hortofilia

 - i hvert fald ifølge kalenderen. Vejrmæssigt kan vi på ingen måde vide os sikre. Påskeklokkerne har rettet sig op igen oven på frostvejret, og det er kun de ældste blomster, der har taget skade.  For deres skyld håber jeg ikke, at vejret kommer til at svinge mellem frost og tø. En enkelt blå anemone sprang ud, før frosten tog fat. Den stod så beskyttet, at den nu ser helt uberørt ud. Den tofarvede krokus har sået  sig selv i sikkerhed for haveredskaber inde under en rose.  crocus vernus vanguard Vores dorothealiljer startede som en enkelt lille gruppe, og efter deling af gruppen har vi dem nu spredt rundt i haven, hvilket er en stor glæde. Er det ikke mystisk? Denne skimmia magic merlot er fra 2012 og har næsten ikke vokset på de 13 år.  Måske er det en dværgart i modsætning til den nedenfor, som har to år på bagen. Tågen ligger som en tung dyne omkring os her til formiddag og lukker af for den sædvanlige udsigt. Bedet med erantis og vintergækker arbejdede jeg...

Vi er jo ikke mange havebloggere efterhånden, så det kan godt mærkes, hvis en af os holder pause, men for mig var der ingen vej udenom. 3. februar havde jeg et grimt fald på min gåtur og brækkede begge arme, højre håndled i begge sider og venstre arm oppe under skulderen. Årsagen var, at snørebåndet på venstre støvle greb fat i en af hægterne på den højre, og så røg jeg til jorden med et brag.  De første par uger var en voldsom udfordring ikke bare for mig, men også for Søren, som simpelthen måtte hjælpe mig med alt. Nu er det heldigvis begyndt at gå fremad, og gipsen om håndleddet kom af i mandags.  Allerede efter 18 dage kom jeg i kløerne på en benhård fysioterapeut, som hele tiden lægger på med sværere og sværere øvelser. Jeg bander over hende, når den venstre arm efter øvelserne føles tung som bly, men må også erkende, at det er den eneste vej frem mod fuld førlighed, som jeg er blevet lovet. Vintergækker, erantis og blå anemoner var allerede sprunget ud, da jeg havde mit ...

- har jeg samlet sammen til et indlæg og starter med den vinterblomstrende cyclamen coum. Mange siger, de har cyclamen på grund af det flotte løv; men jeg er nu også umanerligt glad for de raffinerede, små blomster, som det desværre er ret så besværligt at tage billeder af. Vi har begge to holdt øje med denne dorothealilje/ leucojum vernum og bildte os ind, at den var alt, alt for tidligt på færde. Men da jeg gik en rundtur i dag, blev jeg meget klogere, for den stod på spring  overalt, f.eks. var gruppen herunder allerede godt i gang med blomstringen, selvom den står særdeles skyggefuldt. Påskeklokkerne ser umiddelbart hvide eller cremefarvede ud, men gemmer på en overraskelse. I spaltebedet har adonis blomstret længe, og nu har den også udviklet sit fligede løv, og det pynter mellem de hårde sten, synes jeg.  Også i spaltebedet er iris Lady Beatrix Stanley lige sprunget ud. I græsrabatten ved vejen er hestehov/ petasites pludseligt langt fremme. En supertidlig forårsbebuder,...

  Det annoncerede vejrskifte kom til at holde stik. Ikke ligefrem havevejr, men forhåbentligt vil frosten snart forlade jorden og forårsløgene blive stimuleret til for alvor at komme i gang. De tidlige krokus på det første billede har enten sået sig selv i gruset og blandt fliserne, eller også er de blevet flyttet dertil med jorden, uden at vi opdagede det, dengang fliserne og gruset blev lagt. Hmm, skulle man følge deres eksempel og udvikle et lille grusbed? På sin nystartede blog Havedagbog  skriver Shirley om en aha oplevelse, hun havde, da hun fik at vide, at det er en god idé at dele grupper af vintergækker, hvis man gerne vil have mange. Det samme har jeg oplevet bare med dorothealiljer/leucojum vernum. Oprindeligt havde vi en enkelt klump, som blomstrede nydeligt uden dog at blive ret meget større; men da jeg efter nogle års stilstand gravede den op, åbenbarede der sig et mylder af løg, så i dag er der grupper af dorothealiljer mange steder rundt omkring i bedene. 2021 ...

Selvom der kan findes umiskendelige forårstegn rundt omkring i haven, er det alligevel min oplevelse,  at udviklingen er mere eller mindre gået i stå, og det har smittet af på min blogaktivitet, må jeg nok erkende, både her på bloggen og i form af kommentarer rundt omkring. Vejret har været ok til  lidt oprydning derude, men det er absolut ikke noget, der kan bringe min puls i vejret , slet ikke når det for det meste foregår i gråvejr.For min skyld måtte kalenderen gerne rulles frem til 1. april, og så kunne man jo håbe på, at coronasituationen  samtidig ville være så forandret, at vi ville have andre og mere opløftende ting at beskæftige os med. Søren hævder, at jeg overdriver, når jeg påstår, at vi har en million vintergækker, men vil godt gå med til, at der er flere tusinde. Det er imponerende år efter år at se, hvordan de er totalt upåvirkede af en omgang frostvejr og begynder at blomstre med perfekte blomster, nærmest inden sneen er smeltet. En dag for ikke ret længe...