hortofilia

De sidste dage har jeg været flittig i haven, men i dag har jeg valgt at tage en slapper mere eller mindre. I stedet fik jeg lyst til at gå tæt på noget af det, der blomstrer i den nye have. Først to påskeklokker, som har klaret flytningen fint. Den første magnoliablomst er tæt på at springe ud. Den er lidt vejrbidt, når man zoomer ind. Den  botaniske tulipan ligner sprengeri, men den plejer at blomstre som en af de sidste tulipaner. I efteråret raserede solsortene stensandwichen hver gang, jeg prøvede at tilplante den. Derfor har jeg forsøgt at gardere mig ved at bruge et net. Primula marginata  Paeonia veitchii woodwardii er snart afblomstret, og så må man nøjes med at nyde det smukke løv.

Det bliver ikke til mange blogindlæg for tiden, men her kommer der alligevel et. Rhododendron sinogrande har overvintret i et uisoleret skur med et kasseret dynetæppe lagt som beskyttelse over krukken og omkring det nederste af stammen, og det ser den ud til at have overlevet fint. Der er 100 skridt hen til en lille gruppe grantræer, og der har jeg hentet kogler som bunddække til krukken. Det samme trick har jeg brugt over for krukken med den ægte dværgfyr pinus uncinata heideperle. Det er ikke til at se, men den er mindst 10 år gammel. Mens sinogrande har overlevet vinteren, er de dahliaknolde, jeg har opbevaret i det samme skur, rådnet alle som en. Der er nu bestilt nogle få nye. I den gamle have havde vi mange og meget forskellige klematis, og nogle af de små varianter gravede jeg op og tog med, da vi flyttede. De har overvintret i drivhuset under noget beskyttelse og ser ud til at skyde allesammen. Jeg fik ikke lavet navneskilte, men ved, at fusca dwarf og Aljonushka var iblandt de...

  De seneste dage, ja faktisk siden starten af april, har det ikke kun mindet om forår derude. Det har simpelthen været forår og oven i købet et helt forrygende forår med strålende sol og vindstille.  Jeg tror, der bliver lagt flere år til mit liv, når jeg går en rundtur i sådan et vejr og nyder gensynet med de gode, gamle venner, der myldrer frem og præsenterer blomster og blade på flotteste vis. Jo, paeonia weitchii woodwardii blomstrer ganske rigtigt utroligt tidligt, længe før alle andre pæoner. Den plejer at springe ud i april, men er måske nogle få dage tidligere på færde i år. Pseudotrillium rivale i spaltebedet delte jeg sidste år med en vis bæven. Heldigvis har det bekommet den vel. Trillium kurabayashi er en helt anderledes form for trillium, mere grov og med en ret speciel farveholdning. Den fyldte blodurt er en anden af de gamle venner, som er sprunget ud i det flotte solskinsvejr. Der er flere, der skriver, at bladene kommer efter blomsterne; men jeg oplever nu, a...

Jorden er stadigvæk for kold og tung til, at det er en god idé for alvor at gå i kast med havearbejdet; men en let omgang oprydning i det fine vejr blev det da til i dag. Det er en hyggelig sport samtidig at undersøge,  hvor langt fremme i udviklingen de forskellige forårsplanter er. Pachyphragma macrophyllum er sprunget helt, mens pæonen og lungeurten står med store knopper,  som bestemt også er dekorative.  Den mørke pil stod med sine sølvgæslinger op mod en blå himmel,  under nøddehækken var en lille gruppe tete a tete s prunget ud, og de første lærkesporer viser farve.   Indlæggets påskeklokker udgør det, vi kalder for buen, set fra siden. Dagens favorit er helt klart de forskellige grupper med krokus. Man bliver simpelthen i godt humør, når de åbner sig mod solen og får besøg af insekter.  Samtidig er det morsomt at se, hvordan de krydser sig med hinanden og danner nye varianter. Hvilken fed dag, det har været!

Med et går det stærkt med blomstringen,  selvom vejret bestemt ikke er mildt og indbydende. Jeg starter i skovhaven,  hvor vores ældste kamelia storblomstrer.  Jeg ser også dens skinnende, mørke løv som en stærk kontrast til alt det nye, lysegrønne løv omkring den. Akebia quinata I år har vi observeret, at usædvanligt mange narcisser er blevet spist af af et eller andet dyr, vi gætter på snegle; for vi har allerede set mange småsnegle, både agersnegle og dem med hus. De svovlgule er de gået udenom. Mon ikke de har for kraftig en duft.   I surbundsbedet står endnu en blomstrende kamelia. Dens vækst er lavere og mere udbredt end væksten hos den i skovhaven, og den har været så venlig at lægge en blomst op i kløften på sin overstander, så man rigtigt kan se blomstens fine, hvide striber 😊 Nu er den tidlige pæon sprunget ud. Det er vel en smagssag, om man foretrækker den med mørkt løv og mørke knopper, eller med grønt løv og lilla blomster. Paeonia veitchii woodwar...