Så blev tiden endelig til et indlæg.
Lidt kvalitets tid i blog land.
Jeg har så travlt for tiden. Eller jeg vil gerne så meget.
To store dage løber snart af staben her i huset.
Så mange ting skal nåes og så er der jo lige et arbejde der også kalder.
I dagens indlæg vil jeg fortælle lidt om mine franske aner.
I får lidt en omvej dertil.
En lille historie gør vel ingen skade til morgen kaffen.
Kim og jeg var på formulderen.
Et af mine yndlings steder.
Jeg fandt denne gamle mølle i en container.
Den kunne jeg absolut ikke leve uden.
Den er lavet i jern og beton.
Vi var tre til at løfte den op.
Kim sendte mig bebrejdende blikke😄
Jeg har en forkærlighed OGSÅ for møller.
Min oldefar Morten Christian Pedersen
var nemlig møller i Rubjerg.
Jep ved Rubjerg Knude fyr, som jeg også har skrevet om.
Her på billedet ser man Mølleren siddende med min morfar Holger på skødet.
Han og oldemor Kathrine fejre deres sølvbryllup.
Det gør vi faktisk også snart her hjemme. Om tre uger er det vores tur.
Se lige deres port. Den er gude smuk og en drøm.
Sådanne smukke udformninger ser man slet ikke mere.
Det er jo et mesterværk af en portal.
Jeg kommer altid på afveje under en fortælling..... undskyld!
Kathrine min oldemor.
Min mor er opkaldt efter hende og vores datter Ida-Katrine
er så opkaldt efter min mor, bare uden h.
Noget være rod?
Kathrine var en smuk mørklødet dame.
Hendes far var nemlig franskmand......
ahaaaaa det er der min franske kærlighed er fra.
Det ligger altså gemt i generne.
Nå men Kathrine fik ret tidligt i livet en hjerneblødning.
Det gik voldsomt ud over balancen.
Så når der blæste og ja det gør der jo tit ved vandet.
Så gik hun i grøften og brugte armene til at støtte sig mod kanterne.
Så hun ikke trillede omkuld.
Derfor gik hun ofte i røjsere.
Præcis det jeg også elsker.
Det gjorde Ida- Katrine faktisk også som barn.
Alt i livet må have en sammenhæng.
Eller også er det ønske tænkning fra min side.
Lige der midt i blomsterbedet. Mellem figentræet og skabiosen
står nu en restaureret Rubjerg mølle.
Oldefar døde i en sen alder i 1953.
I 1954 valgte man at rive møllen ned.
Da ingen ville overtage erhvervet og man ikke kunne samle
penge til restaurering.
Uha det skærer i hjertet når historie forsvinder.
Derfor er jeg glad for at have min egen mølle.
Om aftenen sætter vi lys i møllen og den står så smukt og lyser op.
Det er her vi så kan mindes.
Tænk hvad folk smider ud og tænk hvad glæde andre kan
få af genbrugsguld.
Hvad der er skidt for nogen
er
guld for andre
🤍
Jeg vil i dag slutte af med en status på kyllingerne.
Her er min elskede Bodil, jer der følger mig på Instagram har nok fulgt med
den sidste uge. Hvor de er kommet hjem til nye familier.
Nu har vi kun Bodil og Bertha tilbage.
To pragtfulde hønsemokker at have i hjemmet og haven.
Høns skaber i den grad glæde.
Fantastisk søndag til jer alle kære venner
Klem
Charlotte
P.s
Er spændt på dette indlæg.
Da Blogspot har lavet hele platformen om.
Syntes det er drøn besværligt at udgive indlæg nu.
Har i andre samme problem?