23. december, jule gås

Så er det dagen før dagen og her i huset er der allerede jul.

En fast tradition vi har i familien er, at samles til brunch 23. december i Hjørring.

Farmor har nemlige fødselsdag i dag!

Det her er Morten Gås.

Han er opvokset på landet hos mine forælder.

Morten kom til gården, kun få dage gammel.

Sammen med andre gæs og en flok kalkuner.

Han er blevet nusset og pusset om.

Han har bestem ikke manglet kærlighed eller skønne opvæksts vilkår.

Nej han har fået præcis det frie liv en gås drømmer om.

Vi har fulgt Morten siden han var helt lille og i dag er han blevet en stor krabat.

Med et voldsomt vingefang.
Jeg er opvokset delvis på landet og jeg prøver at give videre til børnene.

At det er helt naturligt at det er Morten vi skal spise til jul.

Vi skal give ham de bedste vilkår vi kan, i hans liv. Men han er her for at vi skal blive mætte.

Vi skal være gode ved ham i den tid vi har ham.

Det har børnene heldigvis altid accepteret.

Men det kommer tæt på når det er fra jord til bord.

Her står jeg kun 6 år gammel. Vi havde altid tyrekalve der hjemme
og altid kaldte vi dem Bøsse.
Det klinger så godt på nordjysk når man står og råber det ud over marken!
De skulle fedes op og så i fryseren. Det har jeg altid vist.
Lige fra vi havde den første Bøsse.
Men jeg blev altid så oven ud glad for de små kalve. Så når mor og far ikke så det, så fik
han et reb om halsen og så løb jeg rundt med ham. På den måde kunne jeg udsætte slagtningen....
For tænk nu hvis han tabte sig!
Ja jeg har sågar haft en med på slæb efter cyklen hen til en veninde.
Så kunne vi jo skiftes til at løbe maraton med kalven.
Men i dag er jeg sikker på, at dagen var fastsat og mine forælder udmærket var klar over hvad der foregik.

Min mormor og morfar havde duer og det bedste jeg viste var når de skulle slagtes.
Jeg tog de bløde varme duer, pakkede dem i min dukkevogn. De fik sågar dyne på.
Så kørte jeg rundt med dem. De var så varme og silkebløde.
Så måtte Mormor og Morfar rende rundt efter mig og finde sine duer.
Sjovt at tænke på som forholdene dengang var meget anderledes og mere naturlige.
Men det lyder også lidt underligt i skrivende stund 👸

Her ligger Morten så.

Smuk og fin og med de dejligste svesker og æbler i maven.

Som har fået en lækker krydderi blanding og hjemmelavet ryge salt.

Han svømmer rundt i en fond beriget med æbler, laurbær, appelsiner og en kvist rosmarin.

For det ikke skal være løgn så ligger der også en medister pølse omkring ham,
uha den afgiver en god smag til gaffel sovsen og den slagter pølse smager himmelsk.

Den tradition stammer faktisk fra Farfar. Kims far elskede sådan en langtids stegt medister.
Selv om han desværre ikke er her mere fører vi traditionen videre!

Nu er Morten klar til servering.

Han ligger blødt på en bund af æble og sveske guf. Han har fået fint skørt på sine ben.

Appelsinener hen over sit sprøde skind.

Jeg er sikker på at han er tilfreds med at afslutte sit liv så royalt og med så 

stor en glæde for alle vores gæster.

Rigtig glædelig 23. december

Charlotte

P.S

Det har altid været en tradition at vi spiste and juleaften.

Men jeg er ikke ret vild med and og for at være ærlig, spiser jeg det ikke. 

Men et år besluttede jeg så, at det skulle være gås som i gamle dage.

Kim som er meget traditions bundet. Vil have sin and juleaften.
Så egenrådig og helt alene tog jeg den hemmelige beslutning.
Selvfølgelig med far på råd så han kunne avle en gås til mig.
Jeg vil helst vide hvor mit kød kommer fra og hvordan det er
opvokset. Så er heldig, at have mine aktive forælder.

Kim roste min and til skyerne. Det var lige godt den bedste and

han nogen sinde havde smagt!

Jeg måtte så tilstå at det var gås jeg serverede.

Så uden brok er det bare blevet en fast tradition her i huset.
Så nogle gange betaler det sig at være fræk som en slagterhund!