hortofilia

I juli måned sker der en masse i haven, men alligevel er der gået mange dage, hvor jeg ikke har taget billeder. Først regnede det hele tiden, og nu skinner solen og gør farverne flade og uinteressante, i hvert fald på de tidspunkter, hvor jeg ynder at tage billeder. Måske er det i virkeligheden lysten og energien,  det har knebet med; men i dag skal det  være, og jeg starter med to småbede over for østgavlen. De domineres af den høje klokkefrøstjerne, en stokrose, hvor jeg har pillet næsten alle blade af pga rust, de to roser Alissar, Princess of Phoenicia, og Hot Chocolate samt i forgrunden en oregano, som sår sig selv lystigt.  Juli er også liljetid. Vores mest stabile lilje er Concha d'or, hvis duft er helt forrygende. Hvis jeg graver løgene op efter blomstringen, vil vi kunne se, at de som minimum har fordoblet sig. I samme bed som liljen står Heidi Klum, som har fået selskab af en pompomdahlia og en solhat. Rosen er en af de smukkeste, der findes, i mine øjne; men de...

Så gik juli måned, og skoleferien nærmer sig sin afslutning.  Vi oplevede allesammen nogle dage med ekstrem varme, og i store dele af landet  har der desuden været tørke, og nogle steder er der det vel stadigvæk.  Vi har derimod været heldige at få  den gennemsnitlige mængde regn for juli, så selvom vi har måttet vande nogle steder i haven, er den ikke brændt af. I eftermiddag har vi fået 12mm, så i aften er der nok dømt sneglejagt. Næsten midt i haven op til terrassen ligger dette runde bed, som vi kigger ud på fra køkkenet. Derfor prøver vi at have noget interessant at kigge ud på hele året, og lige nu er der to stauder, som jeg gerne vil fremhæve. Den ene er en rosa lobelia (Compton Pink), som forunderligt nok har overvintret i bedet. Den anden er en indianermynte med tilnavnet Crazy Fortune. Brogetbladede planter varierer meget i kvalitet for mig at se, og denne her synes jeg hører til i den gode ende af skalaen. Anemonopsis flore plenos runde knopper og små hæng...

Det undrer mig jævnligt, hvorfor man (jeg)  insisterer på at forsøge at få succes med planter, som år efter år svigter en (mig) på det grusomste. Det gælder udpræget anemonopsis og staudehortensia/ deinanthe i forskellige variationer. Ingen af dem tåler at få det for tørt, og står de for skyggefuldt, går det ud over blomstringen; men når de endelig blomstrer, er alle ærgrelser glemt, selvom blomsterne absolut skal vende nedad. Klokkesnerle / codonopsis clematidea er derimod en nem staude, som troligt vender tilbage år efter år. Den er særdeles populær hos svirrefluerne, som velsagtens lokkes indenfor at blomstens flotte farvespil. Codonopsis sår jeg forskellige slags frø af hvert år, ikke altid med held. Det springende punkt er priklingen, hvor mange planter tager skade, så enten skal man så de bittesmå frø mere spredt, end jeg gør, eller også skal man lade planterne vokse videre i samme potte. Denne slyngplante har efterhånden nogle år på bagen. Codonopsis tangshen har jeg skrevet...

Og juli måned plejer at være liljetid og tyder også på at blive det i år på trods af det usædvanlige sommervejr. Lankon forsvandt for mig sidste år, så i år er den plantet i en høj krukke og ser ud til at trives med det. Lilium formosanum pricei har derimod overvintret ude, men på et veldrænet og lunt plantested. Den korte stængel er helt efter bogen og skyldes ikke tørken. Tørken kæmper vi vist ellers allesammen med, og det kan sommetider undre, når man ser, hvilke planter der lider, og hvilke planter der klarer sig ok. I skovhaven er den gamle kurvebregne temmelig medtaget, mens den store hosta Empress Wu ser uberørt ud bare to meter væk, selvom den blev omplantet i efteråret. Frances Williams og den hvide astilbe ser også upåvirkede ud. En bonus ved tørken er, at de store græsser i sensommerbedet ikke har vokset vildt og blodigt i år, så vi stadigvæk kan færdes på stierne. Det var umuligt sidste år. De sentblomstrende veronicastrum er dem,  d...