Viser opslag med etiketten Valmuer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Valmuer. Vis alle opslag

onsdag den 13. juli 2011

Dagens daglilje og andet godt fra haven.


Først dagens daglilje :-)


Hvad siger I til denne lille skønhed? Er hun ikke helt vindunderlig.
Jeg har købt hende hos Staudefeen for fire år siden. Hun hedder Hemerocallis 'Mini Pearl', og er en lav daglilje, kun omkring 45 cm høj. Farven er nærmest lys ferskenfarvet-rosa.


Hun har aldrig været så flot som i år.


Hun står selvfølgelig i det lyserøde bed. Jeg har haft lidt svært ved at kombinere dagliljerne tilfredstillende i mit lyserøde bed, fordi mange af dem har dette ferskenfarvede skær. Men jeg har simpelthen ikke plads til at lave hele bede med de forskellige nuancer, som findes inden for alle farver.
Så nu prøver jeg at løse det, ved at lade være med at plante en farve, som ikke passer, lige ved siden af. Og når det ikke altid lykkes, så glæder jeg mig bare over de kønne blomster, og trøster mig selv med at alt jo ikke kan matche :-)


Jeg bliver nødt til lige at vise jer min 'Moonlit Masquerade' igen, for jeg synes ikke det billede, jeg viste forleden, helt retfærdiggjorde hvor skøn den er :-)


Hér får I lige et view ud over det pink bed og dammen. Jeg er lige blevet færdig med at klippe tilbage og binde op, og plante sommerblomster hér. Nu passer det hele næsten sig selv i et par måneder... jeg skal kun klippe lidt tilbage og død-hov'de (klippe visne blomster af).



Havedammen er også virkelig groet til i år. Til september er det to år siden, jeg lavede den. Og nu er den fuldkommen som jeg drømte om... ja ok, måske kunne den godt være en lille bitte smule større :-D
Men jeg er ret stolt af at man næsten ikke kan se den sorte folie mere. Ajuga med de mørke blade er virkelig god til at gro og dække her ved vandet.


Nu er mine Dahlia også begyndt at blomstre. De er lidt sent på den i år, fordi jeg fik dem startet for sent. Men pyt, de blomstrer jo lige til frosten kommer. 
Dette er en stikling, som jeg har købt fra en virkelig Dahlia-nørd :-) Pernille Højsgaard fra Gentofte, som holder åben have i august og september, og har MANGE Dahlia. 
Den hedder 'Lindsay'.


Den står her bagved Verbena hastata 'Rosea' med de kønne rosa spir. På hver side af den, er der lyserøde Cosmos på vej.


Jeg syntes altså lige at I skulle se min lyserøde pom-pom valmue igen, for nu er det ved at være slut med dem. Mange af dem er desværre regnet i stykker, men jeg har rigtig mange, så jeg er alligevel godt tilfreds for i år.


Det er høje valmuer, men de står som regel fint uden støtte. Her står de sammen med nyserøllike, Achillea Phartamica 'The Pearl'.


Og så et af dette års højdepunkter. Jeg har kæmpet i flere år for at forspire marmelukærmer, og det har bare ikke duet. De vil jo helst sås direkte, men det kan man bare ikke i mine junglebede.
Men jeg har pottet op og pottet op, og nu kan jeg nyde frugten af alt arbejdet :-)
Er den ikke bedårende, også i knop?
  

Den hedder Lavatera trimestris 'Pink Blush' og er fra Primafrø, hvor jeg handler en del.


I år har jeg sat nogle lysegule stauder og sommerblomster i mit lyserøde bed, og jeg er spændt på hvordan resultatet bliver. Foran marmelukærmen står den lille fine staude Coreopsis 'Moonbeam'.


Den er så sød og let.


Og i midten er denne skønne daglilje på vej. Den står midt i billedet længere oppe.
Jeg synes den er dejlig allerede i knop.


Og så har jeg i år for første gang sået morgenfruer i lysegul. Der står også et par til venstre i bedet længere oppe. Det er en idé jeg fik fra Claus Dalbys blog. Og snegle kan IKKE lide morgenfruer, så de kommer nok til at afløse tagetes hér. Den hedder Calendula officinalis 'Cream' og er også fra Primafrø.

Og så godnat herfra... det blev vist lidt over min sengetid :-)

fredag den 1. juli 2011

Min lyserøde pom-pom valmue, clematis og liljer.


Endelig sprang en af mine absolut yndlinge i haven ud. Det er den lyserøde pom-pom valmue. Er den ikke skøn?



Jeg har aldrig sået denne valmue, så jeg ved desværre ikke hvad den hedder. Jeg har haft den i omkring 10 år, og den kommer troligt år efter år. Naboerne har den også i deres haver, og vi elsker den allesammen. I år har den været rigtig dygtig til at komme de rigtige steder :-)


Og en af yndlings-clematiserne blomstrer også nu. Det er 'Remembrance', som er en gruppe 3 clematis.
Den er selvimporteret i kuffert fra London :-) Jeg havde læst om den i Gardeners World, og så måtte jeg bare eje den. Og den blomstrer helt overdådigt hvert år.



Desværre hænger den i lidt tynde tråde i år, fordi den døde montana havde snoet sig ind i den, men den blomstrer videre alligevel.


Har I set denne her? Det er 'Niobe'. Og det er nok den flotteste blomst, jeg nogensinde har haft. Ikke at jeg har haft ret mange. For først stod den et par år i for meget skygge, og de sidste to år er den visnet ned af visnesyge inden den nåede at blomstre. Men i år ser den sund ud indtil videre... jeg tror at den hørte at nu var det sidste chance :-)


Se, hvor den matcher den mørke blærespirea.


Endnu en skøn lilje er i fuld gang nu. Det er 'Gran Paradiso'.


Den står hér i mit lille bed sammen med de farverige Lychnis, Malvaer og Zinnia'er.


Og I kan tro at denne hér lyser op i skyggen fra æbletræet. Det er 'Connecticut King'. Den er helt utrolig hvert år, og formerer sig villigt. Disse to liljer, samt den orange jeg har, er alle tre billige liljer fra Netto, og jeg har haft dem i mange år. Men jeg tror også at min jord er perfekt til liljer.


 
Alle liljerne lyser dejligt op i det orange bed lige nu. 

lørdag den 25. juni 2011

Hvid pæon og pæon-valmue, og flere andre.


Denne smukke kridhvide valmue hedder Papaver 'Swansdown'. Det er 6 år siden jeg såede dem, men de kommer tilbage hvert år, så de må være frø-ægte.  



De er ret høje, men de kan som regel holde sig selv oprejst.



Så er der endnu en Clematis på banen. Det er 'Hagley Hybrid', og denne er købt i Netto for 8-9 år siden. Hér har den forlovet sig med den enkelte uægte jasmin, som jeg 'låner' fra skolen bagved vores hegn.


Denne clematis er virkelig pragtfuld i år.





Den står hér ved min hvide bænk ved kaninerne sammen med Ville de Lyon, som jeg har vist jer tidligere. Begge disse er gruppe 3, så det er virkelig tidligt i år.



Se den store pragtfulde busk, som jeg har glæde af helt uden af bruge plads på den. Det er et flere meter bredt vildhegn, som løber hele vejen rundt om fodboldbanen bag hegnet, så vi beskærer selv buskene, eller lader være som i dette tilfælde.


Men jeg elsker uægte jasmin, så jeg har også min egen i forhaven. Den er dobbelt og dufter helt vidunderligt.



Den har stået her i 3 år, og er virkelig ved at få en god størrelse. Den fylder hele forhaven med sin duft :-)



Og så er min anden og sidste pæon sprunget ud. Det er Paeonia lactiflora 'Duchesse de Nemours'.
Jeg har haft den i en del år, og tidligere blomstrede den overdådigt. Men så blev den skygget for meget af andet som groede over den, så jeg flyttede den sidste år.
Den dufter simpelthen så godt. Den er tæt på at være min yndlings-dufter i haven :-)





Og hér er et lidt mere specielt prydløg, Alium Christophii. Det er ikke så højt som de prydløg, der har blomstret tidligere, og hovederne er meget større. Det virker nærmest helt skinnende med de lysere lilla stjerner, og det blomstrer længe.




Og så må vi lige have en glad farve til slut. Det er endnu en lilje som er sprunget ud. De er også tidligt på den i år. Det er Lilium asiatic ' Apeldoorn'.
Jeg synes simpelthen den er så pragtfuld med den lysende orange farve. 


Den står hér sammen med den rødbladede blærespirea, som jeg har vist jer før.


Den har nu iklædt sig sine røde bær, så nu passer den perfekt sammen med de orange blomster.

Rigtig god weekend :-)

onsdag den 22. juni 2011

Marieklokker, marmelukærmebusk og andet godt.

Hér skal I se en rigtig yndig to-årig. Det er Marieklokke, Campanula medium.



 Den og dens søster, som står lige ved indgangen i forhaven, er selvsåede. Sidste år var der lilla selvsåede klokker hér. Så det er sjovt at se hvad der dukker op. Disse to har nu matchet sig selv rigtigt godt, synes jeg.


I baghaven, i det lyserøde bed, har jeg nogle jeg har sået 'med vilje'. De har foreløbigt to forskellige lyserøde nuancer. Der er stadig en del som ikke er sprunget ud. Det er frø fra Chiltern Seeds i UK.


De ender godt nok ofte med at blive 3-årige for mig, fordi jeg først får dem plantet ud om foråret det andet år.


Hér ser I de to i forhaven, på hver side af de enorme Narcis tobak.


I forgrunden står denne skønne valmue. Det er et barn af Papaver Laurens Grape. Det er 5 år siden jeg såede dem første gang, så de er nok ikke helt ægte mere.


Til venstre for det rustne rionet på facaden står én af mine absolut yndlinge i sommerhaven, Marmelukærmebusk. Denne er Lavatera thuringiaca 'Burgundy Wine.


Hér med besøg af en brumbasse :-)


Disse dejlige sommerbuske blomstrer non-stop fra nu af og til frosten kommer. Denne bliver 1,5 m. høj.
Desværre er de sarte og overlever ikke altid vinteren. Denne busk gravede jeg op i efteråret og overvintrede i drivhuset. Det er også derfor den allerede er så stor og blomstrer i år.
Jeg gravede den nu primært op, fordi den alligevel stod forkert.
Jeg har haft held med at få dem igennem vinteren et par gange. Men de to sidste vintre var for kolde.
Det er nu planen at denne skal blive stående, fordi den står meget beskyttet op ad huset. Og så vil jeg nok også dække den med halm og granris.
Disse buske er virkelig nemme at tage stiklinger af, så jeg tager stiklinger så snart jeg køber dem, så jeg har nogle ekstra i potter, hvis de ikke klarer vinteren.
Jeg har to andre lavatera mere, men de er ikke i blomst endnu.


Min nye clematis 'Multi Blue' som jeg plantede i efteråret har været så sød at blomstre allerede i år. Endda med tre blomster. Jeg tror ikke de er helt så fyldte, som når planten bliver lidt ældre. Men det er en del år siden jeg har haft den sidst, så jeg kan ikke helt huske det.  


Jeg kan huske at én på en blog spurgte om, hvad man gjorde, når ens clematis nåede toppen af espalieret.
Jeg lærte engang på Gardeners World at man skal føre en gruppe 1 eller 2 clematis hen langs espalieret, horisontalt. For så vil der komme blomster hele vejen langs stammen i bladhjørnerne. Når man når enden af espalieret, fører man den lidt op, og så tilbage den anden vej. Så man nærmest væver den op over hele espalieret.

Det er lidt nemmere at se på dette billede, hvor de to af blomsterne kun er knopper. Jeg er begyndt at føre toppen hen mod højre.


Det fungerer virkelig godt, for planten bliver tæt og fylder mere i bredden.

Hér kan I se hvordan jeg har gjort det med min 'Alexandra', som jeg klippede helt tilbage sidste sommer.
Men man skal være over dem, for clematis er nogle rodehoveder, så hvis man ikke binder stammerne hele tiden, så ender det som en fuglerede. Det var derfor hende hér blev klippet ned :-)


I får lige et nærbillede af hende. Men hun er kun en skygge af sig selv i forhold til andre år. Men til næste år, så går hun amok, fordi hun er blevet forfrisket af at blive klippet ned.


Så skal I lige se min Martagon lilje. Den er så flot i år. Det er meget forskelligt om den bliver til noget eller ej. Men jeg tror at det er et godt lilje-år i år.
Jeg ville gerne flytte den til et bedre sted, for den står meget tørt her. Men løget er vokset helt ind i rødderne på mit Hjertetræ, så det er umuligt.



Til venstre for Hjertetræet er min søde lille brogede klokkebusk også i blomst lige nu.


Er den ikke bare sød? Den hedder Weigela florida 'Nana Variegata'.