Eksamen veloverstået og bestået, og i fredags fejrede vi mine forældre med en flot og bragende fest. Nu sænker freden sig over det lille hjem, og haveopgaverne står i kø. Heldigt for mig, har jeg en uges fri inden jeg starter på endnu en 10 ugers praktik.
Lørdag skinnede solen og vejret var helt ubeskrivelig. Selvom vi havde planlagt en hel dag på sofaen, kunne vi ikke holde os indendøre. Vi vidste at dette var dagen for forårets fix.
Vi fik hentet hunden hos svigerforældrene, og afsted gik det...ud i skoven.
Fra Ulbækhus på Vejle Fjords nordside går en fantastisk lækker sti ned til Tirsbæk Gods. Stien snor sig langs fjordens bred og igennem skoven. Op og ned i det bakkede terræn. Men bedst af alt, så findes der her et helt specielt sted i skoven. Det er lige det sted, hvor hele skovbunden er dækket af anemoner og hvor træerne er tårnhøje. Det er her jeg finder fred i sjælen og lader mine øjne forkæle. Det er her jeg må hen hver eneste år, også selvom kroppen er udmattet og benene knap kan bære mig længere. Jeg kan ikke undvære dette sted, det er her sommeren begynder.
På dette fortryllende sted skete der i år også noget, som meget sjælden sker! Da vi kom tilbage på skovstien efter at have gennemfotograferet hunden i anemonetæppet, kom det sødeste ældre par gående. De havde set os på afstand, og manden tilbød at tage et sjælden familiefoto. Måske i har opdaget det tidligere, men min mand er ikke just den som ynder at blive foreviget, og alligevel gik han med til det, på denne smukke dag.
| Et sjælden familiefoto |
Naturen byder på mange smukke stilbilleder, hvis blot man har begge øjne åbne - og det havde min mand. Se hvad han fandt i skovbunden - et hjerte.
Tilbage ved vandet tog vinden til igen, og vi måtte have jakkerne på. Tænk at man på en enkel lille gåtur kan opleve så mange af naturens smukke steder og forskelligheder. Her er det vinden som leger med sivene ved fjorden.
Et sidste billede blev taget, og turen gik hjemad. Hjem til sofaen og det oprindelige lørdagsplan.