hortofilia

- har det været i dag med solskin og høj, blå himmel, så jeg tog kameraet med en tur rundt på matriklen. De to første billeder er fra sensommerbedet, hvor jeg frygtede, at rudbeckia Henry Eilers var forsvundet. Da jeg fik fjernet en stor molinia/pibegræs, viste det sig heldigvis at være falsk alarm. I det varme bed er det højsæson for sølvaks/stipa calamagrostis. Den japanske buskmynte/ leucosceptrum japonicum Golden Angel i det samme bed er nået frem til sin blomstring, samtidig med at dens blade begynder at skifte farve fra gult til grønt.  Den oprindelige plante står ret skyggefuld, og det ser ud til, at denne aflægger, som står i fuld sol, generelt er flottere i hele forløbet. En kombination af en mørk hortensia og egebladet hortensia. Echinacea Sunseekers White Almindelig staudeklematis/ clematis heracleifolia opfatter jeg mest som et bunddække, men den enkelte blomsterklase er alligevel ganske flot. De fire roser er  Crown Princess Margareta, St. Swithun, Ghislaine de Fe...

Vores smukkeste rose kalder Søren Constance Spry,  og mens den blomstrer, kan jeg kun  give ham ret. Efter blomstringen bliver de gamle blade dog grimme, og busken skal trimmes, hvis den ikke skal vælte ud over alle bredder. En anden kæmpe er pileurten herunder. Jeg holder fast i dens oprindelige navn, nemlig persicaria polymorpha Johanniswolke. Selvom den ikke er invasiv, gør dens størrelse, at den ikke kan placeres hvorsomhelst. Efter blomstringen får aksene en nydelig rød nuance. Buskmynte er også en kraftig plante, hvis farve udvikler sig fra lime til grønt. Når man har snegle i haven, er hosta en blandet fornøjelse, og jeg ser næsten kun hullerne fra deres hærgen.  Disse små hosta har sneglene dog ikke opdaget endnu. Gøgeurt er en plante, som efterhånden stortrives her i haven. Plettet gøgeurt har blomstret i 4 uger, og nu er en stor gruppe af en krydsning sprunget ud.  Det aflange bed, hvor de står, er nok mit yndlingsbed på denne tid af året. Tidligere har det...

- med at tage billeder. Jeg er allerede flere gange i år kommet for sent, fordi jeg tænkte, at det kunne vente til ved lejlighed; men da var blomsterne allerede begyndt at visne. Meksikansk bakkestjerne/ erigeron karvinskianus er nok ikke den værste i den henseende  og køn er den i al sin enkelhed.               Sommerfugleblomst er også enkel, men alligevel i mine øjne en af de kønneste stauder her i midtsommeren. Gillenia trifoliata Pink profusion Tørken er grum, men alligevel står Empress Wu flot med et par høje blomsterstande, selvom den har skullet klare sig med den regn, der er kommet, og det er 20 mm i maj og juni. Smalbladet klokkeblomst med fyldte hvide blomster har fundet en makker i uldpilens køligtgrønne blade.  Når man sidder på bænken i nærheden, kan man ligefrem føle, hvordan det svaler at fokusere på sådan et køligt syn. Campanula persicifolia alba plena og salix lanata Japansk buskmynte sammen med hvid digitalis er også ...

Det undrer mig jævnligt, hvorfor man (jeg)  insisterer på at forsøge at få succes med planter, som år efter år svigter en (mig) på det grusomste. Det gælder udpræget anemonopsis og staudehortensia/ deinanthe i forskellige variationer. Ingen af dem tåler at få det for tørt, og står de for skyggefuldt, går det ud over blomstringen; men når de endelig blomstrer, er alle ærgrelser glemt, selvom blomsterne absolut skal vende nedad. Klokkesnerle / codonopsis clematidea er derimod en nem staude, som troligt vender tilbage år efter år. Den er særdeles populær hos svirrefluerne, som velsagtens lokkes indenfor at blomstens flotte farvespil. Codonopsis sår jeg forskellige slags frø af hvert år, ikke altid med held. Det springende punkt er priklingen, hvor mange planter tager skade, så enten skal man så de bittesmå frø mere spredt, end jeg gør, eller også skal man lade planterne vokse videre i samme potte. Denne slyngplante har efterhånden nogle år på bagen. Codonopsis tangshen har jeg skrevet...