hortofilia

Alle oplever, at 2022 er et superår for roserne. F.eks. har Red Eden, som jeg starter med, aldrig før været så blomsterrig.   Røde roser er vel synonyme med romantik og dramatik. De kan variere meget i formen. Munstead Wood, Shakespeare 2000 og Charles de Mills minder meget om hinanden med den firdelte blomsterform og den intense, changerende farve, mens Ingrid Bergman har den klassiske form, der forbindes med storblomstrede roser. Selvom de røde roser er højdramatiske, tror jeg, alligevel, at Raubritter er min favorit lige nu. Jeg kan godt lide dens vækstform og de forholdsvis små, kuglerunde blomster. Den kan umuligt forveksles med andre lyserøde roser. Crown Princess Margareta gør det også godt I år.  I en anmeldelse af rosen læste jeg, at dens blomster ikke falmer, men det gør de altså alligevel.  Rosomaner  og rosenavlere kan man ikke altid stole på. Havebloggere har jeg derimod stor tillid til - de kan selvfølgelig også være rosenelskere:-)   Lykkefun...

I dagens indlæg starter jeg med nogle forholdsvis afdæmpede indslag fra køkkenhaven. Motivet på det første billede slog mig som værende temmelig grafisk med forskellige former og linjer. Den gule busk er en fasanbusk/ leycesteria. Er det ikke et fint og sart bunddække, der har bredt sig under hasselhækken? Vi er enige om, at der er en del marker i år med hestebønner.  Vi har også en lille række i køkkenhaven og kan godt lide både smagen og synet af de lidt specielle blomster.    I 2018 byggede Søren bjælkehytten med det grønne tag, og det har været morsomt at følge, hvordan taget har udviklet sig. For ikke at drukne helt i billeder har jeg samlet nogle af dem i en lille collage. Et glædeligt gensyn i juni hvert år er denne mindst 70 år gamle silkepæon, som jeg tror hedder Karl Rosenfield. Den kom på markedet helt tilbage i 1908 og forhandles stadigvæk. Den næste hedder mærkeligt nok Red Sarah Bernhardt, selvom de to Pæoner intet har med hinanden at gøre. Mit gæt er, at ki...

Oktober er på mange måder en herlig måned. De grønne farver gulner, bærrene gløder, og duften af blade på den fugtige jord er krydret og delikat. Samtidig med blomstrer små perler som de vedbendbladede cyclamen. Også roserne blomstrer stadigvæk på livet løs. Sally Holmes fik alle knopper spist af rådyrere sidste år, så i år har vi beskyttet den med et net , som de ikke har lyst til at sætte tænderne i. Barcarole er en mere aristokratisk rose, som producerer færre blomster på de lange stilke. Som jeg skrev indledningsvis er bladene begyndt at gulnes, og den, der fører an i vores have, er hjertetræet   Hjertetræets blade drysser ned over et stort område, når blæsten tager fat, og en af de planter, som bliver pyntet, er denne specielle lille koreagran. Tæppedannende tapurt har også fået en flot gul efterårsfarve: den står temmelig tørt, så jeg forventede egentligt, at bladene bare ville visne. Den eneste plante, der indtil videre har fået glødende efterårsfarver er den gule azalea/rho...

 Erigeron karvinskianus kunne godt tænke sig at have mere plads at brede sig på, men får det ikke. Acis autumnalis har blomstret hele august måned og lader ikke til at skulle stoppe foreløbigt. Den sår sig selv, og formerer flittigt de små løg. Codonopsis lanceolata har som noget nyt produceret en hel klase af sine små klokkeblomster. Storbladede planter som olieplanten har jeg det med at falde for, selvom mange af dem ikke er vinterhårdføre. I år var olieplanten så langsom til at komme i gang, at den nu har en behagelig højde på kun en meter, hvor den sidste år blev dobbelt så høj og var voldsomt udsat i blæsevejr. Så er der mere skub i trædahliaen dahlia imperiali s. Den blev plantet ud i år efter to år som krukkeplante, og det har den kvitteret for ved allerede nu at være over to meter høj. Hvis den blomstrer, og det skal man ikke forvente på vores breddegrader, sker det ikke før i november. Hvis vi havde et orangeri, skulle den have en fast plads derinde, ...