hortofilia

Februar var vel i grunden ganske vellykket vejrmæssigt. Frost og sol er langt at foretrække for plusgrader og regnvejr. Marts er derimod ikke kommet alt for godt fra land i betragtning af det kolde blæsevejr, vi er belemret med. Solen har vi da set, men kun ret så sporadisk. Med sådan et vejr nytter det ikke for camellia og påskeklokker at flashe deres flotte støvdragere, for det er mit indtryk, at insekterne afventer lunere og roligere vejr, før de kommer på besøg. Jeg fremturer med mine påskeklokker. Der er hele tiden nye, som springer ud. Scilla og lærkespore er lige på nippet til at springe ud.  Der er ikke mange blomster, der er så raffinerede som de små våriris.  Mens de små iris ikke er helt lette at gøre tilpas, så sår den tidlige krokus sig selv og giver noget farve som her, hvor det hele ellers er gråt i gråt.  

Vi er jo ikke mange havebloggere efterhånden, så det kan godt mærkes, hvis en af os holder pause, men for mig var der ingen vej udenom. 3. februar havde jeg et grimt fald på min gåtur og brækkede begge arme, højre håndled i begge sider og venstre arm oppe under skulderen. Årsagen var, at snørebåndet på venstre støvle greb fat i en af hægterne på den højre, og så røg jeg til jorden med et brag.  De første par uger var en voldsom udfordring ikke bare for mig, men også for Søren, som simpelthen måtte hjælpe mig med alt. Nu er det heldigvis begyndt at gå fremad, og gipsen om håndleddet kom af i mandags.  Allerede efter 18 dage kom jeg i kløerne på en benhård fysioterapeut, som hele tiden lægger på med sværere og sværere øvelser. Jeg bander over hende, når den venstre arm efter øvelserne føles tung som bly, men må også erkende, at det er den eneste vej frem mod fuld førlighed, som jeg er blevet lovet. Vintergækker, erantis og blå anemoner var allerede sprunget ud, da jeg havde mit ...

Adonis fukujokai/narcissus caniculatus Når man som mig nærmest har sprunget en uge over på bloggen, er der allerede nogle nye løgplanter, der er begyndt at dominere i haven, selvom krokusserne stadigvæk lyser op, og vintergækkerne ikke er helt forsvundne endnu. De er allesammen velkomne, både specialiteterne og de mere almindelige.  Faktisk er der vel ikke smukkere forårsløg end de helt enkle skovanemoner.   I marts-april blomstrer lærkesporerne i alle mulige nuancer. En gang imellem fjerner jeg nogle af løgene,  selvom jeg er glad for deres farver. Også scilla og snepryd er begyndt at præge billedet. På staudefronten er trillium kurabayashii sprunget ud.  Det samme gælder den hvide pachyphragma macrophylla, og både den enkle og den fyldte blodurt/ sanguisorba er på nippet til at springe ud. Pachyphragma macrophylla Den blå lungeurt/ pulmonaria er en udpræget bunddækkeplante, mens Diane Clare er en typisk klumpdannende staude. Vortemælken euphorbia characias wulfenii...

Et af træerne på gårdspladsen er tyrkisk hassel/ corylus colurna.Når solen skinner, og vi kigger ud på gårdspladsen, bliver blikket automatisk tiltrukket af dens gule rakler.Selv uden blade er det et flot træ med den pyramideformede vækstform. De lyse strå og spindelvævet i toppen stammer fra en klematis. Indtil videre er det kun de iøjnefaldende hanrakler, der er udviklet. På troldhasselen kan man derimod også få øje på de små, røde hunrakler, hvis man kigger godt efter. Betydeligt mere iøjnefaldende er gæslingerne på pilen salix mount aso.Det anbefales at beskære busken efter blomstringen, og pil siges jo at slå rod rigtig let, så det vil være oplagt at lave en håndfuld stiklinger. Det kunne være interessant at se, hvordan den vil udvikle sig på egen rod i stedet for at være podet. Her kommer galanhus woronovii, Scilla mischtschenkoana 'Tubergeniana', skimmia magic marlot og euphorbia amyg. 'Purpurea'. I det forrige indlæg havde jeg den barske tone på i forbindelse me...

Selvom den store mængde regn har gjort haven så smattet, at man risikerer at skvatte på halen, selv når man færdes  på græsplænen, er den daglige runde en uomgængelig nødvendighed. Jeg må jo holde øje med, at alt skrider planmæssigt frem. Staudepæonen veitchii woodwardii følger jeg nøje; for den plejer at vise sine skinnende, lakrøde knopper allerede her i februar. Den brogetbladede trillium er også som sædvanligt tidligt i gang. Selinum wallichianum, der er en elegant, høj, sensommerblomstrende og insektvenlig skærmplante, står med  sit smukke, fligede løv. Jeg har set hjemmesider, der advarer om, at den kan være sen til at skyde om foråret, men det gælder åbenbart ikke i 2020. Hvis vi får vintervejr, bliver den sikkert tvunget til at starte forfra. Den lille scilla står beskyttet og med et godt dræn i et trug og er derfor langt tidligere til at springe ud end dem, der står i jorden i skovhaven. Cyclamen coum blomstrer ude i haven, mens det i divhuset ...