Den fredfyldte have ved midsommertid.

Selv om vi bor på en hjørnegrund, og den en af vejene har gennemgående trafik, oplever vi haven som fredfyldt. Kun morgen og aften fornemmer vi noget trafik, når folk kører til og fra arbejde. Vi bor i hvad man vil kalde en villaby, eller en soveby måske - men  er oprindelig landsbyen Balle nordvest for Silkeborg, der nu er vokset sammen med `storbyen`.

For 50 år siden var her marker, der omkransede landsbyen, der lå isoleret, og var et bondesamfund, der vel er opstået omkring vikingetiden. Landsbyen havde (har) sin egen kirke, bygget i granitkvadre fra omkring 1200- årene beliggende på Balle Bakke,

Så byen Balle er såldes meget ældre end Silkeborg, der først samler sig sammen til at blive en by omkring 1840-erne.

Vores vej hedder Ved Hegnet og har fået navn efter et levende hegn - et markskel på stedet, og i løbet af 1970-erne udstykkede man området i byggegrunde, og vores hus blev bygget i 1980. På dette 1000 kvm. markjord blev der ud over huset også plads til en have, der omkranser huset, og hvor Inger og jeg siden har udviklet haven fra græsplæne til det den er i dag. Vi har en hjemmeside, der hedder www. Haven-Ved-Hegnet-7.dk, der ud over nærværende blog fortæller om vores haveliv.

Vi har tilstræbt en fredfyldt stemning i haven, der er vigtig for os, og når perioderne med åben have og besøgene fra havekredse er ovre, fremtræder haven med den hverdagsagtige ro som vi holder så meget af og som er havens egentlige bestemmelse.

Vi er opmærksomme på tingenes samspil og havens stille poesi - forsøger at fremelske et naturligt look, der har sit modspil i de klippede strukturer.

Det er naturligvis et temperamentspørgsmål, om man har behov for noget grøn `natur´at kigge ud på eller til at bevæge sig rundt i, men for mange mennesker er det vel noget nær en livsnødvendighed.

Det grønne er godt for sjælen, siges der - og at mange mennesker i disse år fremmedgøres over for naturen, menes at bevirke, at mennesker oplever, at arbejdslivets pres kan forårsage stress, udbrændthed og depression. Så på den måde kan en have jo have stor betydning ud over æstetikken, der jo heller ikke skal underkendes.

En hvid valmue lyser pludselig op i bedet. Den synes at repræssenterer en skrøbelig renhed og en dyb universel skønhed.

Kattefod og timian breder sig ud mellem de solvarme sten og virkliggør tanken om havens natur.

Den lille madonna fandt for mange år siden sin plads mellem havens sten og planter, og er siden blevet forevigt igen og igen.

Planters enkle udtryk fremhæves ved barske stens hårde kanter.

Ved saksens hjælp fremelskes havens grønne skulpturer.

Lys og skygge former havens arkitektur og anslår dagens tone.

Midt i et kaos af grønt markerer en klippet form, er der trods alt er én eller anden, der har styr på tingene.

På sin vej gennem haven rammer lyset snart det ene og snart det andet, der derved kommer i fokus og oplever øjeblikkets opmærksomhed.

De mange sten, der er slæbt hjem i haven vidner om års opbygning af strukturer - som ruiner fra `svundne tider`, der nu titter frem mellem plantevæksten og fortæller om trangen til at skabe.

Haven opstod ikke ud fra en planlægning, men blev til `hen ad vejen`. Den er således ikke bygget på tanke, men på spontan følelse - som en indskydelse og en drøm, der opstod undervejs i et mangeårigt forløb.

Haver er realiserede drømme, der opstod, fordi mennesker ikke kunne lade være.

De små detaljer er medvirkende til en haves identitet. 

Hvor opstod trangen til det skønne? De gamle grækere gjorde sig mange tanker om æstetikken og satte den på en matematisk formel `det gyldne snit`, som har været et nyttigt hjælpemiddel hele vejen op gennem historien.