hortofilia

Bortset fra overskriften lader jeg vejret passe sig selv i dette indlæg og starter med billeder af blomstrende træpæoner. Paeonia ostii Yachiyo tsubaki Et surbundsbed i forskellige rosa nuancer og i forskellig grad af udspring. Trillium har vi meget fornøjelse af om foråret. I år har jeg bare ikke  mønstret den energi, det kræver, at tage nogle anstændige billeder af de forskellige.  Mange af dem bøjer jo  blomsterne ned mod jorden. Frueskoen Gisela har efterhånden udviklet sig til en pænt stor gruppe. I ranunkelfamilien er der en del kønne varianter. De har det med at så sig selv for så pludseligt at forsvinde. Denne her er fra sidste år og har tilnavnet aconitifolius. To kæmper: parasolblad/astilboides tabularis og hosta Empress Wu. Storkenæb og bjerghulsvøb/ chaerophyllum hirsutum var roseum lyser godt op i solen. Sensommerbedet med tamarisk i forgrunden og nede ved jorden majrose/rosa pedulina pyrenaicum.  Kanelbusken sinocalycanthus x Hartlage Wine er utrol...

I morgen kan vi stille uret en time tilbage, og for en kort stund vil det være lysere om morgenen. Det sværeste er at vænne sig til, at det bliver tidligt mørkt, og at dagene med et slag bliver korte.  I haven er der nogle træer, der allerede har smidt bladene, andre har endnu ikke skiftet farve eller er midt i processen, og atter andre står med det flotteste efterårsløv, man kan forestille sig.  Til de sidste hører kinesertræet/ koelreuteria paniculata med de store, fligede blade.  sinocalycanthus/ kinesisk voksbus Det mest farvestrålende motiv lige nu er dog glasbærbusken med den lille troldel/ fothergilla i baggrunden.  Nærmest midt imellem står bregnen blechnum spicant. Den udmærker sig ikke ved efterårsfarver, men ved sin skulpturelle fom. Oktobersølvlys kan let forsvinde i alt det efterårsagtige i staudebedet og reddes synsmæssigt af at have stammen på kirsebærtræet som baggrund. Norske og svenske havebloggere har for længst tømt krukkerne med frostsarte plante...

Juli er synonym med sensommer, og så blomstrer vores sensommerbed. De store græsser giver noget lethed til de kraftige stauder, og der er en konstant og hyggelig summen af insekter. Især de små humlebier er der mange af. Inde midt i det hele står en flittigt benyttet tremmebænk, som er blevet  udskiftet i år. Den gamle, oprindelige vaskebænk var blevet så rådden, at man satte sig på den på eget ansvar. Sensommeren er også sæson for violfrøstjerner. De fleste bliver vel halvanden til to meter høje; men der findes også dværgformer og kæmpeplanter. Den gule Tukker Princess hører afgjort til kæmperne og er nok blevet to en halv meter høj i år. De stribede stilke er stive, men hvis der kommer en strid vestenvind, knækker de omkring deres støttestativ. Det har jeg før oplevet. Klokkeviolfrøstjerne hører også til de store, men er mindre omfangsrig i år, end den plejer, fordi nabobusken er blevet tilsvarende større. Det er faktisk lidt ærgerligt, for violfrøstjernens blomster er ualmindeli...

           Her på matriklen er vi enige om, at der er en ganske særlig afslappet og hyggelig stemning i disse dage, når vi går vores runde i haven. De sidste blade er ikke faldet af træer og buske endnu, de stedsegrønne træder mere og mere frem, og det er lidt af en sport at finde frem til planter, som blomstrer. Fasanbusken/ leycesteria har stadigvæk alle sine blade, og de mørkerøde dækblade giver en illusion om, at den stadigvæk blomstrer. Det næste billede viser kombinationen af hortensiaens blå blomster og voksplantens (sinocalycanthus) gule blade. Voksplantens blade hører til den stive type, som er længe om at formulde, så med mindre jeg er usædvanligt doven, plejer jeg at rive dem væk. Ambratræet/ liquidambar med en baggrund af elefantgræsser i høstfarver. Miscanthus adagio er derimod stadigvæk grøn og frisk at se på. Et (dum)dristigt eksperiment: Rhododendron sinogrande  regnes ikke for hårdfør her i landet, så indtil nu har den overvintret i dr...