hortofilia

 - altså at lave endnu et påskeindlæg, selvom vejret i dag har været gråt og diset. Noget af det, jeg virkeligt nyder for tiden, er, at jorden nu er ved at være dækket af grønne planter, og det er sådan set ligegyldigt, om det er ukrudt, selvsåede planter eller bunddækkende planter, som jeg mere eller mindre møjsommeligt har skaffet til veje. Alt er bedre end bar jord. De næste billeder stammer allesammen fra diverse surbundsbede. Rhododendron Temple Belle Rhododendron schlippenbachii Pieris Mountain Fire, som blev klippet helt ned sidste år Phylliopsis 'Pinocchio' Anemone Green Fingers Anemone Blue Eyes - den blå ring dukker op, når blomsten er blevet lidt ældre. Podophyllum Spotty Dotty trives dog udmærket i almindelig havejord, og det samme gør bispehuen Orange Queen og orixa jap. variegata.

Blæst og regn får man hurtigt nok af, nok især fordi man ved, at efteråret ellers kan være noget så smukt og behageligt.  På en måde befinder vi os i et vadested mellem to vækstsæsoner. I  skovhaven har  clematis rehderiana gang i sin efterårsblomstring,  samtidig med at clematis Freckles er begyndt på sin vinterditto i drivhuset. Blå kløver/ parochetus communis såede jeg for 6-7 år siden og behandlede den de første år, som om den var en sart skabning, der skulle beskyttes og værnes om. Det har vist sig, at den trives fint i vores klima og faktisk breder sig ganske meget. Et minus er, at blomstringen er temmelig spredt, og min teori er, at planten får for meget næring og derfor danner mange flere blade end blomster. Derfor vil jeg flytte en luns af den til et sted, hvor den kommer på smalkost. Det er planen at klippe buskroserne ned til ca. 70 cm; men de Recht og Rosa Mundi leverer stadigvæk en spredt blomstring, så dem nænner jeg ikke at klippe n...

Heldigvis har vi læ fra alle fire verdenshjørner, så blæsten opleves for det meste som en susen uden for haven. Alligevel har den lynhurtigt fået et forblæst udseende med blade og frugt i græsset, og en halvstor gren fra hjertetræet er faldet ned og har væltet den hvide violfrøstjerne, hvis flotte statur jeg ellers var så stolt af. De højeste dahliaer har også fået blæsten at føle; men det er jo småting.  Blommerne sad øverst oppe i træerne og udbyttet i år er ikke stort, så nu slipper Søren sikkert for at skulle op på stigen for at plukke dem ned. For mig er det "grøn" slik, der ligger i skålen. Ellers lægger jeg ud med rhododendron auriculatum og dens smukke og velduftende blomster. Den bringer mig en tur ned ad memory lane. Jeg købte den i tidernes morgen hos en spændende planteskole i Tånum i nærheden af Randers, som for længst er lukket. Den lå smukt på en skråning ned til en ådal, og en af dens specialiteter var træer med spændende bark og efterårsløv. Ejeren var fuldt ...

I weekenden blev vores ældste barnebarn konfirmeret, og selvom vi bedsteforældre ikke havde ansvar for det praktiske overhovedet, har vi alligevel haft lidt travlt, ikke mindst fordi Peter, vores søn, kom hjem fra New York for første gang siden corona og havde følge af sin kæreste, som vi kun kan kommunikere med på engelsk. Det var altsammen megahyggeligt, men blogaktivitet har der ikke været tid til. I mellemtiden har haven bevæget sig videre i sin udvikling - faktisk er det svært at overskue det hele. Jeg starter indlægget med en håndfuld stauder, først jeffersonia dubia, så den lyserøde blodurt sanguinaria Amy, derefter den rosa vårbælg lathyrus verna oog til sidst en engkarse cardamine pratensis. På løgfronten er vi nået til anden etape af hundetand med den spinkle erythronium hendersonii og white beauty. Desuden er hvidblomme/ leucojum aestivum ved at have bredt sig rundt omkring i haven.  Dens højde gør, at dens effekt er anderledes end både vintergækker og dorothealiljer. No...