Magi i det skønne grønne.

                               

Om lidt myldrer det frem, al det, der lige nu står i sin spæde start. Det vil bugne, fylde og skabe frodighed. Jeg har gået og spekuleret over, hvornår det er romantisk havestil, alt det der kommer op og hvornår det kammer over og bliver til rod. For vist har vi selv skabt rammerne og haven er da kultur og ikke natur, men det er som om, at den på et tidspunkt opfører sig, som var den natur.


Man kan klippe i sin have og tynde ud i væksterne for at begrænse volumen, hvad vi da også gør, men et eller andet sted føler jeg det enormt livsbekræftende at opleve den overflod, der tangerer rod - alt det fritvoksende (vilde) i kontrast til det stringent klippede. Og i baghovedet opererer man vel med begrebet komposition, der skal bevirke, at der kommer en slags orden i kaos.


Samtidig går jeg også og tænker på noget, som jeg kalder tilfældighedernes orden - det er her "havens natur" spiller ind. Det handler om alt det, der tilsyneladende kommer af sig selv. Jeg tænker her ikke på havens ukrudt som jo helt enkelt kan defineres som al uønsket vækst. Nej, jeg tænker på al det, som vi tager imod med kyshånd: Fingerbøl, kongelys, kermesbær, kristtorn og alt det andet spændende, der sår sig. 


Det er ofte foræringer fra nabohaver, ført hertil af vinden eller med fuglene. Og meget af det vi modtager på den måde får lov til at blive stående på den plads, hvor det dukker op. Vi anser det for naturens pegefinger, som vil hjælpe os der, hvor vores egen fantasi ikke længere rækker og det kan give os ofte nogle overraskende virkninger - også farvemæssigt, samtidig med at det bibringer haven lidt vildskab og noget af det, der kan betegnes som havens romantik.

I går kom ALT OM HAVENS aprilnummer med posten, hvori der er en artikel "Romantik, drøm og  virkelighed", om havens stilarter.

Stor var vores overraskelse, da vi så vores have nævnet gennem vores hjemmeside haven-ved-hegnet.dk, som rosinen i pølseenden efter alle disse kendte havefolk, i et afsnit skrevet af havearkitekten Hanne Nippin.

I maj måned, hvor mange af vore Rhododendron blomstrer, er der mange farver. Efter afblomstringen falder der mere ro over haven, nu er det mest de grønne nuancer der dominerer.

En sommer havde et frø af tallerkensmækker forvildet sig om i forhaven. Dens placering var således ikke planlagt, men vi blev ret glade for den hen over sommeren, idet vi syntes, at den orange farve fangede øjet på en god måde, hvorefter det vandrede videre rundt til de grønne farver.

               Bispehue, Epimedium kan danne store tæppedandende flader .

Den røde etageprimula, Primula japonica er en god komtrast, der fanger øjet mellem alt det grønne.

Jeg ser de stenbelagte stier som en god neutral flade, der kan medvirke til at skabe pause mellem de grønne farver.

                             Bronzefennikel i urtehaven.

                                Det tørre bed under tagudhænget.

Blå og grøn er beslægtede farver. Derfor virker de så selvfølgelige og ligetil at sætte sammen. Når man så som her, yderligere har en blågrøn som baggrund for skærmliljen, smelter de nærmest sammen.

En sukkertopgran, Picia glauca "Echiniformis" stod i sin krukke og jeg havde gået og kigget på den i 3-4 år. I dag valgte jeg at stamme den lidt op, jeg synes, at den derved er kommet til at virke lettere og mere elegant.

Juniperus squamata "Blue Star" er et lille træ, vi har haft i rigtig mange år. Det har jævnligt fået en tur med saksen for også at have glæde af stammen og grenene.

Forleden blev der igen tyndet lidt ud med saksen. Nu har den fået en lettere og mere spændende karakter.

Havens urkraft.

Jeg har udvalgt mig denne undselige lille pil, Salix simulatrix i sin potte til at være repræsentant for havens (naturens) urkraft. Jeg lavede den som stikling for år tilbage, og den udviklede sig, uden indgreb fra min side, til den form den har i dag - det er som om den har "fornemmet", at den var til det bonsai-agtige.  


Jeg er lidt tilbageholdende med at bruge betegnelsen bonsai i forbindelse med mine små træer i potter,  simpelt hen i respekt for, hvad japanerne formår inden for denne kunstart. Men denne lille pil er så enkel og smuk i sin måde at vokse på - dens arkitektur så selvfølgelig og let, at jeg bliver helt blød i knæene nu, hvor den står  med forårets spæde skud og rækker sine grene ud i rummet.


Da det blev vinter, stillede jeg den ind mod husmuren, hvor den kunne stå lidt mere beskyttet. Her stod den så, denne tilsyneladende visne pind i sin bundfrosne potte og så ikke ud af ret meget. Derfor er det, at jeg i ærefrygt for den forunderlige natur, der lader livet spire frem, så en ny havesæson kan gentage sig, tager et billede af dette lille mirakel - og undres.

Den lille stenbedsplante, Euphorbia, forårsvortemælk viser sig troligt år efter år som en af de meget tidlige.

Påskeklokke, Helleborus abchasicus er en anden af de tidlige solister, men ret hurtigt kommer flere og flere til og snart spiller hele haven sin symfoni, med stor variation hen over sommeren.

Den store frodighed og fylde er vel noget af det mest livsbekræftende et havemenneske kan opleve. Helt nede i detaljen genkendes nu den ene og så den anden plante, der dukker frem af sit vinterhi og vil spille aktivt med hen over sommeren..

Lysets vandring gennem haven kan fremhæve den enkelte plantes form, farve og tekstur, når de indfanges af spotlyset.

Lys og skygge lader os her opleve forgrund, mellemgrund og baggrund - det er ren magi.

Skumblomst, Tiarella cordifolia er en bunddækkeplante, der hurtig kan være tæppedannende, og klarer sig i både sol og skygge.

Urtehavens frodighed af de mange planter med forskelligt udseende - farve, form, struktur, smag og duft er en vigtig bestanddel af vores lille haves sjæl.

Det lyse, lette og grågrønne løv på Pyrus salicifolia "Pendula", pilebladet pære, er sammen med nålene i den mørke søljetaks som et stykke fint kammermusik. 

Violfrøstjernens svæven over havens planter, er en sanselig oplevelse.

Spansk kørvel eller sødskærm, som den også hedder, har forvillet sig ind i staudebedet, hvor den optræder som en statelig person, der kender sit eget værd.

Den lille keramikfrø er en af havens faste indvårnere.

Græssernes lethed og ynde fornægter sig ikke, samtidig med at de er gennemskuelige,

En spændende lille gran i stenbedet, Abies koreana "Lemon".

Et kig ind under den opstammede lærk.

Igen og igen dukker den op - den lille flækkede sten med husløg.

Snefrytle, Luzula nivea er åben og dekorativ med sine hvide blomster.