hortofilia

Starten af januar har jeg brugt på at strikke denne cardigan af nogle af mine garnrester. Det har været noget af en udfordring at få alle de forskellige garner til at fungere sammen, og min hjerne har været ret så udfordret af at kombinere min opskrift med, at jeg har strikket rundt i stedet for frem og tilbage. Fordelen har været, at de mange garnskift blev lettere og faktisk er blevet usynlige, og ulempen at strikketøjet skulle klippes op foran. Fem dage tog det at strikke trøjen, og så gik der et par dage med at finde ud af, hvordan den bedst kunne monteres. Min datter er en frossenpind, så det er hende, der får fornøjelsen. Jeg har stadigvæk mange garnrester 😔 Haven har jeg derfor ikke besøgt ret meget, også fordi vejret generelt ikke har været særligt indbydende. De sidste æbler blæste til jorden under det kraftige blæsevejr, og nu kan fuglene frit vælge mellem lagrede og friske æbler. Det er da luksus. Forfald kan rumme en vis skønhed, og jeg nyder hver dag synet af staudeklemat...

Stormen Lilian ramte vores lille land meget forskelligt,  og om det var stormvejr, vi oplevede, eller bare kraftigt blæsevejr, skal jeg ikke kunne sige; men faktum er, at vi har været ved at drukne i nedfaldsæbler,  at to små træer måtte lade livet, og at en del grene har skullet fjernes. Hvad æbler angår,  så ser det ud til at der går en rum tid, før de ikke længere vil give os sved på panden.  Det ene træ, der måtte lade livet, var en 7 år gammel robinia viscosa. Vi er så heldige, at den har sået sig selv, og en af frøplanterne flyttede vi til et område af køkkenhaven,  hvor den har fået lov til at udvikle sig vildt. Nu har vi beskåret den kraftigt og ser frem til at følge dens udvikling. Den står et perfekt sted med både læ og masser af sol. Måske ender den med at blive lige så flot som den, vi så og beundrede på Asperupgård i 2016. Det er lidt mærkeligt,  at nabotræet Himlens syv sønner gik helt fri. Dens grene er ellers ret skrøbelige, men turbulensen ...

Rosen Helenae Lykkefund tror jeg har en særlig plads i hjerterne på alle rosenelskere. Der er ikke noget mere romantisk end at stå foran æbletræet og nyde synet af de lange ranker med tusindvis af små cremefarvede roser og ferskenfarvede knopper, mens man indånder  blomsternes berusende honningduft.  Roser har man kun for blomsternes skyld, vil jeg mene. Det tidlige løv pynter ganske vist om foråret, og mange af dem har en utrolig duft, men som planter har de vel ikke meget at byde på sammenlignet  med så mange andre haveplanter. De engelske Austin roser er med rette elskede for deres smukke blomster; men det er min erfaring, at flere af dem har en livslang identitetskrise, idet de ikke kan bestemme, om de er slyngroser eller storblomstrende roser. Det gælder udpræget Crown Princess Margareta, som ses herunder. Vores eksemplar startede plantet ud i et bed, hvor det hurtigt viste sig, at dens grene var for lange og vege. Derfor flyttede vi den til et espalier, og nu ser de...

I dag, da jeg gik en formiddagstur, var der forårsstemning i luften; men sådan  skulle det også gerne være i starten af maj. Vi trues med regn i dag - igen igen - men indtil videre er vi sluppet fri.  For et par dage siden oven på en omgang regn opdagede jeg til min fortvivlelse, at vi flere steder simpelthen er inficeret med små snegle - flere hundrede har jeg klippet over i løbet af ganske få dage. så Ferramol står nu allerøverst på min indkøbsseddel. Skovhaven var stedet, hvor jeg startede min rundtur. Rhododendron orbiculare har været dødsdømt i en del år efterhånden, men har en ganske nydelig blomstring i år. Foran den står en duskkonval/ smilacina racemosa. I den modsatte ende af skovhaven er det lundgylden/ smyrnium perfoliatum, der dominerer. Dens genbo er en kulsukker. Trillium vaseyi Bregner hører naturligt hjemme i en skovhave. Her kommer to forskellige venushår/ adiantum. Jeg mener at kunne huske, at de før i tiden blev brugt som stueplanter. Nu er indemiljøet sikk...