hortofilia

Det er mest efterårsløvet, man lægger mærke til derude i disse dage, men blomster er der dog stadigvæk, omend de er ret så spredte og vejrbidte. Rosenknopperne skal vi nok ikke forvente at få at se i blomst, selvom enkelte stadigvæk lykkes med at springe ud. Den klatrende stormhat kom til syne, da den vingede benved begyndte at smide sine blade, og rundt omkring er der små farveklatter i de samme nuancer i form af blomster i forskellige storkenæb. Den sidste høststenbræk står med blomster. På afstand ser den såre sølle og forpjusket ud, men den enkelte lille blomst er faktisk rigtig fin. Det samme kan man sige om skumblomst/ tiarella. Russisk mandstro er derimod i gang med en iøjnefaldende genblomstring.  Plejer den det? Jeg er i tvivl. Ampelpileurt sår sig selv og er først klar til at blomstre i sensommeren. Hortensiablomsterne holder fast i farven længe, og floksen i forgrunden er forlængst afblomstret, men leverer alligevel små farveklatter. Abies koreana Ice Breaker er nok en a...

 På det forrige indlæg var startbilledet en bunke hø så at sige, og det forsøger jeg at råde bod på i dag ved at starte med et aftenbillede af blomsterkornellen cornus Eddie's White Wonder. Blomstringen varer kun kort, men er smuk, så længe den varer. En anden busk med smukke, hvide blomster er en kvæde/ chaenomeles speciosa yukigoten. De fyldte blomster ligner næsten små roser og sidder nede i centrum af busken på typisk kvædemaner. Selve kvædebusken danner nogle lange grene og kræver faktisk en del plads. Den første pæon er sprunget ud. Steveniana hed den, da jeg for mange år siden købte den hos Rare Plants i England. Nu har den vist skiftet navn, som det efterhånden tit sker. Guldkop/ hylomecon jap.kunne godt ligne et bunddække, men visner fuldstændigt ned efter få uger, så det er ingen god ide at bruge den på den måde. Gul valmuesøster/ meconopsis cambrica er på en måde kønnere end guldkop, synes jeg, og er fin, når den står  som her i bunden under en stor busk; men h...

siden jeg sidst tog billeder. Hvorfor ved jeg i grunden ikke, for der er jo motiver en masse her i maj - måske er der faktisk alt for mange motiver, eller også savner jeg et egentligt tema for et nyt indlæg. Nå, hvorom alting er, så starter jeg i dag med årets første udsprungne rose i den opstammede Leonardo da Vinci, som efterhånden har en hel del år på bagen. Den overvintrer i drivhuset, hvor den kickstarter. I spaltebedet blomstrer for tiden denne krybende og hårdføre slægtning til den ikke hårdføre klematis Pixie. Navnet er moonbeam, og selvom den sådan set er hårdfør, vinterdækker jeg den altid med en grangren for at beskytte knopperne mod at blive ødelagt af frost.  Lige oven for står vortemælken euphorbia polychroma bonfire. Vortemælk en en staudefamilie, som virkelig lyser op i majhaven. Herunder er det euphorbia polychroma senior med euphorbia x ascot rainbow i baggrunden.  E. griffithii fireglow er raffineret i aftensolen. Skumblom...

fik vi som silende, stille regn i dag, og det gjorde godt. Måske vil regnen og den lavere temperatur bidrage til, at de næste pæonblomster, der springer ud, vil  holde i lidt længere tid end første generation. Her kommer først træpæoner og derefter staudepæoner. To etageopdelte buske. viburnum plicatum mariesii og cornus alternifolia variegata. Rhododenron graziella og concinnon. Min interesse for rhododendron var størst i 80erne og 90erne, og Svend Åge Askjærs bog Rhododendron og andre surbundsplanter blev flittigt konsulteret. Yakushimanum reklamerede han kraftigt for, så den skulle jeg selvfølgelig også have; men sandt at sige skuffede den mig en del, og det er vist først i år (efter 25 år), at dens blomstring er noget at skrive hjem om. Jeg har erfaret, at den stammer fra et område, hvor det regner hver eneste dag, så 2017 må have været det rene guf for den. Det ældste surbundsbed med polarnacht, Diadem og en navnløs (catawbiense grandifloru...