hortofilia

 Uden egentligt at have bestemt det, har jeg fået for vane at udgive et indlæg om søndagen; men i morgen skal vi til konfirmation, og på søndag får vi gæster, så indlægget er rykket frem til i dag. Jeg starter med surbundsplanter. Plettet gøgeurt/dactylorhiza maculata står i nærheden af rhododendron  campylogynum black med de sjove klokkeformede blomster. Det er også heromkring de blå valmuesøstre holder til, nenlig i et bed i skyggen på nordsiden af stuehuset, som ikke tørrer ud. Det er morsomt at se, hvordan blomsten grangiveligt ligner krøllet silke, når den lige er sprunget ud, hvorefter stoffet glatter sig mere ud. Rhododendron yakushimanum koichiro wada har vi både som krukkeplante og udplantet i et bed. Jeg foretrækker 100% blomsterne i krukkeplanten frem for de fuldt udsprungne, hvide blomster i bedplanten. Desværre kan jeg ikke abstrahere fra, hvor omstændeligt det er at fjerne de visne blomster og frøstande, når de er afblomstrede. Hvis vi skal have flere rhododendro...

Maj 2023 oplever jeg som helt forrygende, selvom vi indtil i dag har gået og jamret over tørken. Sidste år ved samme tid humpede jeg stadigvæk rundt med eftervirkningerne fra en brækket ankel. Måske er det derfor, jeg oplever maj i år som noget helt specielt. Collagen herover viser de træpæoner, der lige er sprunget ud. Pæoner har altid været en af mine favoritter, og jeg har jævnligt prøvet at frøforme forskellige slags staudepæoner. Træpæonerne er desværre nogle af de planter, som ikke er kommet alt for godt igennem vinteren, og derfor kan de på ingen måde kaldes blomsterrige. Heldigvis er den enkelte blomst smuk i mine øjne både i en helt enkelt version og i mere eller mindre fyldte versioner. Ostii, den lilla forneden, blomstrer for første gang. Hvilken skønhed! Den flotteste pæon som plante er uden tvivl staudepæonen emodi, som faktisk er et vellykket resultat af mine frøeksperimenter. Hurra, frueskoen Gisela, som jeg købte tilbage i 2020, har hvert år fordoblet sin vækst og er, n...

Store bededag er dejligt kølig med spredt regn, noget, som vi har ventet på meget længe. På blomsterfronten har staudepæonerne veitchii og mairei allerede afblomstret, og i dag kan jeg vise anomale, emodi, trådpæon/ tenuifolia og svovlpæon/mlokosevitchii. Også træpæonerne er begyndt at springe ud. Her kan jeg vise en rockii, delavayii og en ukendt, som består af en enkelt beskadiget stilk med en enkelt blomst. Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg bedst hjælper planten videre. Clematis montana fylder sin bue helt ud. Barnebarnet Eva sagde sidste år, at der kunne tages et flot bryllupsbillede foran buen, så det er meget passende, at den hvide busk i baggrunden er perlebusken / exochorda med tilnavnet The Bride. Vores største rhododendron er denne udgave af Silberwolke. Den springer altid ud i etaper, og til sidst bliver blomsterne nærmest hvide.  Jeg foretrækker nu dette stadie, hvor der er mere farve på busken. Det tager rigtig lang tid at fjerne vis...

I dag glimrer solen ved sit fravær, og vi har fået nogle smådryp, dog så små, at de ikke kan registreres. På sådan en overskyet dag er det noget sjovere at tage kameraet med på rundturen, end når solen bager fra en skyfri himmel. I fredags havde vi, som  Lisbeth  skrev i går, besøg af 2 x Lisbeth og Bent, og som altid, når havenørder/-bloggere mødes, havde vi en super dag. I fredags stod stewartiaen med store knopper, som er sprunget ud i dag, men sådan er det vel altid, når man viser sin have frem.  Også paeonia peregrina er siden sprunget ud. Hvis jeg skulle døbe den, ville jeg kalde den lakpæon, selvom den faktisk kaldes balkanpæon på dansk. Ellers er det ved at være slut med pæonartene. Anomale og emodi pynter dog stadigvæk; men om fem minutter er det silkepæonerne, der tager over. Tulipa sprengeri er som sædvanligt rosinen i tulipanenden. Tænk, Lisbeth kunne godt acceptere den, selvom den unægteligt er rød:-)  For ikke ret længe s...