hortofilia

I mit indlæg i sidste uge lagde jeg op til, at mine indlæg for tiden skal illustrere en rundtur i haven, og  jeg har måttet konstatere, at det er en forfærdelig spændetrøje, jeg der har iført mig. For egentlig plejer jeg mere eller mindre at lade kameraet bestemme, hvad et indlæg skal handle om. Måske er det derfor, jeg fortsætter rundturen i dag med at beskrive slutningen, dvs de bede, som ligger længst væk fra boligen og længst mod syd. Det er især det område, vi kalder sensommerbedet. Bedet herover viste jeg for ikke så længe siden, men nu har jeg flyttet fokus en lille smule, så man forhåbentligt kan se, hvor fint den hvide kvæsurt spiller sammen med spydverbenaen, og hvordan rispapirplantens store blade ligesom sørger for at fastholde jordforbindelsen. Rispapirplanten/ tetrapanax papyrifer blev plantet ud sidste sommer, selvom den her er på grænsen af sin hårdførhed, og det ser ud til, at en tipi af grangrene er tilstrækkelig vinterbeskyttelse. Hvis man har bestemt sig for at ...

- i form af lugning og deadheading kan jeg just ikke prale af at have udvist henover sommeren. Det har jeg så forsøgt at råde bod på her i weekenden imellem bygerne. Det er bestemt ikke let at finde sammenhængende tørvejr, og bygerne giver virkelig vand, skal jeg hilse og sige. Det fede ved lugning er, at man får øjnene op for småtterier, som man ellers ikke ænser, f.eks. en forsinket blomst i meconopsis x cookie. Med rettidig omhu havde jeg også flyttet denne lave allium. Jeg gætter på,  det vil være rettidig omhu at skære tamarisken tilbage til de nye skud, der stikker lige i vejret fra den hældende stamme. De gamle grene ser nemlig ikke 100% friske ud. Anemonopsis har jeg holdt øje med i et stykke tid, og nu er den fyldte udgave sprunget ud. Selv i knop synes jeg, anemonopsis er en spændende plante med de små bolde  hængende for enden af de stive, mørke stilke. Den er svær at indfange med kameraet. Circium purpuratum har efterhånden etableret sig ...

- for så går høsten i gang, og så får Vagn sin mark ryddet, og så får vi lagt fiberbredbånd ind, og så vil det ikke længere tage evigheder at uploade billeder til bloggen. 2,60 m. høj og uskadt på trods af det voldsomme blæsevejr - det er godt klaret af leopardliljen. Allium carinatum ssp pulchellum er jeg ganske begejstret for. Den starter med at række fingeren i vejret, inden den udvikler sine smukke blomster, som jeg har set beskrevet som et fyrværkeri, ikke af farver, men i form.                                      Den lave allium sikkimense blomstrer også lige nu. Foruden de kønne blomster og den sene blomstring, udmærker sikkimense sig ved, at bladene forbliver grønne og friske under blomstringen. Forleden så jeg et engelsk haveprogram, hvor Monty Don fortalte, at den eneste geranium, han ikke skærer tilbage, er Ann Folkard, fordi den er specielt god til at mi...