hortofilia

Ny måned, alligevel roser igen igen - denne gang i pink og først Raubritter med de kuglerunde blomster. I collagen er det Louise Odier og Pirouette til venstre og til høje Eden/ Willestrup i knop og fuldt udsprunget. I år bliver de fuldt udsprungne blomster usædvanligt store. Jeg har målt dem til 11cm, hvorimod jeg egentlig ikke synes, de plejer at folde sig helt ud. Our Last Summer har fået selskab af en hvid kvæsurt/sanguisorba tenuifolia alba. Hagley Hybrid klematissen storblomstrer i år for første gang. Dens makker er Claire Austin. De stærkest pink blomster på matriklen tilhører en lav mjødurt/ filipendula purpurea. Den kan være vanskelig at indpasse i et bed på en harmonisk måde. Her står den i sensommerbedet, hvor den nærmeste nabo er baltisk persille/ cenolophium denudatum, og jeg oplever, at dens dæmpede farver gør  mjødurten mindre påtrængende. Astilben herunder kan minde en del om mjødurten, men er  på alle måder stivere i sin vækstform. Sidste år fik jeg hortensiae...

Det, jeg tænker på, er, hvordan jeg skal agere i forhold til visne staudetoppe og græsser. De dage er for længst forbi, vil jeg mene, hvor haveejerne hvert efterår  barberede bedene helt ned til den bare jord. Det stemmer simpelthen ikke længere overens med vores skønhedsidealer. I dag har vi tværtimod fået meget mere blik for skønheden i forfaldet og er blevet særdeles obs på, at fugle og insekter skal tilgodeses. En kedelig staudetop i en floks, hvor fuglene allerede har snuppet alle frøene. Den tramper jeg sikkert snart ned på jorden. Så kan den ligge der og blive omsat. I dagens Danmark er det blevet god tone, ja vel nærmest politisk korrekt, at vente så længe som muligt med at fjerne de visne toppe; men sådan ser jeg nu ikke på det.   Løvehale med sneturbanner på frøstandene Hvis sandheden skal frem, er det nemlig æstetikken,  der først og fremmest styrer, hvornår jeg fjerner de visne toppe. Faktisk fjerner jeg dem i flere omgange henover vinteren, har jeg analyseret...

Mens mit forrige indlæg om mine bonsaiovervejelser handlede meget om de små detaljer, er jeg i dag gået i den modsatte grøft og har fokus på nogle store stauder, som for alvor træder i karakter i sensommerhaven.  De fleste finder vi i vores såkaldte sensommer- eller græsbed. Græsserne er lige på nippet til at blomstre, men danner stadigvæk en grøn kulisse for stauderne, og den mest iøjnefaldende af dem er uden sammenligning hjortetrøsten. Hjortetrøsten har selskab af to gule stauder, hvoraf min favorit er solhatten Henry Eilers, som jeg kan se trænger til at beskyttes mod de andre stauder fremmarch. Når den samme gruppe ses  fra den modsatte side, danner den baggrund for en rød pileurt. Med et par skridt til højre kommer elefantgræsset Morning Light i fokus. Et par skridt mere, og det er kvæsurten Blackthorn, der nu er i fokus Samme sted, men med retning mod nordøst er der først et stort parti med forskellige slags pileurt og bag ved det igen er det canadisk kvæsurt i selskab ...

De sidste par uger har beskæring af rosenbuskene stået på min mentale opgaveliste, uden at der er sket noget som helst. Hvis det ikke skal ende med forrevne arme og tornefyldte hænder, skal man formummes i så meget tøj, at det til gengæld gør det besværligt at komme ind i buskene og få fat i grenene på de optimale punkter. Væksten følger jo saksen, så det kan ikke nytte noget at fjerne den yderste halve meter hele vejen rundt, nej, nogle af grene skal fjernes ved jorden eller lige over jorden, og så er det, man kommer i infight med tornene. I stedet har jeg taget nogle billeder, og jeg starter med Hot Chocolate, fordi dens blomster i mine øjne er nogle af de allerbedste roser til at ældes på en interessant måde. Nældeklokke/ campanula trachelium såede jeg for nogle år siden. Den findes vist nok forskellige steder i den danske natur, selvom jeg aldrig har set den. Nu har vi den også  flere steder rundt om i haven. Den på det første billede er kun 60 cm høj, fordi naboplanterne ikke ...

Historien har det med at gentage sig selv. Ligesom sidste år har den tyrkiske hassel på gårdspladsen fået en kalot i form af en storblomstrende, gul klematis. Jeg såede den i 2017, og det er vildt imponerende, hvad et enkelt lille frø har udviklet sig til på fem år. Clematis serratifolia Himlens syv sønner, der også står på gårdspladsen, får en del skygge og blomstrer derfor forholdsvis sent. Det er sikkert også grunden til, at vi sjældent ser røde dækblade på den efter blomstringen.   Det er lige modsat med skæbnetræet, hvor dækbladene næsten dominerer i forhold til de små, hvide blomster, og det sker lige fra første færd. Sensommerbedet burde måske retteligen hedde efterårsbedet. I hvert fald er der fuld gang i de store elefantgræssers blomstring for tiden.  Det skal dog siges, at forskellige udgaver af kvæsurt og pileurt også fylder en del og bidrager med nogle andre farver. Sjovt nok hedder den høje kvæsurt Blackthorn  og den mørkerøde pileurt Blackfield. Sanguis...