hortofilia

Når solen skinner, som den gør i dag, dukker der lige pludseligt myriader af motiver op, f.eks. de mørke frøstande fra baptisia. Når man bumper ind i dem, rasler de grangiveligt som en kalabas. Stewartiaens frøstande kan man ikke bumpe ind i, dertil sidder de for højt. Desværre spirer de ikke på vores breddegrader - til gengæld kan de blive siddende på træet op til to år. Der er da vist tale om genbrug i designet af olieplantens og kastanjens frøstande.               Kæmpesolhat, rudbeckia laciniata, holder især Søren meget af. Min anke mod den er, at der, når den er nået til vejs ende i sin udvikling, ligger tusindvis af frø i jorden og rigtig mange af dem vil spire. Kæmpehavre, stipa gigantea, er uovertruffen til at opfange de lave solstråler. Samtidig er vi på den tid af året, hvor de lange aks lægger sig ned over naboerne og måske oven i købet knækker. Sikke noget rod ;-)         ...

Efter mørkt og gult løv er turen nu kommet til gråt løv, både sølvgråt og blågråt. Det er vist ikke forkert at sige, at de fleste grå planter foretrækker masser af sol og en let jord for at trives. Jeg synes, de er uundværlige som kontrast til grønne planter, ligesom de fleste blomster får ekstra dybde i farven med en grå plante som nabo. Den største grå plante, vi kan opvise, er denne sølvpoppel, som står i grundens nordvestligste hjørne og derfor må stå model til en masse blæst. Ikke underligt, at den hælder mod øst. Et træ i en hel anderledes størrelsesorden er en lille opstammet pilebladet pære, som jeg lige har beskåret kraftigt for at få en solid krone. Den mest grå eller sølvfarvede rhododendron er viking silver, som ikke har blomstret endnu. Også pachysanthum hører med i denne sammenhæng; men dens nye blade har et rustfarvet indument, som efterhånden bliver gråt. Det næste billede illustrerer, hvordan vores øjne forsøger at finde sammenhæng i omgiv...