Viser opslag med etiketten Helleborus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Helleborus. Vis alle opslag

tirsdag den 12. marts 2013

Inden kulden...


... tog jeg disse billeder af min forårs-forhave.


Sådan ser der bestemt ikke ud derude lige nu.


Mine vintergækker ligger hen ad jorden lige nu, og jeg er faktisk nervøs for om de kommer sig igen, når det bliver lunere. Jeg synes ikke at jeg kan huske, at de har ligget helt flade derude før. Kan nogen huske det?
Det er da godt, at jeg nåede at tage billeder af dem.


Som I kan se, har jeg rigtigt mange af både erantis og vintergækker i forhaven.


Så jeg håber virkelig, at vi kan nyde dem igen senere, når kulden forsvinder, for jeg er bestemt ikke mæt af dem endnu.


Og bedet bliver også først rigtigt skønt og forårsagtigt, når de visne stauder er klippet ned.


Jeg har ikke set vejrudsigten i dag, men på DMI ser det ud som om, det kunne blive mildere efter weekenden. Lad os HÅBE det, så de solgule erantis kan sole deres små ansigter igen.


Min store klump af 'gamle' påskeklokker stod også og ventede tålmodigt. Lige nu ligger den også hen ad jorden. Men de plejer at klare den her i forhaven.


Den kønne lille iris nåede at springe ud med endnu en knop, og den har det faktisk stadig godt, fordi den står tæt op ad huset.


Jeg synes stadig at det er utroligt, at noget så farverigt og eksotisk kan blomstre så tidligt. Naturen er bare forunderlig.

Nu vil jeg også sætte mig med krydsede fingre for at foråret snart vender tilbage :-)

søndag den 8. april 2012

Påskegul skønhed, opstamning og nyserod.

Sikke en smuk Påskesøndag.


Den påskegule Forsythia stråler mod den blå himmel, og bringer én rigtigt i forårshumør, selvom det faktisk var temmelig koldt derude i dag. Men heldigvis findes der jo varmt tøj.
Jeg synes, det er fantastisk, at en af forårets allerførste buske kan være så farverig ovenpå den lange, farveløse vinter.


Jeg tror helt sikkert ikke, at jeg ville elske Forsythia nær så højt, hvis den 'bare' blomstrede midt på sommeren. Det, der gør den så speciel, er at den kan stå og blomstre så kraftigt, mens næsten alt omkring den stadig er nøgent og bart.


I må da give mig ret i, at der ikke findes et flottere forårs-fokuspunkt i haven lige nu :-)


Jeg har gået hele vinteren og kigget på mit store grantræ i hjørnet af forhaven.
 Jeg syntes efterhånden, at det tog for meget plads og lys i bedet og så lidt for bastant ud.
Så jeg fandt saven frem.


Jeg får stadig næsten helt ondt i maven, når jeg skal save og beskære, fordi det jo ikke kan gøres om.
Men hold da op, det fortryder jeg bestemt ikke.


Jorden var meget tør og udpint under træet, så det fik en hel trillebørfuld kompost. Jeg har ikke nogen planer for, hvad der skal gro under træet. Det må tiden vise.


Nu vi er her, kan I lige få lov at se den skønne nyserod igen. Den har jo blomstret uafbrudt i flere måneder nu.


Det varer dog ikke længe, før blomsterne visner, for som I kan se, er frøene ved at dannes.
Og jeg lover, at jeg nok skal samle dem allesammen :-)

torsdag den 1. marts 2012

Mere leg med kameraet i forårshaven.

Jeg er blevet helt bidt af at 'lege' i det manuelle område på mit kamera, så I får lidt flere billeder fra det dejlige vejr igen i dag.


Vintergækker i regnorme-perspektiv.


Det må føles som en hel skov at krybe rundt her.


Man skal passe på, at man ikke bliver svimmel, når man går og kigger opad :-)


Påskeklokken føles nærmest som en parasol.


Den stedsegrønne Skimmia med sine pinkrøde blomsterknopper lyser også op i forårshaven.


Og endnu et kig på de søde små cremegule krokus. Det er stadig de eneste krokus, som er kommet op i min have. Jeg er virkelig fascineret af, hvor gode farverne bliver, når man slår væk fra auto-funktionen på kameraet.

torsdag den 23. februar 2012

Forår i dag... aaah...

... og jeg skal love for, at jeg i dag ikke holdt mig inde i drivhuset :-)


Se, hvor de små fine vintergækker står og nyder det lune vejr. Det er da bare den kønneste lille blomst.


Jeg er så heldig at have hundredevis i min have. Men alligevel graver jeg hvert år de største blokke op og deler dem endnu mere rundt.


Jeg fandt også et par erantis, som så småt havde åbnet deres små hoveder i solen. De fleste af deres søskende er dog kun lige på vej op ad jorden. Alt det grønne bunddække omkring dem er Jomfru-i-det-grønne-frølinger fra sidste efterår. Jeg var lidt spændt på, om de havde klaret frosten, men de ser fine ud nu.  


Den smukke Helleborus foetidus lå hen ad jorden, da det frøs, så jeg var ærligt talt lidt bekymret for den. Men se, hvor fint den har rettet sig.


Den har efterhånden fået lidt mere 'læberødt' på de yderste kronblade :-)


De her er nærmest et par små mirakler. Det er Allium multibulbosum. De var allerede kommet så langt op inden frosten. Vi fik ikke særligt tyk sne, så jeg troede, at de ville være helt ødelagt. Men se, hvor fint de står.


Og sidst på dagen kiggede nogle af guldfiskene frem under isen i dammen for første gang. Der var 5½ fisk inden frosten, og jeg har nu set 4 voksne. Så jeg er glad :-)

onsdag den 18. januar 2012

Jeg har snydt igen...

... og købt lidt mere forår :-)


En skøn lyserød primula ud til driverhuset.
Det er på denne årstid, at jeg har mest behov for at købe blomster, fordi der ikke er så meget i haven.


Jeg går jo og håber på at komme en tur til Gartneriet Spiren i år. Men indtil videre måtte jeg have den lille søde hvide julerose at nyde. Og jeg har lige stedet hvor den skal bo i haven senere. Er det ikke undskyldning nok, til at købe den? :-)


De to hygger sig nu med Tazzetterne som jeg købte sidst i november!


 Tænk, de blomstrer og dufter stadig derude i driverhuset. Så får man da noget for pengene :-)


Er dette ikke ren forårs-hygge under glas?


Jeg kunne heller ikke stå for disse lyseblå perlehyacinther. De står udenfor hoveddøren sammen med violerne som også stadig blomstrer.


Og traditionen tro, måtte jeg have et par knaldgule primula ind til stuen. Det er nemlig den eneste farve som dufter sådan rigtigt af primula synes jeg.


Jeg har ledt i årevis efter sådan en lille dobbelt 'krukke' til netop primula og andre småplanter. Og lige inden jul fandt jeg den i genbrugsforretningen til en tyver. Herligt :-)

Jeg håber, disse små skønherligheder lyste lidt op på denne mørke dag.

onsdag den 11. januar 2012

Nyserod lyser så dejligt op

Nyserod er helt uundværlig i vinterhaven, synes jeg.


Den lyser så dejligt op med sine sunde grønne blade og limegrønne blomster.


Helleborus feutidus hedder den på latin, og Stinkende Nyserod på dansk. Den lugter karakteristisk, når man rører bladene, men jeg synes nu ikke at den stinker.
Den har de sødeste klokkeformede blomster, som i milde vintre starter allerede før jul hos mig.



Efterhånden som de ældes får de dette pink skær langs kanten. Det synes jeg er rigtigt kønt.
Min barndomsveninde sendte mig min første plante i '98, så den er en kær gammel ven.
Jeg vil betegne den som en kortlivet staude. Den holder en 2-3 år samme sted hos mig, men den frøsår sig fint, så jeg har altid en 4-5 planter rundt om i haven. Hverken for meget eller for lidt.


Den trives i skygge og halvskygge, men kan også klare sig i sol.


Se hvor den lyser op hér i højre side. Det må man da elske på denne årstid af sådan en nem plante :-)

torsdag den 29. december 2011

Er min påskeklokke en julerose?

Nu troede jeg lige, jeg havde forstået forskellen på de to.
Så jeg var overbevist om at min 'gamle' arveplante var en påskeklokke, fordi den først blomstrer om foråret.
Men i det gode vejr forleden ville jeg så klippe bladene af, som jeg har læst at vi skal, for at undgå svamp på bladene...


Og se lige, hvad der gemte sig under bladene.


Jeg har kun en decideret julerose i haven. Og jeg har checket flere gange for blomster. Men den sover stadig vintersøvn.
Så hvordan kan min påskeklokke stå med store svulmende knopper?


Ingen af dem får sol her om vinteren.


Jeg ved godt at der findes en skøn bog om juleroser og påskeklokker, og jeg har også læst den én gang. Nu har jeg bestilt den igen på biblioteket, og måske skulle den på ønskesedlen næste gang :-)

Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til snart at se min dejlige rosa julerose/påskeklokke med blomster.