hortofilia

 Uden egentligt at have bestemt det, har jeg fået for vane at udgive et indlæg om søndagen; men i morgen skal vi til konfirmation, og på søndag får vi gæster, så indlægget er rykket frem til i dag. Jeg starter med surbundsplanter. Plettet gøgeurt/dactylorhiza maculata står i nærheden af rhododendron  campylogynum black med de sjove klokkeformede blomster. Det er også heromkring de blå valmuesøstre holder til, nenlig i et bed i skyggen på nordsiden af stuehuset, som ikke tørrer ud. Det er morsomt at se, hvordan blomsten grangiveligt ligner krøllet silke, når den lige er sprunget ud, hvorefter stoffet glatter sig mere ud. Rhododendron yakushimanum koichiro wada har vi både som krukkeplante og udplantet i et bed. Jeg foretrækker 100% blomsterne i krukkeplanten frem for de fuldt udsprungne, hvide blomster i bedplanten. Desværre kan jeg ikke abstrahere fra, hvor omstændeligt det er at fjerne de visne blomster og frøstande, når de er afblomstrede. Hvis vi skal have flere rhododendro...

I denne uge nåede jeg ikke meget ud i haven, og da jeg så tog min runde i går, kunne jeg se, at foråret var rykket ind i et nyt afsnit, nemlig det, hvor de store hundetand springer ud. I skovhaven er det White Beauty, og til sammenligning er den spinkle Hendersonii i et af surbundsbedene også begyndt at blomstre. Tilbage i skovhaven er det vedvarende skulpe, der er fuldt udsprunget. I det ældste surbundsbed står sclippenbachii både med blomster og masser af knopper. Bagved den står en stedsegrøn rhododendron i blomst og en camellia, også i blomst. I bunden af bedet står en fyldt primula, som har rigtig mange år på bagen, og den brogetbladede dværgskimmia har store, flotte blomsterklaser for første gang, bilder jeg mig ind, selvom den også har mange år på bagen. Magic Merlot Blodurt hører også hjemme i surbundsbedet. Hvilken der er kønnest, den fyldt eller den spinkle Star, kan jeg ikke afgøre; men hos os er den fyldte langt den mest robuste og den der, breder sig mest. På vejen til sur...

Med et går det stærkt med blomstringen,  selvom vejret bestemt ikke er mildt og indbydende. Jeg starter i skovhaven,  hvor vores ældste kamelia storblomstrer.  Jeg ser også dens skinnende, mørke løv som en stærk kontrast til alt det nye, lysegrønne løv omkring den. Akebia quinata I år har vi observeret, at usædvanligt mange narcisser er blevet spist af af et eller andet dyr, vi gætter på snegle; for vi har allerede set mange småsnegle, både agersnegle og dem med hus. De svovlgule er de gået udenom. Mon ikke de har for kraftig en duft.   I surbundsbedet står endnu en blomstrende kamelia. Dens vækst er lavere og mere udbredt end væksten hos den i skovhaven, og den har været så venlig at lægge en blomst op i kløften på sin overstander, så man rigtigt kan se blomstens fine, hvide striber 😊 Nu er den tidlige pæon sprunget ud. Det er vel en smagssag, om man foretrækker den med mørkt løv og mørke knopper, eller med grønt løv og lilla blomster. Paeonia veitchii woodwar...

Maj 2023 oplever jeg som helt forrygende, selvom vi indtil i dag har gået og jamret over tørken. Sidste år ved samme tid humpede jeg stadigvæk rundt med eftervirkningerne fra en brækket ankel. Måske er det derfor, jeg oplever maj i år som noget helt specielt. Collagen herover viser de træpæoner, der lige er sprunget ud. Pæoner har altid været en af mine favoritter, og jeg har jævnligt prøvet at frøforme forskellige slags staudepæoner. Træpæonerne er desværre nogle af de planter, som ikke er kommet alt for godt igennem vinteren, og derfor kan de på ingen måde kaldes blomsterrige. Heldigvis er den enkelte blomst smuk i mine øjne både i en helt enkelt version og i mere eller mindre fyldte versioner. Ostii, den lilla forneden, blomstrer for første gang. Hvilken skønhed! Den flotteste pæon som plante er uden tvivl staudepæonen emodi, som faktisk er et vellykket resultat af mine frøeksperimenter. Hurra, frueskoen Gisela, som jeg købte tilbage i 2020, har hvert år fordoblet sin vækst og er, n...