Viser opslag med etiketten Echinacea. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Echinacea. Vis alle opslag

torsdag den 1. december 2011

Blomstrende 1. december i haven

For en havenørd er det bare lykken, at kunne fejre den første dag i julemåneden med en kavalkade af blomstrende dejligheder i haven lige nu :-)


Det er lidt snyd med hende hér, Malva 'Freedom', for hun står beskyttet op ad muren til huset, så hun ville nok ikke blomstre ude i haven. Men hun kommer med alligevel.


En lille Chrysanthemum fra sidste vinter, som blev plantet ude i bedet i foråret.


Hesperis matronalis, eller på dansk; Velduftende Aftenstjerne/Natviol, har blomstret hele efteråret rundt omkring, hvor den har selvsået sig. De blomstrer igen til foråret.  


De søde gule staude-chrysanthemum har stadig lidt fine blomster inde under grenene på kornellen, hvor de er lidt beskyttet.


Min Stjerneskærm står med en hel klase af fine blomster i forhaven.


Vinterjasminen er helt fantastisk op ad huset.


En enkelt lille blomst har vovet sig frem på en Phlox. Den var ellers afblomstret for længst.


Montia Sibirica bliver bare ved og ved derude. Sådan et lyserødt bunddække i bedene i december er da bedre end hvid sne, synes I ikke? :-)


En håndfuld helt nye knopper på rosen Queen of England. Den afblomstrede for flere måneder siden.


Solhatten 'White Swan' står med 3 fine små knopper som denne.


Også en helt frisk knop på Daisy Gloriosa. Her var hele planten ellers visnet ned allerede, men nu har den skudt lidt igen.  


Og så bare for at undgå 'misforståelser'. Min have er altså brun og vissen ligesom alle andres :-) 
De små blomster-herligheder titter bare op hist og her. Og vi har endda haft frost op til flere gange.

Og jeg kan berolige jer alle med, at jeg aldrig har været ude for, at planterne tager skade af at blomstre så sent. De når sagtens at samle kræfter til næste år, selvom vinteren kommer sent eller bliver mild.
Så vi kan roligt bare glæde os over disse små strejf af blomsterlykke i julemåneden :-)

Glædelig 1. december til jer alle derude.

lørdag den 30. juli 2011

Solhat, lilje, Pinky Winky og andet godt fra haven.

I dag var der heldigvis nogle tørre timer inden det begyndte at regne igen her til aften.
Men planterne virker nu gladere for bare at få lidt sol og varme ind imellem :-)


Endelig er min dejlige mørke-pink solhat sprunget ud.
Det er Echinacea 'Fatal Atraction'. Den er virkelig flot, synes jeg.


Jeg har, som sagt før, svært ved at få solhatte til at overvintre her, så denne gror i en stor krukke og ryger i det opvarmede drivhus om vinteren.


Og så er endnu en af liljerne sprunget ud. De kommer i en lind strøm nu. Det er de orientalske, som blomstrer så sent.
Skønheden her er også en no-name, da det ikke var de rigtige, der var i pakken.
Men jeg er nu alligevel mere end tilfreds med den :-) 


Er den ikke skøn? Jeg går rundt og er orange på næsen hele dagen, fordi jeg lige må have næsen tæt på, når jeg går forbi.


Den er 1,70 m. høj! Det er den højeste og flotteste lilje, jeg nogensinde har haft, så det må helt sikkert være lilje-år i år, og så kan de godt lide min jord.
Der er også lige et glimt af min hvide solhat nederst i højre hjørne. Den står tørt i et lille hævet bed.


Og i baggrunden står også min store hvide floks, Phlox paniculata 'David'.
Det er en meget robust og stærk floks, som man kan dele og dele. Jeg har den 3 steder i haven allerede.


Og så skal I se en anden plante, som jeg er rigtig glad for. Det er virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum 'Pink Glow'. Og den har lige netop dét; et lyserødt skær. Den er noget så sød. Den har stået nogle år alt for skygget, men i efteråret kom den her over på skyggesiden i det lyserøde bed, og det skal jeg love for at den kan lide.


Svirrefluerne er helt vild med den. Og det er jeg vild med :-) For jeg har så mange bladlus på mine cosmos, som også står i dette bed. Så det satser jeg på at fluerne tager sig af. I baggrunden er lægestokrosen, som I så forleden.


Og så har Pinky Winky fået lidt mere lyserødt på kronbladene.


Og denne dejlighed må jeg altså vise igen. Dagliljen Hemerocallis 'Sweet Hot Chocolate'. Den er altså helt fantastisk, og faktisk endnu mørkere end billedet viser.


Til sidst et stemningsbillede fra i aften fra min havedam. Jeg brugte hele eftermiddagen i går på at ordne den. Græsset var efterhånden vokset helt ud i vandet, og der var mange gule blade på åkanderne, for de kan ikke lide alt det regn. Fiskene trives godt, og der er endda et par unger også. Det bliver spændende om de kan undgå deres forældres grådige appetit :-)

søndag den 17. juli 2011

Dagliljer, solhatte og en tør Dahlia.

Øv øv, mere regn fik vi i dag, og ordentlige skyller igen. Jeg kan ikke engang huske hvor længe vi har haft det her ustadige vejr. Men det føles som uger. Jeg ønsker mig tørvejr :-)

I går var det dog en rigtig dejlig sommerdag, så den må vi leve lidt på de kommende bygedage.

Dagliljerne elsker sol og varme, så de hænger noget med hovedet i det her vejr.
Men i går kunne de heldigvis sole sig lidt, og det kunne man tydeligt se på blomsterne.


Første blomst på hende hér i år. Hemerocallis 'Strawberry Candy'. Er den ikke yndig med de mørkere kanter?


I får også lige et solbillede, fordi man bedre kan se de bølgede kanter i dette lys.


Hun bor hér for enden af det pink bed. Og ja, jeg ved godt at hun 'støder' lidt sammen med Dahlia'en bagved, men de er skønne begge to, så det må vi leve med :-)


Hende hér sprang først ud i dag, så hun var mere trist i det våde, kan I nok se.

Det er Hemerocallis 'Barbara Mitchell'. Begge de to ovenstående dagliljer har jeg købt hos Staudefeen for nogle år siden.


Hun står hér ved tæt ved dammen. Den lille sti mellem dammen og det lyserøde bed ligner nærmest en lille flod i regnvejret.


Hende hér kan virkelig ikke lide regnen, så det har taget mig flere dage at få et godt billede. Blomsterne bliver plettede og grimme, når det er så vådt. Og selv på dette billede er hun ikke så flot, som hun kunne være. Det er Hemerocallis 'Edge Ahead'.


Hun står her bag bænken sammen med den lille smukke 'Mini Pearl'. De har en kridhvid drejeblomst imellem sig, som også er ved at springe ud. Den skal I nok få at se senere.


Jeg må lige vise jer et billede af den skønne navnløse, som jeg viste forleden dag. Her kan I virkelig se hvor skønne dagliljer er, når de viser sig fra deres bedste side :-)


Så er det også blevet solhattenes tur i min have. Jeg har kun nogle få stykker, for jeg har altid haft svært ved at holde liv i dem. Denne lille darling har stået og kæmpet i det lyserøde bed i årevis, og altid kun haft en enkelt eller to små sølle blomster. Det er Echinacea 'Pink Double Delight'.
Så nu har jeg reddet den op, og plantet den i en krukke. Staudefeen skriver netop i dag på sin blog om solhatte, og om at de ikke må stå for trangt om foråret. Og det gør planterne i mit lyserøde bed, så det er nok derfor, at den ikke havde det godt.
 Nu er den i hvert fald glad i sin krukke.


Jeg ved godt at denne, 'White Swan', nok er én af de allermest almindelige solhatte. Men for mig er denne plante virkelig en sejr. Jeg er nemlig på min 3. plante nu. 2 har jeg slået ihjel før.
Men nu er det lykkedes mig at få denne igennem de to sidste strenge vintre.
Den står nemlig i det lille hævede bed, som er rundt om den øverste havedam. Den står faktisk meget udsat for frost hér, men der er til gengæld tørt. Så ja, det er hvad de vil have; veldrænet jord. Og der er heller ingen konkurrence fra andre planter. 


Jeg elsker bare når det lykkes mig, at knække sådan en 'have-nød' :-)


Og så skal I også lige se, hvor glad min lille Dahlia blev i går, da den fik lov at stå og sole sig :-)
Det er Dahlia 'Park Princess', som jeg efterhånden har haft i en 5-6 år, så det er en sund lille plante. Og den er endda fra Netto til en 7-8 kr.


Jeg er simpelthen så glad for dette lille område lige ved terrassen.

Og skal vi så ikke alle sammen råbe i kor: 'Vi vil ha' tørvejr!' :-)