hortofilia

Selvom september er startet med det flotteste sommerlige vejr, er der samtidig umiskendelige tegn på, at efteråret begynder at liste sig ind på os. For det første ligger duggen tungt i græsset morgen og aften, ja nogle steder bliver den vel liggende dagen lang. For det andet bliver man indviklet i spindelvæv nærmest uanset, hvor man færdes. For det tredje er mit aktivitetsniveau, hvad havesysler angår, begyndt at dykke betragteligt, hvilket for det fjerde har bevirket, at jeg går flere ture rundt på gange og stier uden at lave en pind ud over at nyde septembersceneriet. For det femte er sneglene dukket op igen, ikke i voldsomme mængder, men alligevel i et omfang, så jævnlige tjek er en god ide.For det sjette og sidste er der en helt speciel og udefinerbar stemning over de travle lyde fra markerne omkring os. Det kunne godt være den søndagsstille ro, som Alex Garff skriver om så smukt i sin septembersang. I dagens indlæg har jeg haft fokus på nogle spinkle, klatreplanter rundt omkring i...

Roscoea Red Ghurka Flere gange i den sidste måneds tid har jeg spurgt mig selv, hvorfor vi ikke i vores have har sådan et blomsterflor, som jeg f.eks. så, da vi besøgte Liberiahaven, hvor der løb en bred bræmme af blomstrende planter hele vejen rundt langs græsplænen. Ligeledes var der i sidste uges udsendelse af Gardeners World to eksempler på storblomstrende præriehaver, den ene ret traditionel og den anden bestående udelukkende af sommerblomster, som konkurrerede om at være de mest farverige og iøjnefaldende. Et eksempel mere kunne være bede bestående udelukkende af dahlier eller med dahlier som en dominerende hovedingrediens. Her har der været masser af hundetand/erythronium, gøgeurt/ dactylorhiza og blodurt/sanguinaria. Efter en del granskning er jeg nået frem til, at der er flere årsager til, at det ikke ser sådan ud i vores have. En væsentlig årsag er, at mange af mine foretrukne planter blomstrer om foråret og tidlig sommer. Mange af dem er visnet ned nu eller står med dekorati...

Midt på sommeren, da træerne begyndte at opføre sig efterårsagtigt ,og bl.a. hjertetræet nogle steder simpelthen smed bladene, var vi mange, der var bekymrede for, at vi ville gå glip af de gyldne og mættede efterårsfarver, en bekymring, der har vist sig at være totalt ubegrundet, for sjældent har efteråret været flottere end i år, hvilket masser af blogindlæg rundt omkring vidner om. Måske falder bladene dog lidt hurtigere, end de plejer, på trods af det stille vejr. På gårdspladsen er det cornus eddies white wonder og tulipantræet/liriodendron tulipifera, der lyser op.                 Som mange andre lægger jeg visne blade i bedene som vinterdækning, og mange gange har jeg været nødt til at fjerne dem igen om foråret, fordi de ikke var blevet omsat. I år har jeg derfor taget Søren i ed på, at han skal findele en del af bladene ved at køre henover dem med plæneklipperen. Det har vi før gjort med henblik på at lave bladmuld, og jeg er ret s...