Viser opslag med etiketten Dahlia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dahlia. Vis alle opslag

lørdag den 26. oktober 2013

Sådan vinteropbevarer jeg mine Dahlia.


Jeg lovede jo at vende tilbage med, hvordan jeg opbevarer mine Dahlia vinteren over.
Og hvis vi vil nyde disse skønheder igen til næste sommer, så er det ved at være tid at gemme dem forsvarligt væk.


Her forlod vi mine Dahlia i sidste weekend. De havde stået under åben himmel natten før, så de kunne blive 'svedet' af den første nattefrost.


Min erfaring er, at det er bedst at lade dem blive 'svedet', og derefter lade dem stå i en uges tid, så de kan trække kraften ned i knoldene. Det gør dem også mere 'tykskinnede' til opbevaringen.
Jeg satte mine i tørvejr de 8 dage, fordi jeg opbevarer dem i krukkerne, og så skal de helst ikke være for våde, når de bliver sat væk.


Nu er det så tid til at klippe det visne løv af. Mit røg i haveaffaldscontaineren, fordi de har haft meget skimmel, og det vil jeg ikke risikere at overvintre i komposten.


Denne kunne godt have ventet lidt, da stænglerne endnu var grønne, men nu var det altså i dag, at vi havde tid :-)
Michael svinger saksen.


Noget af det vigtigste er at huske navneskiltene :-)
Her stak knolden lidt op over jorden...


... så derfor fik den lidt ekstra pottemuld ovenpå for at undgå råd og udtørring.


Potterne bliver luget, og alt vissent i potten bliver fjernet, for ellers kan det også give råd under opbevaringen.
Det var hyggeligt 'arbejde' i det lune vejr :-)


Potterne bliver børstet rundt langs kanten foroven og nedenunder, for ikke at få småsnegle med ind Drivhuset.


Og så er de klar til deres vinterhi i det opvarmede drivhus.
Som tidligere fortalt opvarmer jeg det med en lille varmeblæser, og det koster ca. 800,- for en vinter.
At jeg opbevarer dem plantet i pottemuld, gør at de hverken rådner eller tørrer ud. De får overhovedet intet vand før til marts.
Og til gengæld er det jo nærmest en leg, at 'vække' dem til den tid, for de begynder ofte at skyde af sig selv, når det er tid, og så får de deres første tår vand.


Det ser meget ryddeligt og tomt ud, men der er allerede kommet flere beboere ind, og selvfølgelig min kurvestol :-)
Jeg vil lige tilføje, at tidligere år har jeg jo også haft Dahlia plantet i mine bede. Men derfor kan man sagtens opbevare dem pottet op, for det er bare at plante dem i en potte, når man har gravet knolden op.


Tilbage på terassen står mit sensommerkrukkebed. Billedet er taget i eftermiddags og er det ikke et SKØNT syn her den 26. oktober :-)
Det får lov til at stå til vi får 'rigtig' frost.
Og på denne måde er det største arbejde gjort, så resten er til at overskue senere.

*****

*Som en lille sidebemærkning undrer det jer måske, at jeg sidder og blogger, mens der er 'Knæk Cancer'. Men det kommer lidt for tæt på, at sidde og se det 100%, så det kører i baggrunden. Og jeg er selvfølgelig utroligt taknemmelig for det kæmpearbejde, som alle lægger i at skaffe så mange penge som muligt.*

lørdag den 19. oktober 2013

'Spøgelset' virkede - sensommeren fortsætter.


Så dejligt så der ud, da jeg fjernede 'spøgelset' af fiberdug i formiddags.

Så her hos mig i denne lille krog bliver det altså ved at være sensommer nogen tid endnu :-)
Som jeg skrev i et af mine svar i kommentarerne til indlægget i går, tog det under en time for Michael og jeg at sortere, flytte og dække herligheden. Nu må vi se hvor længe det forbliver mildt, Jeg skal nok følge op på det.


Der skulle være basis for endnu et par buketter fra de skønne Lathyrus.


'Black Knight'.


Samtidig får mine skønne frølinger mulighed for at samle lidt mere næring, så knoldene kan være fyldt med energi til overvintringen.


Jeg redede også min krukke med en Kæmpe Verbena fra CDs sortiment. Planten er blevet rigtig stor, så jeg vil prøve at overvintre den også. Jeg har nemlig aldrig haft den store succes med at grave små planter op og overvintre.


Og for at I kan se, at vi faktisk fik frost, ned omkring -2 i jordhøjde her ved siden af dammen, tror jeg. Her er resterne af de Dahlia, som ikke fik 'spøgelse' på.


 Det var som sagt i går - helt bevidst - at jeg lod de fleste få frost, så de kan gå i dvale nu.


I dag blev de så rykket ind under taget på den overdækkede terrasse, for de lover jo regn de næste dage, og de skal helst ikke være for våde, når jeg sætter dem væk.
Fortsættelse på opbevaringen af Dahliaerne følger.

fredag den 18. oktober 2013

Spøgelser mod frost.


Jeg er næsten aldrig klar til at give helt slip på sommeren, når de advarer mod den første nattefrost.
Derfor gør jeg brug af spøgelser af fiberdug en gang eller to hvert efterår. Det var pigerne, der døbte dem 'spøgelser', da de var yngre :-)


Men samtidig står drivhuset jo klar til de overvintrende, og jeg kan godt lide at kunne sætte dem ind lidt efter lidt. Det er jeg også nødt til, når jeg har så mange :-) Så da Michael kom hjem, flyttede vi rundt på krukkebedene. 
Denne samling var jeg ikke klar til at give slip på endnu.


Jeg kender områderne i min have godt, og ved hvor der er lune små kroge, som bl.a. her lige ved den overdækkede terrasse, hvor murstensmuren også holder på varmen.


Kun de Dahlia uden ret meget skimmel kom i ly. Og min mørkløvede basilikum kan også lidt endnu.


Min Penstemon fra frø har lige sat endnu en skøn blomst, så den var selvvalgt.


Flittiglisen med mange knopper endnu.


Og selvfølgelig mine to nyligt udsprungne Dahlia frølinger.



Resten af krukkerne stod eller er sat længere ud fra huset, for her og især lige ved siden af dammen plejer frosten at 'bide' først. 

Så nu vil jeg læne mig tilbage og krydse fingre for, at frosten kun tager dem, som jeg vil af med lige nu.

tirsdag den 15. oktober 2013

Kontrasternes tid.


Lige nu kan man næsten vælge sæson, alt efter hvilken vej man kigger i min have. Her er det nærmest stadig sommer :-)


Min skønne frøling. I får ikke så mange ord i dag, for jeg er træt i mit hoved.


Men jeg måtte bare dele disse skønherligheder med jer fra min leg med kameraet i eftermiddags.


Lyserød hebe. Desværre ikke hårdfør, så den bor i det opvarmede drivhus om vinteren.


Det er oprindeligt en stikling fra min veninde i England, og jeg har haft den i 11 år.


'Lemon Queen'.


Og her kom så efteråret.


Med min fantastiske Rudbeckia Triloba...


...som har forlovet sig med Aster 'Little Carlow'.


Og en forsmag på vinteren med den første blomst i Kejserbusken.

lørdag den 12. oktober 2013

Planternes vinterhi er klart.


I dag har 'vi' knoklet med at få gjort Drivhuset klart til vinteren. Tusind tusind tak for hjælpen, Søde Lona, for det store arbejde, du ved hvor meget det betyder for mig.


Der skulle nyt bobleplast op i år, men vi valgte den nemmere og faktisk bedre løsning bare at sætte et nyt lag ovenpå.
Nu er der bare så fint og rent, at det er en drøm :-)


Jeg har aldrig haft plads til andet end den lille taburet derinde, men i år SKAL der være plads til nydelse, så kurvestolen er rykket ind allerede.
Jeg har kasseret en del store planter, som jeg egentlig bare havde, fordi de nu engang var der. Så det skal nok kunne lade sig gøre.


Mens Lona knoklede i drivhuset, reddede jeg denne lille pusling op mellem fliserne udenfor. Jeg kunne da ikke bare lade den stå der og gå til :-)


Min Tyrolerpelargonie rykkede ind som første beboer, for den stod under åben himmel, og de kan ikke lide for meget vand, så det var tid.
Resten af planterne flytter ind lidt efter lidt som det bliver tid for dem. Det er meget mindre stressende at gøre det på denne måde. Og det er jo også synd at gemme dem væk, mens de stadig kan glæde på terrassen.


Og hovsa, endnu en af mine Dahlia frølinger er sørme sprunget ud. Dahlia varabilis 'Miscuglio in Doppio. Er den ikke skøn :-)

Se mere om hvordan jeg bruger det opvarmede drivhus om vinteren her:


søndag den 15. september 2013

Så er den sprunget helt ud...


... den skønne frøling, som jeg viste i forrige indlæg. Den var så lækker i går i solskinnet.


I skygge kan man bedre se tegningerne.


Den passer perfekt sammen med Agastache 'Pink Beaty', synes jeg.


De står her i forgrunden af det store krukkebed.


Endnu en Dahlia er sprunget ud. Det er 'Cupido'. Jeg kan rigtig godt lide den, men den har i tre år nu kun givet mig en enkelt blomst, og løvet virker ikke sundt, så den ryger ud inden vinter.


Den sidste nye i udspring er til gengæld sund og fyldt med knopper, som bliver til kæmpestore orange blomster. Jeg har haft den en del år.


Men navnet er ukendt, da den er købt som lyserød. Det sker jo tit, at der er en forkert Dahliaknold i pakken. De ligner jo også hinanden, når de kun er knolde :-)

*****

Jeg må indrømme, at tiden er lang, når vi går og venter på svar på fredag. Og højst sansynligt bliver det ikke noget entydigt svar vi får, fordi medicinen fortsætter med at virke i kroppen i 6 mdr.