hortofilia

Efteråret er over os, og det er blevet småkoldt for hænderne på morgenrundturen. Efterårsfarverne kommer så småt , men der skal sikkert koldere nætter til, før de for alvor folder sig ud. Det gælder om at nyde alt det, der stadigvæk er i live og stadigvæk gør det til en oplevelse at færdes i haven. Bær forbinder vi også med efteråret. Rønnebær har vi ikke selv, så jeg snuppede nogle grene til en dørkrans på min gåtur forleden. Derimod har vi en løvfældende kristtjørn, som allerede nu står med røde bær. Sidste år var de pludseligt væk, fordi fuglene havde fået kig på dem, så i år lægger vi et grønt dug over busken, så vi også kan nyde synet af bærrene, når bladene er faldet af Et par græsser: rørhvene/ calamagrostis Karl Foerster står næsten intakt og flot opret i år. Aksene har ellers tit en tendens til at knække. Lampepudsergræs / Pennisetum alopecuroides Hameln er efterhånden blevet en gammel plante og har ingen problemer med at overvintre på sin plads. Det kniber meget mere for ...

Blæst og regn får man hurtigt nok af, nok især fordi man ved, at efteråret ellers kan være noget så smukt og behageligt.  På en måde befinder vi os i et vadested mellem to vækstsæsoner. I  skovhaven har  clematis rehderiana gang i sin efterårsblomstring,  samtidig med at clematis Freckles er begyndt på sin vinterditto i drivhuset. Blå kløver/ parochetus communis såede jeg for 6-7 år siden og behandlede den de første år, som om den var en sart skabning, der skulle beskyttes og værnes om. Det har vist sig, at den trives fint i vores klima og faktisk breder sig ganske meget. Et minus er, at blomstringen er temmelig spredt, og min teori er, at planten får for meget næring og derfor danner mange flere blade end blomster. Derfor vil jeg flytte en luns af den til et sted, hvor den kommer på smalkost. Det er planen at klippe buskroserne ned til ca. 70 cm; men de Recht og Rosa Mundi leverer stadigvæk en spredt blomstring, så dem nænner jeg ikke at klippe n...

Rusk og regn og nedfaldne blade, med andre ord typisk efterårsvejr, er det, der præger denne onsdag. På en måde kan jeg godt lide det. Der er ikke unaturlig tørke og høje temperaturer. Nej, vejret er simpelthen, som det altid har været om efteråret. Med andre ord behøver man, for en stund i det mindste, ikke at bekymre sig om klimaændringer og den slags problemer. Da jeg ville tage et billede af svampen herover, blev jeg  til min glæde distraheret  af motivet på de efterfølgende 2 billeder. Det er friske rodskud af rispapirplanten tetrapanax papyrifer, som jeg ellers regnede med var gået tabt. I så fald havde det været min egen skyld,  idet jeg glemte at vinterdække den.                                         Sidste år skød den også fra roden, men tidligere på året, og nåede op på denne størrelse i august. Sådan en størrelse kan vi ikke tilnærmelsesvis forvente i år, ...

Oktober startede regnfuldt og uindbydende, men vendte på en tallerken og forkælede os i den forløbne uge med det smukkest tænkelige efterårsvejr - tørt, mildt, forholdsvis solrigt og frem for alt nærmest vindstille. I sådan et vejr kommer hanesporetjørnen/ crataegus crus-gallii) rigtig til sin ret med sine utallige bær. Den blev til overs, da vi fornyede læbæltet for snart mange år siden, og har vist sig at være  et fint solitærtræ. Hvad er mon dette, tænker du nok. Jo, det er frugter fra slyngplanten akebia quinata. Den var smækfuld af blomster i maj og har en enkelt gang tidligere haft en frugt. Akebia beskrives ofte som et monster, fordi en etableret plante har en enorm grokraft. Det kan vi godt skrive under på. Heldigvis har vi plads nok,  så vi kan tillade os at lade den udfolde sig. Den har totalt invaderet et navrtræ, hvis eneste opgave da også er at give akebiaen et sted at boltre sig og udvikle sine flettede lianer. I torsdags fik jeg øje på en lille mørk tue i gruset...