I England er skovbunden dækket af Bluebells, ligesom den herhjemme er dækket af anemoner.
Min engelske veninde har vist mig billeder af det, og det ser helt fantastisk ud.
Jeg har også et lillebitte stykke England rundt i min have lige nu. For mine engelske Bluebells er nemlig sprunget ud. Rent faktisk er det slet ikke de 'ægte' engelske Bluebells, men de spanske Scilla hispanica, jeg har.
De 'ægte' har nemlig kun klokker ned langs én side af stænglen.
Men fordi jeg har fået disse af min veninde fra hendes have i Sydengland, så er det altså mine engelske Bluebells :-)
De formerer sig villigt, og jeg har dem flere steder i haven efterhånden. Hér står de lige ved indgangen til hoveddøren.
Vi bliver i forhaven i dag. For under Hjertetræet er en anden af mine små yndlinge sprunget ud nu. Det er Hundetandsliljen, Erythronium pagoda.
Den har den sødeste lysegule farve og trives godt her under træet og den brogede klokkebusk.
Blomsten er ikke ret stor, men det lykkedes mig at få et billede af dens lille ansigt, selvom den er sky og kigger ned i jorden.
Den har nogle lækre store kødfulde blade, som visner væk, når den er afblomstret. Så det er med at huske, hvor de står.
Jeg har selvfølgelig prøvet at flytte dem til andre steder. Men løgene ligger godt nede under Hjertetræets rødder, så det kan ikke lade sig gøre.
Se, hvor dejligt bunden i det store bed er ved at lukke til. Hér kommer ikke meget ukrudt.
På den anden side af den brogede Klokkebusk er der også kønt lige nu. For der blomstrer den pink Løjtnantshjerte sammen med matchende tulipaner.
Jeg må indrømme, at jeg bedre kan lide det engelske navn 'Bleeding Hearts', for det ligner virkelig små dryppende hjerter :-)
Det er virkelig en skøn staude. Nem og sund. Den, der står her, er en aflægger fra den store, som står i det lyserøde bed.
De matchende tulipaner er 'Don Quichotte'. En sund og nem tulipan, som jeg har mange steder.
Jeg har købt dem i Netto i sin tid.
Og så har jeg bemærket at mange i Blogland klager over den evige kamp mod mælkebøtterne.
Så må jeg præsentere de ultimative hjælpere mod de slemme planter.
Jeg har i hvert fald svært ved at finde nok gule blomster og blade til disse to :-)
Det er Bibi til venstre og Heino til højre.
'Hvad mener du med, at vi er løbet tør for mælkebøtter?!!'