hortofilia

 I fredags vågnede vi op til rimtåge, og stjernemagnoliaen så ud, som om den var på nippet til at springe ud; men da tågen forsvandt og solen trængte igennem, forsvandt også det hvide skær over magnoliaen. Rimen lagde sig også på en lille klematisknop og på et græs, som ellers skal klippes ned om ganske  få dage.         I år har vi opbevaret løgene af  fritillaria raddeana frostfrit, og da de til vores overraskelse begyndte at vise grønne skud for nogle få uger siden, pottede jeg dem op og satte dem i drivhuset. Nu er den første tæt på at springe ud. Det er i det hele taget den sartgule farve. der dominerer i drivhuset, hvor camellia Jury's Yellow er på nippet til at folde de første blomster ud. Disse selvsåede krokus er det en fornøjelse at gense hvert forår. Ellers bemærker jeg især, at Søren har udskiftet stolperne ved kvashegnet, som var begyndt at true med at vælte ud over mine frøkasser, som plejer at stå i skyggen foran hegnet. Hegnet blev lave...

Tja, det kan jo diskuteres, hvad det er; men for havemennesker er det vejr, vi kan glæde os over i disse dage, noget nær perfekt og slår rekordsommervejret med flere længder. Hydrangea Love you kiss Der er ikke mange friske hortensiablomster tilbage her hos os; det er frøstandene, der dominerer, og de er måske en my mere afdæmpede i år, end de plejer. Waterlily, den fyldte nøgen jomfru, er sprunget ud, og da jeg kiggede nærmere på billedet af den, gik det op for mig, at den er diskret skakternet. Det troede jeg ellers, at  krydsningen agrippinum var alene om. Nu har jeg undersøgt sagen og fundet ud af, at colchicum variegatum er den mest ternede af dem alle og det ene ophav til agrippinum. Påfugleorkideen/ acidanthera minder mig om, at det begynder at blive aktuelt at overveje løgindkøb til 2019. Denne cyclamen får sølvgrå blade, men blomsterne er heller ikke værst. Acanthus mollis Hollard's Gold/ bjørnetidsel har ikke blomstret i år, men er heldigvis e...

Hvert år ved denne tid frydes jeg over de japanske lygter, hvad enten de står lysende orange eller er blevet til det fineste filigranarbejde. Sunset velvet hedder dette kløver, efter Sørens mening et ukrudt. Jeg synes på den anden side, det er rart at have planter, som sår sig selv, og som er lette at møblere rundt med. Pileurten blackfield er stadigvæk en fryd for øjet. Det samme er de gule solhatte. Søren har vist misforstået, hvordan og hvad man fylder på et raftehegn. Parasoltræet dominerer sit hjørne af haven. Mon alle andre parasoltræer sender lige så mange topskud op i vejret? Den nøgne jomfru ser meget nøgen ud i det kolde vejr. Samobors blade er næsten 100% vintergrønne.            Til sidst endnu en samling farveklatter.

Haven ville være en uformelig og uoverskuelig størrelse, hvis ikke der var hække til dels at at afgrænse og definere de forskellige haverum, dels danne en rolig baggrund for de forskellige bede og sidst men ikke mindst skabe læ for dyr, planter og mennesker. Den ældste hæk er bøgehækken mod nord, som jeg vil gætte på er omkring 70 år gammel, 4 meter høj og 80 meter lang.                              Der er en helt speciel stemning på bagsiden af hækken med det næsten uendelige kig mellem hækken og lætræernes stammer, og jeg ånder lettet op, hver gang klipningen er vel overstået.                                Den "nye" bøgehæk fra 1992  med de to buer forbinder/adskiller prydhaven og skovhaven mod vest og danner en rolig baggrund for det gamle staudebed. Selvom hækken sikkert træder mere frem, jo ...