuligheder det indeholder i både det salte og det søde køkken. FANTASTISK!

Sommerlig omelet
olivenolie
3 små bananskalotteløg
10 søde cherrytomater
en rest røget kylling, ca 200 g (eller kogt, stegt kylling, hamburgerryg, bacon eller røget laks ....)
6 gode øko æg
2 spsk flødeost
en håndfuld krydderurter
½ dl fløde
1 dl revet ost f.eks. Präst, Grana Padano eller lignende
havsalt
friskkværnet peber
Snit løget i tynde strimler, svits i olie til de er næsten møre. Tilsæt kyllingen og svits med et øjeblik.
Pisk flødeosten sammen med lidt af fløden for at blødgøre den. Pisk æggene let sammen og flødeblandingen heri. Tilsæt hakkede krydderurter, ost, salt og peber. Fordel fyldet jævnt på panden, halvér tomaterne og placer dem med snitfladen nedad rundt på panden. Hæld æggeblandingen over og lad den fordele sig jævn.
Steg ved ikke al for høj varme. Stik en paletkniv ned igennem æggemassen af og til, så massen langsomt kan stivne. Når det meste af massen er stivnet, kan man lægge et låg over omeletten eller dække med staniol og stege færdig. Eller man kan stoppe den ind under grillen i ovnen, hvis du har en pande, som kan tåle dette.

Server med godt rugbrød eller grove boller.

fredag den 2. juli 2010

Ristet ørred, nye kartofler og lynhurtige grøntsager





Jeg er ikke typen, som nogensinde mister appetitten ... så heller ikke varmen har nogen effekt på det! Men jeg får lyst til lette og sommerlige retter. Og sådan en fik vi her til aften ... og nøj, hvor var det godt.

Kartofler
Kartoflerne er intet mindre end fantastiske i øjeblikket. Det eneste minus er bøvlet med at gøre dem rene ... det bliver aldrig min favorit hobby! De er dog slidet værd.

Jeg har i dag læst en artikel omkring nænsom kogning af de gode nye kartofler. Det prøvede jeg af.
Efter kartoflerne er skrabet eller skrubbet, puttes de i en gryde med vand, som lige dækker. Kartoflerne sættes til at koge, når de rammer kogepunktet tilsættes en god skefuld salt og nu koger kartoflerne 7 minutter. Efterfølgende slukkes der for varmen og de står i vandet endnu 13 minutter. Så er de klar til servering. 

Ristet ørred
Egentligt er fisk bedst stegt med skindet på. Jeg havde bare sådan lyst til at riste dem efter, at de var vendt i lidt mel, salt og peber for at opnå lidt sprødhed. Derfor  fjernede jeg skindet.

1 ørredside skåret i filetter
mel, salt, peber
smør og rapsolie
Vend filetterne i mel, salt og peber. Blot et tyndt lag.
Rist i en blanding af smør og olie - blot 2 min. på den ene side og 1 minut på den anden - læg dem på en tallerken, hvor de lige får lov at trække 5 minutter. Stegetid afhænger selvfølgelig af tykkelsen på filetterne. Det er bare vigtigt, at de ikke får for meget - så bliver de frygteligt kedelige.

Lynhurtige grøntsager
1 squash/courgette 
en håndfuld små tomater
6 af de hjemmelavede soltørrede tomater (som smager skønt - intense, søde, let skarpe på en gang)
1 stor håndfuld friske krydderurter f.eks. basilikum, vild merian og citrontimianblomster
olie fra tomaterne (som smager dejligt af tomaterne)
en smule hvid balsamico eller citronsaft
evt. et nip sukker
salt, peber
Skær med en kartoffelskræller tynde spåner af squashen. Halvér tomaterne og hak de soltørrede i små tern.
Krydderurterne hakkes også groft.
Svits i tomatolien først squashen 1-2 minutter. Tilsæt de 2 slags tomater og krydderurterne. Giv det hele endnu 1-2 minutter sammen med balsamico, salt, peber og lidt sukker.