hortofilia

Når jeg ser på vores egne haveaktiviteter og andre bloggeres ditto, kommer jeg til den konklusion, at en have i dag på mange måder er en legeplads, hvor man kan få afløb for for sin skabertrang og kreativitet, og hvad vores egen have angår, vil jeg sige, at det legende kommer allermest tydeligt til udtryk i vores stubbed/ stumpery, som vi startede på i 2016.  Bedet lever i bedste velgående, hvis man da kan bruge det udtryk om en bunke døde stubbe og stammer. På de snart fem år, der er gået, er der faktisk ingen af dem, som for alvor er begyndt at gå i opløsning. En del af dem er måske blevet imprægneret af  deres ophold ude i fjorden, hvor de lå, indtil vi fik øje på dem og slæbte dem med hjem. Der, hvor forfaldet i stubbedet mærkes mest, er på de liankugler, jeg har lavet i forskellige størrelser. Nogle af dem går næsten i opløsning, når jeg tager dem op for at undersøge, hvordan de har det, og se, om jeg kan og overhovedet bør reparere dem. Bedet handler jo om forfald, så må...

Pulsatilla albana lutea Hvis man er coronaisoleret i en lejlighed, er vejret i disse dage uden tvivl møgfrustrerende. Kulden og blæsten kunne jeg bestemt også godt være foruden. Derimod glædes jeg over de 12 mm regn, som vi er oppe på at have fået i den forgangne uge. Dagens indlæg starter, hvor jeg sluttede sidste gang, nemlig med kobjælderne. Herhjemme i haven er den mørke version for længst afblomstret, og tilbage står disse to.  Albana er min favorit med de sarte farver og det persillelignende løv, og så har jeg selv sået den - det giver altid planten et ekstra plus i min karakterbog. Pulsatilla Rote Glocke Ellers har jeg været rundt forskellige steder på matriklen og startede på gårdspladsen med en blomstrende blomsterkornel. Cornus kousa Eddie's Whi te Wonder  Japanske ahorn trives generelt ikke godt her i haven, så det smukke løv må jeg kigge langt efter i andres haver. Dog er der en enkelt  lav ahorn ved indkørslen, som står rigtig fint i år, selvom der jævnligt s...

Henover efteråret har vi arbejdet videre på vores stumpery/stubberi /stubbed.  Vi rokerer jævnligt rundt og frem og tilbage med stubbene i forsøget på at finde frem til den i vores øjne bedste placering. Samtidig skal vi huske at tage hensyn til de næsten usynlige, nyplantede vækster, mest bregner og storkonval, som forhåbentligt vil sætte deres præg på bedet, når det bliver forår.   Min haveglade svigerinde var meget diplomatisk forleden, da hun blev præsenteret for bedet. Hun tænkte tydeligvis, at det da var noget underligt noget (og det er jo ikke løgn), men sagde bare noget i retning af, at der kunne børnebørnene sikkert godt finde ud af at lege. På en måde satte hun fingeren på noget væsentligt; for en have er jo i bund og grund en legeplads - ikke mindst for de voksne. Jeg er blevet bidt af at lave liankugler i forskellige størrelser, som bliver placeret rundt omkring blandt og på stubbene. En af dem drattede ned fra den grenkløft, den var blevet lagt ...

- lyder pænere end øjenbæ, men er naturligvis også en anderledes præcis betegnelse. Området, det drejer sig om, er meget tørt og skyggefuldt, så det er begrænset , hvad der vil gro der. Den oprindelige beplantning, som ses herunder, bestod af en temmelig stor berberisbusk  og nogle lilla  spireabuske, som aldrig blomstrede. Om det også var et øjenbæ, er jo en subjektiv bedømmelse; men personligt syntes jeg bare, det var dødkedeligt, hvilket selvfølgelig kan være slemt nok. Jeg har tidligere lavet indlæg om stubhaver og stumperies , og  med inspiration derfra er vi nu blevet enige om, at vi skal forsøge os med et mindre stubbed, hvor beplantningen skal bestå af bregner og storkonvaller.  "Bunddækket" skal fortsat være selvsåede ahorn, som Søren vil køre over med plæneklipperen en gang imellem for at undgå, at det bliver for højt. Herunder er bunddækket blevet slået omkring bedet og har fået lov til at blive længere inde under en gruppe amelanc...