...Hvad siger I så? Er det ikke flot... og det var slet ikke et særligt stort arbejde :-D
Jeg blev inspireret af Tante Tulles indlæg om at plante træer, som hun blev inspireret til af en artikel i 'Haven'. Så jeg vil også vise jer, at jeg har plantet endnu et træ. 'Flere træer i haverne' er også én af mine kæpheste, for de er så gode for naturen, og giver en ekstra dimension til vores haver.
Billedet ovenfor lavede jeg for sjov, for at få en fornemmelse af hvordan det ville virke med et træ lige dér.
Til venstre i billedet er vores stue med et stort panorama-vindue på hver side af hjørnet, og jeg har tit været lidt ked af udsigten til naboernes garager og tage.
Og jeg havde egentlig også lyst til at vores 'Driverhus' blev pakket lidt mere ind. Det nye træ står mod øst i forhold til 'Driverhuset', så det tager ikke eftermiddagssolen.
Og hér er det så i virkeligheden :-) Det er en lille selvsået Røn på 2 år. Det vokser jo rimeligt hurtigt, så det skulle snart få lidt mere størrelse. Jeg har før både flyttet og fjernet træer, som jeg havde plantet forkert, så jeg er ikke nervøs for projektet. Og træet har jo ikke kostet noget, hvis jeg fortryder :-)
Det har et rustent vandrør som støtte. Dem kan jeg godt lide at bruge, fordi de næsten ikke ses.
Så hopper vi om i forhaven. Der er mest grønt lige nu, bl.a. fordi mange af sommerblomsterne har givet op efter alt den regn.
Men jeg må indrømme at jeg alligevel er rigtigt tilfreds med mit indgangsparti i år. For forhaven er virkelig ved at få den frodighed, jeg har stilet efter. Vores husfacade er stor og massiv uden vinduer i denne side, og da vi flyttede ind var der indkørsel hér. Så I kan nok forstå, at jeg har kæmpet for at få dette 'look' :-)
I øverste højre hjørne er det igen én af mine Hjortetrøst, som jeg jo har flere steder. Det kønne røde træ er en blodblomme. Og de søde små hvide blomster i kanten til venstre, er et-årige. De hedder Alyssum Maritima, Krogsnål på dansk, tror jeg.
Dem kan jeg virkelig anbefale. Jeg såede dem i 2006, og siden har de selvsået sig ligeså fint hér hvert år. De er lige til at pille op med fingrene, og hvis jeg vil plante noget andet også, graver jeg det bare ned midt i dem.
Men egentlig ville jeg have jer til at kigge i øverste venstre hjørne af billedet, og nærmest i midten bag vores overdækning ved hoveddøren på det forrige billede.
Kan I se skæret fra den 'Orange Have' i baggrunden?
Jeg er helt vild med den effekt, som det har, når man står her :-)
Og selvfølgelig får I da lov til at komme med nærmere, og lige se det tættere på. Den 'Orange Have' set fra den modsatte vinkel af forleden dag.
I kan også få lov til at komme med hen til hjørnet, så I kan ane bænken bag den røde blærespirea. Men så går vi heller ikke videre, for det er jo bedet foran bænken, som jeg bl.a. arbejder på i øjeblikket.
Det bliver nu slet ikke så flot og fyldigt, som den 'Orange Have' i år. For det er mest små planter, som kommer til at stå her.
Kan I forøvrigt se at jeg har 'studset' min store Thuja? Jeg var meget nervøs for det, men jeg er så glad for resultatet, for nu synes jeg den kommer til sin ret. Jeg er stadig virkelig 'grøn' mht. at klippe ting.
Til sidst får I lige den sidste nye i blomstring. En sød lyserød-lilla Aster, som er et arvestykke.
Den bliver høj, vælter, og får bare ben. Men jeg elsker jo Asters, og jeg kan så godt lide farven. Så den har fået en rigtig god plads her bag min sommerfuglebusk. Her står den fint uden støtte og lyser op. Hvis jeg havde været lidt flittigere til at klippe de visne blomster af sommerfuglebusken, ville de have været i blomst begge to. Men det må blive næste år :-)