hortofilia

  Denne gang var det, jeg nåede, et sidste indlæg i april. De seneste par uger har jeg ikke været ret aktiv hverken på min egen eller andres blog. Vores yngste barnebarn blev nemlig konfirmeret i weekenden, og vores søn kom hjem fra New York i den anledning. Derfor har april stået i familiens tegn. I dag gik jeg min runde i den ældste del af haven og startede med de fire rundinger i skovhaven. Den første domineres af lundgylden/ smyrnium perfoliatum, som sår sig selv flittigt. I runde to er det nok bunddækket af  hjerteblomst, man især lægger mærke til. Runding tre bebos af duskkonval og kurvebregne, mens runding fire stadigvæk bliver domineret af den gamle kamelia. Omme i det gamle surbundsbed  fandt jeg troldellens delikate blomster og rhododendron Wee Bee. Den sidste beskar jeg kraftigt for et par år siden.  I stedet for at den som før dækker jorden nærmest som en stor, uformelig dynge, kan man nu skelne grenopbygningen inde under blomster og blade. At den så ikke...

Dagens indlæg starter igen igen i skovhaven, nærmere betegnet med det indkig vi har omme fra vejen. Forrest og nærmest midt i det første billede står en kulsukker ( symphytum hidcote blue), som er forholdsvis ny. Først på året er bedet  fyldt med erantis, som vi medbragte et par  småplanter af, da vi flyttede ind. Søren forbød mig at røre ved jorden, for at erantisserne fik så gode muligheder som muligt for at brede sig. Det har sandelig de gjort; men samtidig har skvalderkål invaderet bedet, og det er her, kulsukker kommer ind i billedet; for den bliver rundt omkring anbefalet som en velegnet plante til at tage kampen op med skvalderkål. Foruden den halvhøje Hidcote Blue har jeg plantet den lavere symphytum grandiflorum med cremefarvede blomster. Jeg foretrækker nok den første og synes næsten, den lave er lige så kedelig som skvalderkålen, og skvalderkålen lever i bedste velgående, skal lige siges, men ses bare ikke så tydeligt i bunddækket.  I runding to er det sæson fo...

Min plan for dagens indlæg var egentlig at præsentere en flok blomstrende stauder og løg; men i stedet for er det overvejende mere oversigtsagtige billeder, jeg er landet på. Starten går i skovhaven, hvor hundetanden White Beauty står i fuldt flor. Perlehyacinten breder sig, hvis den får lov, og her synes jeg egentlig, den giver en god variation i samlingen af hundetand. Til venstre for hundetanden står en skovfrytle med navnet  luzula sylvatica 'Taggart's Cream', som matcher hundetanden fint med sine lyse blade. Den blev købt hos Thyboesminde for en del år siden, og i år er første gang, den virkelig sætter sit præg på bedet. I 2017 lagde jeg en rimelig stor portion løg af darwinhybriden Light and Dreamy i skovhaven, for darwinhybrider anbefales jo som langtidsholdbare tulipanløg. I år er der en enkelt blomst tilbage, og det ærgrer mig da, fordi det i mine øjne er en usædvanlig fin tulipan. Når jeg selv betragter det næste billede, kan jeg ikke lade være med at fokus...

Æblebuffetten er ved at slippe op. Stormen Malik blæste de sidste æbler ned fra Boikentræet,  og nu er de allersidste ved at være mere eller mindre udhulede. Snart må fuglene finde al deres føde andre steder. Endnu en vinter er forbi. Køligt er det jo, selvom vi er kommet ind i den første forårsmåned. Corydalis malkensis er den første lærkespore til at springe ud, de spektakulære nye skud af hjerteblomsten/ dicentra spectabilis har allerede vist sig over jorden, og den lillebitte scilla bifolia rosea er klar med sin første blomst i 2022. Lidt mere lunhed i luften, og foråret  vil eksplodere. I efteråret så jeg et tvprogram med en dahliaentusiast, som havde nogle favoritter,  han kaldte hjortetakdahlier. Den betegnelse gav ikke rigtigt nogle hits på Google; men det lykkedes mig at opklare, at den latinske betegnelse er dahlia fimbriata. Tilnavnet betyder fliget, og når man kigger efter, er det tydeligt, at det enkelte kronblad har mindst et, ofte to hak i spidsen, hvilket ...