hortofilia

 Der blev både varslet om tordenvejr og skybrud; men hvad fik vi? Elendige 4,5mm på flere dage. Et skybrud kan vi sagtens undvære, men 20mm stille, silende regn ville vi tage imod med kyshånd. I morgen meldes der om 14,6mm, men det vil jeg se, før jeg tror på det. Når man går tæt på blomsterne, forundres man tit over de utroligt mange smukke detaljer, selv ganske små blomster kan opvise, og en af de allersmukkeste er i mine øjne  stjerneskærm/ astrantia. Det glæder mig at se, at den efterhånden bliver brugt som afskårne blomster i blomsterforretninger. Pæonsæsonen er i grunden lang. Den første knop dukkede op allerede i februar her hos os,  og silkepæonerne er ikke engang begyndt at blomstre endnu. Lige nu kan vi nyde synet af nogle enkle staudepæoner og to-tre itoh hybrider samt en enkelt træpæon. Valmuen Patty's Plum og soløjetræet cistus kan også være med, når det handler om drama. Soløje/ helianthemum the Bride kan på den anden side ikke prale af drama og finurlige de...

I sit ugentlige tirsdagsindlæg  i denne uge fokuserede Lisbeth på alle sine svævende kugler i alle mulige  skønne farver, og det har inspireret mig til at spinde en løs ende i dette indlæg om nogle blomster og deres former. En kugle er vel en kugle, indtil formen bliver opløst. Alliumhybriden Purple Rain opfatter vi stadigvæk helt klart som en kugle, omend den er løs i strukturen; men hvad med amsonia Blue Ice? Her er kugleformen for alvor ved at være truet, idet de fleste hoveder ligesom flader ud forneden. Når kuglen åbner sig op, men stadigvæk er fast og samlet i formen, bruger man betegnelsen kop- eller skål-  eller bowleformet. Det er balkanpæonen paeonia  peregrina et godt eksempel på. Det samme er blomsterne i stewartia, og det sjove er, at de fastholder kopformen efter at være faldet af træet, hvad enten de lægger sig i græsset eller i en rhododendron. Sidste år leverede klematis Pacific Cup kun en enkelt blomst, og det skete først hen i november måned. ...

I dag glimrer solen ved sit fravær, og vi har fået nogle smådryp, dog så små, at de ikke kan registreres. På sådan en overskyet dag er det noget sjovere at tage kameraet med på rundturen, end når solen bager fra en skyfri himmel. I fredags havde vi, som  Lisbeth  skrev i går, besøg af 2 x Lisbeth og Bent, og som altid, når havenørder/-bloggere mødes, havde vi en super dag. I fredags stod stewartiaen med store knopper, som er sprunget ud i dag, men sådan er det vel altid, når man viser sin have frem.  Også paeonia peregrina er siden sprunget ud. Hvis jeg skulle døbe den, ville jeg kalde den lakpæon, selvom den faktisk kaldes balkanpæon på dansk. Ellers er det ved at være slut med pæonartene. Anomale og emodi pynter dog stadigvæk; men om fem minutter er det silkepæonerne, der tager over. Tulipa sprengeri er som sædvanligt rosinen i tulipanenden. Tænk, Lisbeth kunne godt acceptere den, selvom den unægteligt er rød:-)  For ikke ret længe s...

Var de ikke allesammen våde sidste år?  Sådan husker jeg det i hvert fald. I går havde vi tørvejr og fint solskinsvejr, men det skal man åbenbart ikke forvente flere dage i træk. Det er, som om jeg er tilbøjelig til at ramme nogle meget overskyede perioder, når jeg går ud med kameraet, og det gjorde jeg så også i dag. Stor fuglemælk/ ornithogalum magnum ser man undertiden som snitblomst hos blomsterhandleren. Den er nu også en fin haveplante. Pseudolarix amabilis/ guldlærk, et lille og langsomtvoksende træ - det står nok for skyggefuldt.  Klematis fusca dwarf To kig fra det gamle staudebed Peregrina, en udpræget skålformet pæon, som jeg såede for snart mange år siden. Saruma henryi er stadigvæk i mine øjne en smuk bladplante, selvom løvet nu er grønt og de gule blomsterblade er faldet af næsten allesammen, så der kun er de limegrønne dækblade tilbage. Azaleodendron govenianum blomstrer flot i år, selvom de øverste blade fik et svirp af fr...