hortofilia

Bortset fra overskriften lader jeg vejret passe sig selv i dette indlæg og starter med billeder af blomstrende træpæoner. Paeonia ostii Yachiyo tsubaki Et surbundsbed i forskellige rosa nuancer og i forskellig grad af udspring. Trillium har vi meget fornøjelse af om foråret. I år har jeg bare ikke  mønstret den energi, det kræver, at tage nogle anstændige billeder af de forskellige.  Mange af dem bøjer jo  blomsterne ned mod jorden. Frueskoen Gisela har efterhånden udviklet sig til en pænt stor gruppe. I ranunkelfamilien er der en del kønne varianter. De har det med at så sig selv for så pludseligt at forsvinde. Denne her er fra sidste år og har tilnavnet aconitifolius. To kæmper: parasolblad/astilboides tabularis og hosta Empress Wu. Storkenæb og bjerghulsvøb/ chaerophyllum hirsutum var roseum lyser godt op i solen. Sensommerbedet med tamarisk i forgrunden og nede ved jorden majrose/rosa pedulina pyrenaicum.  Kanelbusken sinocalycanthus x Hartlage Wine er utrol...

  I lørdags ryddede vi op i en del af haven, som ellers stort set får lov til at passe sig selv.  Jeg vil gætte på, at der bliver ryddet op en gang i kvartalet eller noget i den stil. Denne gang fik grantræerne desuden skørterne hævet, så man kan kigge ind under dem, og denne lille ændring har vist sig at have en langt større effekt,  end vi havde forudset. Oppe fra haven kan blikket nu få uhindret adgang til denne yderste del af haven og endda bevæge sig gennem Sørens "hjullåge" og ud til den omgivende mark. Jorden skråner lidt, og nede fra den vildere del kan man omvendt kigge hele vejen op til det gamle staudebed og bøgehækken foran skovhaven. At vi nu så at sige går inde under granerne i stedet for rundt omkring dem, giver desuden helt tydeligt en anden form for rumfornemmelse.   cornus kousa Teutonia Fra at den lille skovhave, som Søren kalder den, var en mere eller mindre  skjult og hemmelig del af haven, er den nu blevet integreret i helheden. Det skal vi...

 Er det altid sådan, at man som haveejer har svært ved at følge med udviklingen ude i majhaven, eller opleves det specielt overvældende i år, hvor april var ekstremt tør, og den livgivende regn først faldt i maj? Jeg ved det faktisk ikke; men en kendsgerning er det, at ballet nu er i fuld gang.  Fruesko har svigtet mig utallige gange, og krydsningen Gisela er mit endegyldigt sidste forsøg. Jeg købte den til et ophørsudsalg i efteråret 2020, og glædeligt nok er den blevet dobbelt så stor og har dobbelt så mange blomster som sidste år, så måske lykkes det endelig for mig at få en fruesko til at trives. Gisela beskrives da også som yderst robust og et godt valg for nybegynderen. Fruesko siges at blive bestøvet af jordbier; men jeg mener nu bestemt at kunne spotte en flue nederst på landingsbanen. Rhododendron camtschaticum bliver mere og mere bunddækkende med årene. Den hvide står mere skyggefuldt og er kun lige startet på sin blomstring. Derfor har jeg valgt at zoome ind på blom...

Måske er det, fordi jeg suser rundt og rydder op i haven iført beskidte handsker. I hvert fald kan jeg se, at der er gået en uge, hvor jeg ingen billeder har taget, selvom der er rigeligt med motiver. I dag starter jeg ud med valmuesøster/ meconopsis, som gør det super godt i år. Jeg har omhyggeligt bundet en sløjfe om de hvide planter, for de er i mindretal, så dem vil jeg huske at så frø af. I spaltebedet blomstrer meconopsis horridula, en ægte alpin plante, som stikker fælt, når man rører ved den. Heraf navnet. Den skal jeg også huske at tage frø af. Klematis er mange ting. Den staudeagtige coactilis minder mig om nyfødte forårslam. Den fyldte Moonglow er ikke ret gammel i gårde, så jeg vil godt se nogle flere blomster, før jeg danner mig en mening om den. The President er jeg helt vild med, og det er morsomt at se, hvordan den lille slyngplante asarina scandens 100% matcher farven i centrum af klematissen. Som i mange andre haver har vi (haft) blomstrende akelejer til at sprede som...