Viser opslag med etiketten hassel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hassel. Vis alle opslag

søndag den 18. januar 2015

Forår på afveje

Juleroser i januar
Jeg har opgivet tanken om selv at sætte terrassedør i kolonihavehuset. Ryggen vil simpelthen ikke det samme som mig. Heldigvis kan man betale sig fra den slags, så igår kom Allan og så på sagerne. Han mener godt at han kan finde tid til at sætte døren i huset i løbet af den næste ugens tid. Det er jeg rigtig glad for. Jeg glæder mig til at kunne komme videre med arbejdet med huset. Vejret har været hårdt ved træværket, så til sommer skal der males. Der skal også gøres en masse indvendigt, og det skal blive sjovt at rode med.

Vejret var fantastisk lørdag formiddag, og jeg hyggede mig med en lille havevandring. Hurtigt fik jeg øje på fine gule erantis, som stod under æbletræerne. Et nærmer kig på juleroserne afslørede at også de er kommet i forårshumør. De står med store knopper, som snart er klar til at sende fine blomster til vejrs. Nu må jeg følge lidt bedre med, for jeg vil ikke gå glip af synet. Dog er jeg en smule bekymret, for vejrprofeterne melder om vintervejr forude. Jeg håber virkelig at forårsbebuderne kan tåle omslaget.

Rabarber i januar
Også i  rabarberbedet var der grøde. De første røde knopper er på vej op. Med lidt held vil de klare vinteren og give en fin høst til alle mine gæster og naboer. Selv plejer jeg ikke at plukke ret meget af dem, men jeg er vil med at se på dem, og jeg holder af at dele ud.

Hassel i januar
Hvis vinteren absolut vil manifisterer sig med sne og frost, så må den gerne få det overstået hurtigt. Med så megen forårs-vækst har vi ikke brug for en lang kuldeperiode.

lørdag den 8. marts 2014

Velkommen Forår - igen. Tag du bare fat for alvor.

Vejret er skønt i dag; solen skinner og der er næsten ingen vind. Sådan et vejr kræver et besøg i kolonihaven, og sådan blev det. Vi ankom ved 11-tiden, og kunne med det samme se at vi ikke var de eneste, som var blevet lokket ud af vejret. Jane og Jeppe var også i haven, og det var hyggeligt at hilse på dem for første gang i år. Jane havde bagt kage, og Jeppe havde som altid bygget et eller andet smart. Denne gang var det et vindfang, så det ikke trækker så meget ind i huset. Dejligt at se at de stadig er i fin form, og at vinteren ikke har taget for hårdt på dem.

I vores have står juleroserne i blomst. Der er stadig et par stykker, som ikke har foldet bladene helt ud, men denne fine sort, som jeg indkøbte på Gartneri Spiren sidste år, er nøjagtig lige så fin, som jeg huskede den. Bedet omkring den er fyldt med staude-lig, og jeg må se at få ryddet op, så de fine blomster kommer til deres ret.

Julerose
I det hele taget trænger haven til en oprydning. Vinterens mange storme har blæst plastikkopper, poser, tagplader og andet affald omkring i området, og en del af det er landet hos os. Det ser ikke for godt ud, og jeg er faktisk lidt træt af tanken om at skrald er det første punkt på min have-dagsorden. Heldigvis kommer stauder og køkkenhave lige derefter, og så skal det nok blive godt.

Der er virkelig grøde i haven. Mine store rabarberplanter har allerede lagt fra land, og de første røde knopper er ved at folde sig ud. Jeg bliver altid imponeret over al den vækst, som de kan møsntre i løbet af sæsonen.

Rabarber i vækst
I rosenhaven er der også vækst. Roserne har sat deres første blade, og det kommer til at gøre lidt ondt at klippe dem ned senere. Jeg plejer at være ret hård ved dem, og klippe langt ned, men måske skulle man forsøge sig med en lidt blidere studsning. De må nemlig gerne fylde lidt mere i år, hvor drivhuset ikke længere danner skel, men roserne skal overtage den opgave.

Rose i vækst
Også hasselbuskene er med. De står med store rakler; lyse på den grønne busk og mørkere på den rødbladede busk. Knopperne er lige ved at springe ud, og det ser ud som om planterne trives. 

Hassel
Jeg er vild med den tid, hvor alt springer ud, og det skal blive godt at se haven grønnes igen. Lige nu præges haven af brun og grå, men snart tager det grønne over, og gensynet med havens mange overvintrende planter skal bliver godt. Snart er det også tid for gartneren at tage fat. Lige nu afventer hun dog at jorden bliver lidt mere tør. Det duer ikke at træde for meget på den kolde og bløde jord, men der er ikke længe til nu... Det kribler så småt i de grønne fingre.

fredag den 19. april 2013

Kunsten at vande uden vand

Vi har endnu ikke fået vand i kolonihaverne, så jeg må nøjes med vandet, som vinteren igennem har stået i min sorte murerbalje. Den har selvfølgelig været bundfrossen hele vinteren, men nu er den ved at være tom, for jeg henter dagligt en kande fuld. Når man har drivhuset fyldt med potter og bakker, kan man ikke klare sig uden at vande. Selv om vejret ikke har været ret varmt, tørre jorden hurtigt ud, og jeg besøger tit drivhuset med vandkanden. Således også i dag, hvor jeg havde Esther med. 

Latyrus i rootrainers
Mine latyrus klarer sig rigtig godt i deres rootrainers. Det ser ud til at være noget nær de ideelle betingelser for dem, og jeg synes at det ser lovende ud.

fredag den 5. april 2013

På visit i kolonihaven

På vej hjem fra dagens demonstration (jeg er lockoutet og derfor deltager jeg i forskellige demonstrationer i stedet for at arbejde for tiden), kørte jeg et smut i kolonihaven. Jorden er stadig smattet og vidner om at den kun er tøet op i overfladen. Når frosten for alvor slipper sit tag, kan vandet sive ned, og så bliver det til at færdes i haven, uden at træde det hele op. Lige nu færdes jeg kun på stierne, og selv der bliver der hurtigt et søle. 

I drivhuset har jeg min nye samling af stauder i potter. De kræver jævnligt vand, for selv om det er kold ude, stiger temperaturen i drivhuset op mod 30 grader på en solrig dag. Det kan let tørre potterne ud, så jeg vander flere gange om ugen. I flere af potterne stikker spirerne allerede op, og det er tydeligt at se, at især purpur solhat trives godt hos mig. Jeg er en smule bekymret for hostaerne, som nok lider under at de havde sat ret store spirer, inden de kom ud af poserne. Jeg håber at de stadig har lidt krudt tilbage til at sætte nye og grønne blade. Jeg har allerede planer for dem.

Purpur solhat, købt i Lidl

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...