Viser opslag med etiketten nytår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nytår. Vis alle opslag

mandag den 2. januar 2012

Nytårsmenu 2011 - Blinis


Vil ønske alle mine læsere et godt og lykkebringende nytår! Tak for, at I læser med, det sætter jeg stor pris på!!

Det er på tide at få skrevet lidt om nytårsmenuen.

Vi mødtes tidligt, så vi kunne nå at spise lidt blinis, inden vi skulle høre dronningens nytårstale. 
Jeg fik en stor blinispande i julegave - en tung og god én, som blev indviet. 
Jeg valgte at lave en hurtig blinisversion, hvor jeg brugte natron og bagepulver som hævemiddel og ikke gær, som traditionelt bruges.

Jeg lavede 3 forskellige toppings.

Blinis (ca. 36 stk)
225 g hvedemel
75 g boghvedemel
1 tsk natron
2 tsk bagepulver
1 tsk salt

2 æg
3½ dl kærnemælk
4 spsk olie
Bland de tørre ingredienser og de våde hver for sig. Og pisk herefter det hele sammen.
Bag de små pandekager på en blinispande eller som små klatter på en almindelig pande.

Note: Lækre blinis. De er nemme at have med at gøre og hurtige at lave. De er let sprøde udenpå og dejligt svampede.
Jeg lavede dem om eftermiddagen og lunede dem let, inden jeg serverede dem. Sprødheden forsvinder lidt ved dette, men de var stadig lækre og svampede.
Målene er cirka!

Laks og avocadofyld:
ca 2 dl cremefraiche
citronsaft
1 avocado
salt, peber
1-2 spsk finthakket purløg
3-4 skiver laks
Rør cremefraice med citronsaft, salt, peber og purløg. Skær avocadoen i små tern og rør i dressingen.
Smag til - og server på blinis sammen med et stykke røget laks.

Reje, dild og aspargesfyld
2 dl græsk yoghurt
salt, peber
et lille bundt dild
ca 1 bundt friske asparges
ca 2 dl store grønlandske rejer
Damp asparges i 1-2 min. Køl straks af i iskoldt vand.
Skær asparges i ca 1 cm små stykker, skær rejerne i lidt mindre stykker, hvis de er meget store. Bland alle ingredienser sammen og smag til med salt og peber. Server på blinis og pynt med aspargeshoveder, rejer og dild.

Ørredrogn, cremefraiche og rødløg
cremefraiche
finthakket rødløg
ørredrogn, stenbiderrogn, kaviar

søndag den 2. januar 2011

Kransekage og Godt Nytår!!!

Kransekage hører nytåret til. Og hjemmelavet skal den være. Min veninde og jeg havde derfor i år planlagt, at den skulle laves HELT fra bunden med mandelsmutteri, maling af mandelmel osv.  Vi havde indstillet os på at mandelsmutteriet ville være det mest frygtelige, men når man er to og kan snakke fanden et øre af sammen, så skulle det nok gå ... og det gik helt smertefrit, vi var nærmest ærgerlige over, at der ikke var flere mandler, da vi var færdige ;)

Men ak, det gik helt galt, da de små kager kom i ovnen. De flød sammen og flade som en pandekage. Så vi endte op med de GRIMMESTE kager og den største mandelbund.
Det er dog ganske vist, at vi gjorde et forsøg....
 

 

 
Hvis det var småkager, så kunne man leve med det ... men kransekage ligner det i hvert fald ikke.

Heldigvis har jeg min driftsikre kransekageopskrift fra min mor. Jeg kunne lige nå at bage dem onsdag og smide dem i fryseren til i dag. Nytårsaftensdag penslede jeg med chokolade og sprøjtede lidt royal icing på med mine elskede tyller.

Kransekage
500 g rå marcipan
2 æggehvider
250 g sigtet flormelis
marven fra ½ vanillestang
Det hele æltes grundigt med hænderne.
Form små brød med hænderne (fugt hænderne med vand, det gør det meget lettere), eller sprøjt små rosetter med en stjernetylle. I brødene puttede jeg en lille bjælke blød nougat.

Sæt kagerne på 2 bageplader eller læg nogle avissider under bagepapiret. Dette for at undgå, at kagerne bliver mørke under bunden.
Bag ved 225 grader i 6-8 minutter til de er let gyldne.

Lad dem stå lidt på pladen, imens de køler lidt af og sæt dem derefter på en rist.

Frys kagerne et par dage - det gør kransekagen endnu mere lækker.

Inden de serveres, pensles bunden med god mørk chokolade og stængerne dekoreres med royal icing (blanding af flormelis og æggehvide)

søndag den 3. januar 2010

Godt nytår

Endelig tid til at blogge lidt igen…

Vi kom godt ind i det nye år med godt selskab, dejligt mad og gode cocktails. Nu er jeg helt klar til at tage hul på et nyt år med et par nytårsforsætter… Der skal fokus på noget sundere mad, flere grøntsager og knap så meget fløde og smør…

Nytårsaften var hos os – min mand, jeg og 3 gode venner, senere besøg af venner og familie. Vi startede ved 16-tiden med hipshapsere og hvidvin og fortsatte så med at spise til den tidlige morgen;o)

Alt i alt super lækkert – opskrifterne er blandet andet fundet rundt omkring på andre madblogs, men også lidt ”selvkomponeret” og gamle klassikere. Nytårsaftensmenuen skal helst være lidt let at gå til. Noget, som man kan lidt på rygraden og noget, som kan forberedes inden – sådan, at der er god tid til at hygge med gæsterne. Og det lykkedes.

Der var et lille kiks, da jeg havde regnet med, at vi skulle have haft en sky/rødvinssauce fra kalvestegen, men jeg havde ikke fået puttet nok væde ved stegen, så der var ikke så meget at lave sauce af – derfor måtte jeg haste en Sauce Bearnaise sammen i en fart. Dette heldigvis med mere succes en end sidste nytårsaften, hvor den skilte…

Hipshapsere:
Jeg ejer ikke en blinispande, men det kan heldigvis også lade sig at gøre at bage blinis på en almindelig pande … og så er der jo lidt at ønske sig til næste jul...


De bagte blinis... og opskriften har jeg fra Foodfanatic - se her ... En rigtig god opskrift. Jeg har prøvet forskellige slags tidligere, men disse her var "saftige" og gode.Toppet med cremefraiche, lakserogn og finthakket rødløg...Her nogle med laks og purløg...Crostini - små runde ristede surdejsbrød...
Paté rørt med cremefraiche og en ½ cornichon samt lidt børnevenligt fyld i form af lufttørret skinke...Kinareje ... og et lille trick til, hvordan man kan fjerne den sorte tarm uden at pille rejen først.
Jeg ønskede at marinere i skallen, men ville gerne have tarmen væk. Stik en kødnål ind i rejen ca. ½ cm nede og træk forsigtigt op af, så vil tarmen følge med...
Forret:Rejerne klar til marinade...Rejerne marineres i finthakket rød chili, limesaft, hvidløg, lidt friskrevet ingefær og olivenolie... Lad marinere mindst 1 time. Tilsæt først salt lige inden rejerne og grill i ovnen 3-5 minutter til de bliver lyserøde...
Marinaden...Forretten klar til servering - giv gode flûtes til og evt. en cremefraiche dressing... samt dryp med den overskydne grillmarinade. Husk at sug rejerne rene, inden du piller skallen af - det smager bare helt vidunderligt!!!
Hovedret:
Timiangrøntsager - blot høvlede gulerødder og squash, lidt olie, citronsaft, frisk timian, honning, salt og peber - ca. ½ time på indirekte varme i grillen eller i ovnen....





Opskrift på svampe/spinat og kartoffelmedaljer ses her ...
Kalvestegen er stegt i Webergrillen til en kernetemperatur på 60 grader - lige i overkanten, synes jeg, da den kun er svagt rosa.

Jeg lagde stegen ovenpå rosmarinkviste, salvie, skalotteløg, peberkorn, enebær, gulerødder og en sjat rødvin ved. Ridsede stegen og et godt drys med salt og peber. Mørt og lækkert...

Dessert:

Og nu til desserten ... en succes og helt sikkert noget, som jeg skal lave igen.

Jeg havde fundet opskriften på blåbærsorbet hos Grydeskeen.dk. Og den sorbet smager fantastisk... og med en ismaskine går det som en leg.

De flotte bær - jeg brugte frosne....En tur med stavblenderen....

Flot, flot farve, blødt og lækkert....

Crème Brûleen .... FANTASTISK!!! - opskriften fandt jeg hos Anne au chocolat, og den er bare perfekt.

Jeg bøvlede lidt med, at bagetiden i vandbad blev rigtigt lang. Det hang sammen med, at jeg kun havde nogle små lidt høje ramekiner. En bagetid på 3-4 timer blev det til, men cremen var perfekt. Så lad være med at panikke, hvis det tager lidt tid;o) ...

Klar til bagning i vandbad...Den perfekte afslutning på en nytårsmiddag.... Sprødt, sødt, vanilie, blødt, koldt, bær - det bliver ikke bedre!!!

Efterfølgende selvfølgelig lidt kransekage, Caipirosca'er, boblevand osv... Natmaden boller og pålæg. Og så kunne vi klare os til næste dags eftermiddag;o)

Godt nytår til alle, som læser med. Jeg glæder mig til at blogge videre i 2010!