Viser opslag med etiketten Mig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mig. Vis alle opslag

mandag den 19. december 2016

Sidste arbejdsdag...


I fredags tog jeg afsked med min arbejdsplads gennem de sidste 11 måneder. Arbejdet og firmaet passede mig rigtig fint, men vores familieliv herhjemme kunne ikke forenes med mine skiftende vagter, der både har budt på aften/nat, weekender og de mere humane midt på dagen og meget tidligt om morgenen.

Dagen var fyldt med blandede følelser, men mest en stor portion vemod for jeg kommer virkelig til at savne mine skønne kollegaer, der har fyldt arbejdsdagene med humor på højt plan. Der har - som alle andre steder - været tidspunkter hvor der skulle tænkes hurtigt, hvor man havde lyst til at råbe ord der er forbudt for børn og ønske chefen hen hvor peberet gror, hvor ingenting fungerede og hvor dagen føltes som år.. Men selv på de dage har der alligevel altid været noget positivt at fokusere på, og ikke mindst noget at grine af.. takket være de mennesker man har haft omkring sig.

Bare se chefens "anbefaling" her, på trods af at han har haft rigelig andet at se til:


Der til skal siges at jeg senere fik en fantastisk flot anbefaling, men jeg er sikker på at han har hygget sig gevaldigt da han skrev denne :o)

Intet har været tabu på mine vagter, og jeg kunne skrive bøger om alle de emner der har været vendt og de oplevelser jeg har fået. F.eks. de søde oplevelser som da en ung kollega kom og hviskende en tidlig morgen "Lise, jeg skal være far.." eller den mandlige kollega på langt over 60 år der lige havde mødt en sød dame, og "jeg skal ud og spise med hende i aften"..  Jamen det varmer da helt ned i lilletåen. Der et utal af de historier der ikke er helt stuerene og der er blevet fortalt masser af hemmeligheder, der er historier der har fået tårerne til at trille ned af kinderne af grin og dem der har rørt en helt dybt i hjertet...
Jeg har endda fået mundharmonikakoncert af en forhenværende musiker kl. 03.15 om natten, som tak for en pose frosne fisk!

Jo der er meget - rigtig meget - og rigtig mange jeg kommer til at savne, men jeg er sikker på at fremtiden opvejer det tunge skridt jeg nu har taget, og jeg glæder mig vildt til at få en døgnrytme igen, til at kunne planlægge min fritid fremadrettet, til ikke at skulle have dårlig samvittighed over for mine drenge og ikke mindst til de nye udfordringer der venter.. Mere om det senere.


Afskedsgaven blev selvfølgelig hæklet.. En abe i firmaets arbejdstøj. Mørke bukser og lyseblå skjorte med slips.
Dertil havde jeg fyldt en krukke med blandede lakridser - Kontoret's ynglings.

onsdag den 9. marts 2016

Når solen slukkes - Tændes stjernerne...


Citatet i overskriften kom min mor med i sommers, da vi sad på terrassen og snakkede om dem vi havde mistet. Jeg synes det var så smukt. 

Meget pludseligt, uden nogen form for advarsel mistede jeg min mor d. 19 februar...


Sorgen, savnet og alle de praktiske gøremål har overskygget min hverdag siden.
Mange ting man har været usikker på. Andre ting hvor man kunne efterleve hendes ønsker. Valg man ikke har haft lyst til at tage. Ubesvarede spørgsmål man aldrig får svar på. Men en ting jeg ikke tvivlede på, var hvad der skulle stå på båndet ved hendes bisættelse:
Når solen slukkes, tændes stjernerne

Hvil i fred kære mor. Jeg vil altid bære dig i mit hjerte....

lørdag den 13. februar 2016

Karklude, ufo'er og træthed i verdensklasse

Det er sgu hårdt at starte nyt job...!!

Jeg har været træt. Træt som et helt alderdomshjem og har præsteret at....
- finde posen med havregryn i køleskabet. 
- stå utallige gange og ikke anet hvad det var jeg skulle eller hvor jeg var på vej hen. 
- glemme hunden bag i bilen (kom i tanke om ham en halv time efter, hvor jeg fandt ham i sin sødeste søvn.) 
- vaske sengetøj på et uldprogram
- give kaninerne hønsefoder osv. osv.
- Jeg har bare været TRÆT!

Det grundlæggende på jobbet er efterhånden ved at falde på plads, så trætheden er (heldigvis!!) ved at lette og lysten til det kreative så småt på vej tilbage. Jeg har bare ikke været så god til at koncentrere mig om en ting af gangen, så jeg mangler:

- at få færdiggjort de seneste betonstøbninger 
- at få syet et badeforhæng jeg har broderet 
- at blive færdig i soveværelset hvor der er kommet lidt nyt på væggene
- at få hængt de skilte op i haven jeg har malet 
- at få dekoreret de påskeæg der også har fået en tur med penslen.... 
- Og ikke mindst få færdiggjort de hæklede ufo'er jeg har liggende!


På hæklefronten er det mest blevet til karklude i samme mønster. Når en har været færdig, har jeg grebet et nyt nøgle garn. Det har været nemt at sidde med. Jeg skulle ikke tænke - bare hækle :o)


Nu er de alle røget i blogbutikken, som du kan finde HER.

Jeg er også startet op på endnu en gravhund. Han er hæklet men ligger stadig som et samlesæt.


Det samme gælder de dåsecovers jeg har hæklet, der bare ligger og roder rundt i en kurv.


I morgen er det søndag helt uden planer... 
Rigtig god weekend herfra :o)

torsdag den 21. januar 2016

I'm back in business


Efter 2½ års pause er jeg tilbage i busbranchen...

Jobbet kom lidt tilfældigt ind fra sidelinjen. Ind i mellem skal man tage chancen når den byder sig og jeg håber og tror på det ender godt. Pt er jeg er oplæring - og jeg har meget at lære! Jeg er optimist og har fået en fantastisk modtagelse, så jeg klør på og håber jeg inden længe kan sidde på posten som trafikkoordinator og have bare en anelse styr på hvilke busser der kører hvor, til hvilke tider, hvem der sidder bag rattet og ikke mindst få overblik over computersystemet med vagter, værksted, døgnlog, busruter osv. osv.
Jeg har fået en meget tålmodig medarbejder som lærermester - Han har børn og er vant til at gentage sig selv igen og igen, hvilket nok er en kæmpe fordel når han skal have med mig at gøre :o)

Mit hoved minder mest af alt et større trafikkaos for øjeblikket, men håber jeg formår at få sat nogle skilte op den næste uges tid, så hjernecellerne kommer til at køre den rigtige vej igen uden for mange omkørsler, rundkørsler og bump på vejen.

Kryds lige fingre ikk´..?

mandag den 7. december 2015

De 10 vigtigste sundhedsmæssige fordele ved håndarbejde med garn


Den overskrift fangede mit indre, da jeg tilfældigt faldt over Dorte's blog Min anden side.


De sidste 2 år har jeg selv haft en personlig kamp. En kamp med stress, angst, depression, nedsat selvværd mm. Efterfølger af flere år hvor jeg på ingen måde tog hensyn til mig selv. Levede i overhalingsbanen med 220 km/t som alenemor efter drengenes far døde, selvstændig vognmand og en mani med at kaste ALT for mange bolde op i luften på samme tid...
Da jeg pludselig fik tid til mig selv knækkede filmen. Alt ramlede sammen. Jeg kunne ingenting! Jo, jeg kunne hækle... Derfor skrev jeg til Dorte om jeg måtte dele denne med jer, for jeg er ikke i tvivl om at sammen med mine drenge (store som små) er hækling det der har fået mig tilbage på rette kurs...


Artiklen stammer oprindeligt fra lionbrand.com, skrevet af blogger og forfatter Kathryn Vercillo der er ekspert i at bruge håndarbejde til at helbrede, efter at have forsket i emnet til sin bog "Hækling reddede mit liv".

Garn helbreder! Hvad enten du foretrækker pinde eller nåle eller en kombination af begge, kan håndarbejde lindre din krop og reparere dit sind. Beviser har vist dette i årtier, og ny forskning bekræfter det med videnskab. Fordelene som folk rapporterer er tilsyneladende endeløse. Her er de 10 bedste sundhedsmæssige fordele ved håndarbejde med garn..

1. Strik og hækling lindrer depression
Lettelse af depression er langt den mest rapporterede og studerede fordel ved hækling og strik. Gentagelserne i håndarbejdet har vist sig at frigive serotonin, et naturligt anti-depressiv. CNN har for nylig rapporteret, at 81% af 3.500 strikkere med depression, er lykkeligere efter strikning. Og mere end halvdelen af deltagerne rapporterede at de var "meget lykkelige". Undersøgelsen er offentliggjort i British Journal af Occupational Therapy.

2. Håndarbejde reducerer angst
Håndarbejde med garn hjælper ved forskellige former for angst. Den holder din hænder travle og sindet fokuseret, så du kan deltage i undervisning eller begivenheder, selv når du har social angst. Det bringer det indre sind til et roligere sted når du skal håndtere angst tanker. De gentagende tællerier, har endda vist sig at tjene som et produktivt udløb for mennesker med OCD og spiseforstyrelser. Et Amerikansk Håndarbejds Råd rapporterer om en undersøgelse, der viste at næsten 3/4 af kvinder med anoreksi, fandt strikning beroligende og angstdæmpende.

3. Projekter opbygger selvtillid
Lavt selvværd har en lang række negative sundhedsmæssige bivirkninger. Håndarbejde hjælper med at opbygge selvværd ved at:

  • Opbygge nye færdigheder
  • Tillade håndarbejderen at føle sig produktiv
  • Tilføre en nyttig måde at give til andre
  • Skabe skønhed gennem selvudfoldelse

Noget så simpelt som at visualisere, arbejde på og til sidst færdiggøre et projekt, kan gøre at du får det bedre med dig selv. Dette har hjulpet folk med alt fra at håndtere frygten for arbejdsløshed og på at få styrken til at forlade et voldeligt forhold.

4. Håndarbejde kan reducere eller udskyde demens
Flere undersøgelser har vist, at strikning og hækling kan udskyde aldersrelateret hukommelsestab. Håndarbejde kan også være beroligende for de mennesker, der allerede oplever tegn på demens. For nylig har forskeren Yonas Geda, MD, en neurolog på Mayo Clinic, gennemført en undersøgelse som viste at strikning er neuroprotektiv og kan reducere demens med op til 50%.

5. Strik eller hækl dig igennem søvnløshed
Søvnløshed er en forfærdelig følelse. Du er træt, men du kan ikke sove, og så bliver du fustreret over at du ikke kan sove, hvilket bare gør det endnu sværere at sove. Håndarbejde med garn kommer dig til undsætning! Fokusér på et blødt, beroligende, let, gentagende hæklet eller strikket projekt, og din krop og sind kan ofte gå så langt ned i gear, at du bliver klar til at sove. "Stitchlinks", en britisk organisation, der forsker i fordelene ved strikning, rapporterer at en undersøgelse foretaget af professor Herbert Benson fra Mind/Body Medical Institute viste, at 100% af patienterne med søvnløshed oplevede forbedret søvn, og at 90% var i stand til at fjerne medicin, vha. et forløb der indeholdt strikning.

6. Afslapning reducerer irritabilitet og rastløshed
Vi har fornylig delt hvordan du kan finde vej ud af kabine-feber. Hækling og strikning kan hjælpe dig igennem enhver situation hvor du føler dig gnaven, rastløs, fustreret eller keder dig. Denne positive form for udløb, bevarer dine relationer og holder dit humør afbalanceret.

7. Håndarbejde som bøn
Bøn har vist sig at have en bred vifte af sundhedsmæssige fordele. Hækling og strikning kan bruges som en del af din bøn proces.

8. Håndarbejde med garn bygger fællesskaber
Ligegyldigt hvilket sundhedsproblem du har med at gøre, hjælper det at have et fællesskab at støtte dig til. Der er så mange måder at hækling og strikning skaber fællesskaber:

  • Gennem lokale strikke- og hækleklubber
  • Ved garnmesser og relaterede begivenheder
  • Uformelt gennem forbindelser i garn butikker
  • I de mange online håndarbejds fællesskaber
  • Gennem en følelse af at være bundet til generationerne før og efter os

9. Håndarbejde hjælper med bearbejdning af sorg
Tab er en forfærdelig ting og ingen af os undslipper det. I perioder med dyb sorg kan det synes umuligt, at du nogensinde vil være i stand til at fungere normalt igen. Du hopper i din pyjamas og bor i din seng og føler det som om at verden er kommet til ende. Hækling og strikning kan være en af de mest beroligende ting i denne periode. Det er noget du kan foretage dig uden en masse udgifter eller kræfter. Det er noget du kan gøre i små bidder, når du har energien. Det kan for et øjeblik fjerne dine tanker fra dine smerter. Teksturer og garnfarver, varmen fra det projekt du er ved at lave, og den smukke op/ned bevægelse af sting på sting får dig en dag tættere på at få det godt igen.

10. Stressreducerende fordele ved håndarbejde med garn
Stress er et af vores største sundhedsproblemer. Ulemperne ved stress spænder fra migræne og træthed til hjertesvigt og tidlig hukommelsestab. At reducere stress, reducerer sygdom. Det at bruge strikning eller hækling som meditation, kan være en daglig måde at minimere virkningerne af stress i dit liv.

***

Artiklen findes i sin oprindelige form HER

En stor tak til Dorte med bloggen minandenside for jeg måtte dele hendes oversættelse af artiklen.

tirsdag den 24. februar 2015

Indimellem bliver jeg stille...


Min fortid har flere gange vist mig livets mørke bagside.
Der går længere og længere tid i mellem, men indimellem lykkes det fortiden at overhale mig indenom. Gøre vejen frem snørklet, stejl og fyldt med bump og forhindringer.

Jeg har det bedst i et tempo hvor der er bevægelse, men må acceptere at jeg indimellem bliver nødt til at finde frigearet, trække vejret helt ned i maven og bare være.. Acceptere at fortiden skal bearbejdes endnu en gang i sit helt eget tempo.

Så bliver jeg stille - Stille lige som nu....

tirsdag den 10. februar 2015

Et hæklet tusindben af restegarn


Min æske med restegarn er ved at være fyldt op. 
Jeg gemmer (ALT hvis du spørger min mand!!!) både store og små rester. Alle de blå, grønne og brune farver kom op af æsken og jeg gik igang med et tusindben. Jeg er absolut ikke til tilfældige farvesammensætninger, men tog skyklapper på. Når det ene garnnøgle var brugt op, snuppede jeg en tilfældig ny garnnøgle og fortsatte...

Det var en stor prøvelse for mig - En prøve jeg ikke bestod!


Nu ligger der et stykke krop til et tusindben i skammekrogen. Måske trævler jeg den op og genbruger garnresterne til f.eks. et par bukser som jeg gjorde HER - eller også ender den bare i skraldespanden.

Men idéen med tusindbenet er ikke kasseret. Jeg er startet på et nyt og det går meget bedre. Farverne er bestemt på forhånd, og passer sammen i både tone og rækkefølge.

Hmpf.. Så lærte jeg det! Jeg er ikke til tilfældigheder og skyklapper når det gælder mit hækletøj...

mandag den 5. januar 2015

16 dage med krykker...

Min juleferie er blevet ekstra lang i år. Faktisk ved jeg slet ikke hvornår den ender endnu...

Og det har været den mest afslappede juleferie jeg nogensinde har holdt! Manden min har kæmpet med de lange julekøer i supermarkedet, udstyret med mine skrevne indkøbssedler. Han agerer chauffør når fruen i huset skal transporteres ud i verden, når drengene skal hentes og bringes. Han har bevist at han både kan lave mad, støvsuge og vaske gulv, selv om han altid har holdt på det modsatte... Drengene har assisteret med støvsugeren, gulvvask, rengøring og at servicere mig med te, slæbt vasketøjskurve, fodret dyrene og luftet hunden og rendt ud med skraldespanden - Som min yngste skrev på Facebook:

"Det er hårdt. Respekt for mødrene..."

Og hvem var det så lige der sagde at sport er sundt..?

Traditionen tro afsluttede vi drengenes fodboldår med den traditionelle fodboldkamp: U14 drengene mod forældre og søskende. De får kamp til stregen, og vi kæmper.. Vi har haft håneretten de sidste par år. Det har vi ikke mere! Til gengæld havde vi både ømme skuldre, fibersprængninger og det der ligner bagefter.. Og så mig der røg helt forkert ned i en tackling og måtte udgå.


På det efterfølgende besøg på skadestuen blev boldene kastet op i luften. Det der mest af alt ligner en elefantfod var med sikkerhed en kraftig forstuvning. Røntgen viste noget der lignede et lille afbrækket stykke af knoglen, som burde være en gammel skade..? Måske havde en sene sluppet i foden..?

"Men har du stadig ondt om en uges tid, skal du søge egen læge".

Her 16 dage efter fodboldkampen har jeg stadig ondt, og kan stadig ikke gå på foden. Den er stadig hævet - og blå-violet-rød. Lægen meddelte i morges at der sagtens kan gå op til en måned eller mere...

Forsøger at tackle min opbrugte tålmodighed og irritation over alting er så hamrende besværligt mens jeg gør et ihærdigt forsøg på at fokusere på det positive: Det er god træning for de slatne overarme, og samtidig får jeg hæklet en hulens masse!

søndag den 1. juni 2014

1½ hæklet bamse




Ham her er den ene bamse jeg har hæklet. Synes han er charmerende med stribede bukser og knap :o)


Som han sidder her måler han 25 cm i højden. Lægger han sig ned og strækker benene ud er han 34 cm lang. Bukserne er hæklet af alle de små garnrester jeg havde liggende i grønne farver. Opskriften har jeg købt HER.


Den halve bamse er hans lillesøster. Hun mangler endnu den ene arm, benene, halen og et par ører. Desværre kan jeg ikke hækle så meget som jeg gerne vil...


...mine fingre er plaget af ledegigt - en familiesvaghed jeg åbenbart skal døje med allerede. Har i nogle år skulle slås med ømme led og lign. men nu er det sprunget ud i lys lue. I morgen venter røntgen og blodprøver. Ventetid og selvom jeg ikke er tilhænger af piller og medicin af nogen art, håber jeg at få tildelt det i en eller anden form, så det kan afhjælpe smerter og hævelser. Øv!


fredag den 29. november 2013

De skønneste grangrene med halve og hele kogler

I dag bliver jeg 29 år - for 9.ende gang.. Hvor mange gange kan man blive det...?
Manden min er på arbejde og yngstemanden skal til en klassekammerat's fødselsdag, så overvejer kraftigt om jeg skal invitere de gamle, rødhuede venner ned fra loftet, for at holde fest sammen med dem. 

I går nåede jeg at dekorere lidt mere udendørs, inden regnen gjorde det fine opholdsvejr vådt og kedeligt.


Et stort grantræ var væltet i stormen og pludselig var toppen til at nå. Mange af koglerne var porøse, men synes alligevel grenene er utrolig dekorative med de brune spir.



Sammen med lanterner, et par gamle slibesten og en krukke med husløg udgør de nu et stilleben ved terrassedøren bag huset.


Så mangler bare vinduespudseren.. ;o)

torsdag den 28. november 2013

En onsdag på langs med strikkepinde og fritidsgarn - og en mosbamse...

En hovedpine der kunne slå enhver hest af pinden, ramte mig igår. Samtidig drejede hele verden til højre, hver gang jeg forsøgte at bevæge mig to skridt væk fra sofaen. Manden min mente jeg havde glemt at "tage en til det andet ben"... Det føltes også sådan, selvom te og cola ikke burde have den store indvirkning på det område.
I dag er hovedpinen ved at lette, og bevæger jeg mig roligt rundt uden hurtige bevægelser, kan jeg også få foretaget mig lidt i dag, uden fare for at tyngdekraften hiver mig i gulvet. 

Jeg har lige startet vaskemaskinen op med gårsdagens produktion af nisser. De krævede ikke de store hjerneceller, så dem kunne jeg godt overskue mens jeg passede på sofaen. 


Til sidst var jeg lettere træt af rødt og gråt garn, så jeg startede op på et andet projekt. Det skal ende som et hjerte - er lidt spændt på resultatet, for synes var noget makværk at sidde med.


Årsagen skal nok findes i min nærmest ikke eksisterende tilstedeværelse, med et hoved der var sat på stand by, for umiddelbart er opskriften altså nem og overskuelig... 

I dag tror jeg den friske luft vil have godt af mig - eller omvendt.
Jeg lavede en mosbamse den anden dag. 15 minutter var jeg væk fra den. Da jeg kom tilbage havde Egon og Karla været forbi...


En reparation af den, lyskæder der skal op i træerne og masser af frisk luft. Så kan dagen da ikke blive helt tosset.
Håber din dag heller ikke bliver en tosset en af slagsen.


tirsdag den 26. november 2013

Sikken en fødselsdagsfest - vinderen er fundet

Jeg er helt overvældet - sikken en fest vi havde i går!
Tusind, tusind tak for alle jeres søde hilsner, sjove kommentarer og lykønskninger på bloggens 2 års fødselsdag. 

Da jeg startede for 2 år siden, havde jeg ikke rigtig nogen idé om hvad det var jeg sprang ud i, og hvad bloggen sådan rigtig egentlig skulle gøre godt for..

Nu her to år efter jeg trykkede på udgiv første gang, er det blevet til 415 indlæg. Om lidt 416 indlæg der har handlet om især det kreative, men også om livets små og store finurligheder. Sjove ting, hyggelige ting, de ting hvor man undrer sig, ting der har givet en på opleveren, men også om livets bagside og om dødsfald, om børn - og mine elskede dyr, mit hjem og om mine og hverdagens skøre indfald. 
Kort sagt en blandet landhandel - helt uden faste rammer...

Og hvad skulle bloggen så gøre godt for..?
Efter 2 år her i blogland har jeg fået en masse nye bekendtskaber. Jeg er blevet bestormet med inspiration flere år frem i tiden, og har fundet svar på mange kreative spørgsmål, som jeg ikke ville kunne finde andre steder. Det har givet en masse respons og åbnet døre for nye muligheder, samtidig med jeg har kunne dele mine interesser med andre i samme båd. 

Det har været en fantastisk rejse, som jeg glæder mig til at fortsætte... Og det er så fedt at I er med som passagerer. Det skal I alle have tak for. Det er aldrig sjovt at rejse alene, så hjertelig velkommen om bord til jer der lige er kommet til. 


Min 24 timers Give away fra i går skal ha fundet en vinder...
Efter at ha sorteret et par dobbelte kommentarer fra, og Lisbet's søde tillykke hilsen - tak for den Lisbet ;o) var der 55 bud tilbage:

Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder

Bag nr. 31 gemmer sig Heidi L med bloggen Ohmann's verden

Tillykke med nisserne Heidi.

***

Vinderen af det andet nissepar kan du se på Facebook lige HER

***

Tak for I havde lyst til at lege med.
Må I alle få en fantastisk solbeskinnet tirsdag.

søndag den 3. november 2013

Hæklede jule-æbler

Jeg præsterede at stå på r** og albuer ned af en regnvåd skrænt den anden aften da hunden blev luftet, så hækleriet er sat lidt stand by i disse dage. Der er hverken brud eller forstuvninger, kun et ømt håndled. Måske jeg kan lære at lade være med at skyde genvej over skrænter i regnvejr iført gummistøvler. Dårlig kombination! 
Inden jeg mærkede tyngdekraftens virkning nåede jeg at få hæklet et par juleæbler.



Opskriften er den samme som til de grønne æbler. Du kan finde linket HER.


Om lidt drager vi til sæsonens første indendørsstævne i fodbold. Med mindre jeg præsterer at ryge ned af bænken, burde der ikke ske skader i dag. :o)

En dejlig søndag til jer.

onsdag den 25. september 2013

Livet er så sårbart...


I går var det 5 år siden mit og drengenes liv tog en kraftig drejning på et øjeblik.

Dagen i går blev en dag, hvor jeg stort set ingenting fik lavet, var rastløs og lod tankerne flyve. Sådan er det gerne på mærkedagene. Nogle er svære end andre, men de bliver nemmere og nemmere at kapere som tiden går...


Yngstemanden valgte røde roser og vi fik sagt hej til far. Fik fortalt ham lidt om hvad tiden går med. Han fik også at vide at FCK ikke spiller så godt for øjeblikket - den oplysning tror jeg ikke han synes om - men, som yngstemanden også sagde: "Far ved det nok godt, for jeg tror han sidder og følger med"... 

Vi har fundet glæden ved livet igen, lykken har smilet til os og livet fortsætter sin gang. Vi følger med, husker at nyde og glæde os over de små ting i livet. 
Såret er helt, men arret er der - det vil det altid være. Og sådan skal det også være. Det minder os om hvor sårbart livet er.

tirsdag den 20. august 2013

Et nyt liv og et nymalet hus


Jeg har været stille længe, men har haft brug for pausen. Jeg øver mig i at slå bremsen i. Sætte farten ned og ikke skulle nå det hele på den halve tid...

Mit liv er vendt 180 grader siden sidste indlæg. Fra at være selvstændig og på fra kl. 6.00 om morgenen til langt ud på aftenen, er mine dage nu mine... Jeg er arbejdsløs, firmaet er lukket og eneste forpligtigelser er at få drengene op og i skole om morgenen. De sidste mange år har jeg kun holdt 2-3 ugers ferie om året, og nu har jeg pludselig tid til at det, jeg aldrig har nået. Det er en underlig følelse, men absolut godt for sjælen at prøve at trække vejret helt ned i maven.

Og hvad skal jeg så nu...? Det ved jeg ikke endnu. Men jeg kommer nok ikke til at kede mig foreløbig ;o)
Jeg lagde ud med at få malet huset... Det skulle det ha været for 2 år siden. (En af de ting jeg aldrig har nået.)



Kassen til elmåleren fik også en gang maling. Og alle de kære ledninger til parabolen... At få styr på dem må være et punkt på to-do listen :o)

Ved indgangsdøren hænger denne klokke. Før var den messingfarvet med en slidt snor at trække i. Nu har den fået en gang sort spraymaling og snoren er skiftet ud med et sølv-hjertevedhæng.

Holderen til vandslangen var grøn og afskallet - en stålbørste og mere sort spraymaling fik den pæn igen.

Og en gammel lanterne der ellers var dødsdømt, fik nyt liv med hvid maling...

Lige nu er jeg i gang med at male det nybyggede hønsehus - mere bindingsværk, men fint bliver det...

Glæder mig til at komme rundt hos jer andre de næste par dage. Er sikker på jeg finder flere farver der, end i den sort/hvide farvepalet jeg begiver mig rundt i lige nu ;o)


onsdag den 12. juni 2013

Overskud til blog og drivhus - så er freden ved at være forbi...

Så er jeg ved at vende tilbage, efter en længere blogpause. Pausen har ikke været med min bedste vilje, men har været nødvendig. 
Overskuddet er ved at vende tilbage. Overskuddet til at tage billeder af hverdagens små finurligheder, og til at finde de glæder i livet der er værd at dele med omverdenen. Overskuddet til at modtage inspiration fra alle jer andre, og lysten til at være nysgerrig. Til at få udvidet horisonten og gribe dagen allerede fra morgenstunden. Kort sagt overskud til livet, til at kigge fremad og overskud til fornyelse er så småt ved at indfinde sig igen.

Jeg fandt også overskud til at få plantet drivhuset til i dag. Lidt agurker og forskellige tomater. Chiliplanterne fra vindueskarmen og et par enkelte såede stauder, der skulle ha været omplantet for længe siden.


Overskud til at nyde husløgenes blomster.

Og til at se skønheden i fuchiaernes ballerinakjoler.

Overskud til at forny med genbrug. Halmhjertet er fra det gamle hønsehus, og har fået en midlertidig plads i drivhuset over alle de duftende krydderurter.

Overskud til den lille vagtelkylling har jeg hele tiden haft. Hun har fået fjer på ryg og vinger nu, og har virkelig fremkaldt mange smil og glæder gennem sit korte liv. Desværre forblev hun enebarn, men det er også meget bedre end ingenting. Jeg har optaget den skønneste video med hende, da hun stadig var helt lille - skal lige ha fundet ud af hvordan man gør, for vil så gerne vise jer den <3



Siden jeg har været herinde sidst har vi fået 3 nye beboere - dem får I lov at hilse på i morgen, hvor jeg også vil fortælle historien bag redningsaktionen af dem... En historie der er lettere ulækker! Se bare mine gummisko:

Jep, det skøre kvindemenneske har slået til igen :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...