hortofilia

Ny måned, alligevel roser igen igen - denne gang i pink og først Raubritter med de kuglerunde blomster. I collagen er det Louise Odier og Pirouette til venstre og til høje Eden/ Willestrup i knop og fuldt udsprunget. I år bliver de fuldt udsprungne blomster usædvanligt store. Jeg har målt dem til 11cm, hvorimod jeg egentlig ikke synes, de plejer at folde sig helt ud. Our Last Summer har fået selskab af en hvid kvæsurt/sanguisorba tenuifolia alba. Hagley Hybrid klematissen storblomstrer i år for første gang. Dens makker er Claire Austin. De stærkest pink blomster på matriklen tilhører en lav mjødurt/ filipendula purpurea. Den kan være vanskelig at indpasse i et bed på en harmonisk måde. Her står den i sensommerbedet, hvor den nærmeste nabo er baltisk persille/ cenolophium denudatum, og jeg oplever, at dens dæmpede farver gør  mjødurten mindre påtrængende. Astilben herunder kan minde en del om mjødurten, men er  på alle måder stivere i sin vækstform. Sidste år fik jeg hortensiae...

Burgundy Ice er simpelthen så morsom at følge. Smuk i klassisk forstand er den spinkle busk vel ikke. Den har et udtryk, der får mig til at tænke på en diva, som dulmer bevidstheden om sit lurende forfald med en tår over tørsten. For at holde balancen må hun derfor støtte sig til en jernring. Alligevel har rosen  en vindblæst og skødesløs elegance med de smukke blomster, hvis lækre farve understreges af de lyse bagsider og enkelte hvide blomsterblade. Jeg tror ikke, der kan nævnes et eneste punkt, hvor Sally Holmes ikke er den diametrale modsætning til Burgundy Ice. Det var dagens roser. Næste punkt er to store violfrøstjerner. Den første er klokkefrøstjerne/ thalictrum rochebrunianum. Den kendes let på de to meter høje, stive stilke, det kraftige løv og de små blomster med de iøjnefaldende gule støvdragere. Den cremegule dasycarpum har ikke et dansk navn. Også den har stive, to meter høje stilke, som ikke vælter. Deres mørke farve giver en flot kontrast til blomsterrigdommen og sk...