hortofilia

Mens mit forrige indlæg om mine bonsaiovervejelser handlede meget om de små detaljer, er jeg i dag gået i den modsatte grøft og har fokus på nogle store stauder, som for alvor træder i karakter i sensommerhaven.  De fleste finder vi i vores såkaldte sensommer- eller græsbed. Græsserne er lige på nippet til at blomstre, men danner stadigvæk en grøn kulisse for stauderne, og den mest iøjnefaldende af dem er uden sammenligning hjortetrøsten. Hjortetrøsten har selskab af to gule stauder, hvoraf min favorit er solhatten Henry Eilers, som jeg kan se trænger til at beskyttes mod de andre stauder fremmarch. Når den samme gruppe ses  fra den modsatte side, danner den baggrund for en rød pileurt. Med et par skridt til højre kommer elefantgræsset Morning Light i fokus. Et par skridt mere, og det er kvæsurten Blackthorn, der nu er i fokus Samme sted, men med retning mod nordøst er der først et stort parti med forskellige slags pileurt og bag ved det igen er det canadisk kvæsurt i selskab ...

Så længe jeg kan huske, har vi haft krukker med agapanthus stående på dækslet i vandværksbedet. I 2012 frøs de næsten allesammen væk, og siden da har vi stille og roligt opbygget en ny samling. Black pantha hedder den bå, som fylder mest. Jeg kan godt lide, at blomsten får et lilla anstrøg, når den falmer. Der florerer forskellige myter om, hvordan man bedst dyrker agapanthus. En af dem er, at en forudsætning for blomstring er, at deres rødder står i trængsel. Måske er der noget om snakken. Alligevel er jeg tilbøjelig til at holde med John Grimshaw , som hævder at det først og fremmest handler om, at planten skal være veletableret og gødes godt. Jeg bruger langtidsvirkende gødningskegler, idet jeg ved, at jeg ikke får gødet dem en gang om ugen, som det anbefales. Blomsten herover virker meget mørk, lige indtil man ser Midnight Cascade, som kommer her. Jeg skulle lige vise blomsten til Søren, og så stod jeg pludseligt med stilken i hånden, så måske kommer blomsten ikke t...