hortofilia

De sidste dage har jeg været flittig i haven, men i dag har jeg valgt at tage en slapper mere eller mindre. I stedet fik jeg lyst til at gå tæt på noget af det, der blomstrer i den nye have. Først to påskeklokker, som har klaret flytningen fint. Den første magnoliablomst er tæt på at springe ud. Den er lidt vejrbidt, når man zoomer ind. Den  botaniske tulipan ligner sprengeri, men den plejer at blomstre som en af de sidste tulipaner. I efteråret raserede solsortene stensandwichen hver gang, jeg prøvede at tilplante den. Derfor har jeg forsøgt at gardere mig ved at bruge et net. Primula marginata  Paeonia veitchii woodwardii er snart afblomstret, og så må man nøjes med at nyde det smukke løv.

I denne uge nåede jeg ikke meget ud i haven, og da jeg så tog min runde i går, kunne jeg se, at foråret var rykket ind i et nyt afsnit, nemlig det, hvor de store hundetand springer ud. I skovhaven er det White Beauty, og til sammenligning er den spinkle Hendersonii i et af surbundsbedene også begyndt at blomstre. Tilbage i skovhaven er det vedvarende skulpe, der er fuldt udsprunget. I det ældste surbundsbed står sclippenbachii både med blomster og masser af knopper. Bagved den står en stedsegrøn rhododendron i blomst og en camellia, også i blomst. I bunden af bedet står en fyldt primula, som har rigtig mange år på bagen, og den brogetbladede dværgskimmia har store, flotte blomsterklaser for første gang, bilder jeg mig ind, selvom den også har mange år på bagen. Magic Merlot Blodurt hører også hjemme i surbundsbedet. Hvilken der er kønnest, den fyldt eller den spinkle Star, kan jeg ikke afgøre; men hos os er den fyldte langt den mest robuste og den der, breder sig mest. På vejen til sur...

En lille rundtur på den sidste lørdag i marts startede i skovhaven, hvor de mange påskeklokker fortsat skaber farve i skovbunden med deres langtidsholdbare dækblade.  I stedet for vintergækker og erantis er påskeliljerne  begyndt at blomstre. I den øverste runding står camellia Les Jury med perfekte blomster. Vi har nemlig ingen nattefrost haft, som har kunnet ødelægge dem. I et hjørne af surbundsbedet danner denne lave pileurt et diskret bunddække. Jeg plejer at kalde den persicaria tenuicaulis, men det ser ud til, at den nu mere kendes som bistorta tenuicaulis. Her kommer et reklamefremstød for dorothealiljens nære slægtning inden for hvidblomeslægten. Leucojum aestivum hedder den på latin, på dansk sommerhvidblomme. Den minder meget om en vintergæk, men bliver 40-50 cm høj. Modsat dorothealiljen er den strunk og opret i væksten. Den sidste påskeklokke til at springe ud i år har været den gule med røde prikker. Jeg kan oplyse, at den stammer fra planteskolen Barnhaven i Nord...

  Bedst som det var begyndt at smage af forår, vendte nattefrosten tilbage, og selvom solen skinnede i formiddags, var det fristende at rykke ind i det lune drivhus, hvor ferskentræet er sprunget ud. Jeg hørte en flue summe derinde, så bestøvningen kommer sikkert til at gå helt af sig selv. Desuden var der en lille buket af den brune fritillaria med gule rande. I efteråret kunne jeg ikke lige finde et sted i haven, hvor den kunne skrues ned. Derfor havnede den i drivhuset. Ellers er det kamelierne vi holder øje med. Mærkeligt nok er det vores ældste kamelia, som vi plantede ud i haven for en del år siden, der først er sprunget ud i år, mens der kun er lidt farve at skimte på dem, der står i drivhuset. Kobjælde/pulsatilla ligner grangiveligt små, forpjuskede fugleunger på det stadie, de har nu. Der er nogle fugle, som nipper af dem. Derfor har jeg beskyttet dem med et net. Endnu en påskeklokke. Cornus mas blomsten lægger jeg normalt ikke mærke til. Det er mest de små runde, knopper,...

Februar var vel i grunden ganske vellykket vejrmæssigt. Frost og sol er langt at foretrække for plusgrader og regnvejr. Marts er derimod ikke kommet alt for godt fra land i betragtning af det kolde blæsevejr, vi er belemret med. Solen har vi da set, men kun ret så sporadisk. Med sådan et vejr nytter det ikke for camellia og påskeklokker at flashe deres flotte støvdragere, for det er mit indtryk, at insekterne afventer lunere og roligere vejr, før de kommer på besøg. Jeg fremturer med mine påskeklokker. Der er hele tiden nye, som springer ud. Scilla og lærkespore er lige på nippet til at springe ud.  Der er ikke mange blomster, der er så raffinerede som de små våriris.  Mens de små iris ikke er helt lette at gøre tilpas, så sår den tidlige krokus sig selv og giver noget farve som her, hvor det hele ellers er gråt i gråt.  

 - i hvert fald ifølge kalenderen. Vejrmæssigt kan vi på ingen måde vide os sikre. Påskeklokkerne har rettet sig op igen oven på frostvejret, og det er kun de ældste blomster, der har taget skade.  For deres skyld håber jeg ikke, at vejret kommer til at svinge mellem frost og tø. En enkelt blå anemone sprang ud, før frosten tog fat. Den stod så beskyttet, at den nu ser helt uberørt ud. Den tofarvede krokus har sået  sig selv i sikkerhed for haveredskaber inde under en rose.  crocus vernus vanguard Vores dorothealiljer startede som en enkelt lille gruppe, og efter deling af gruppen har vi dem nu spredt rundt i haven, hvilket er en stor glæde. Er det ikke mystisk? Denne skimmia magic merlot er fra 2012 og har næsten ikke vokset på de 13 år.  Måske er det en dværgart i modsætning til den nedenfor, som har to år på bagen. Tågen ligger som en tung dyne omkring os her til formiddag og lukker af for den sædvanlige udsigt. Bedet med erantis og vintergækker arbejdede jeg...