hortofilia

  Det ærgrer mig sådan, at jeg er elendig til at tage billeder af fuglene i haven. Enten når de at flyve væk, eller også ryster billedet. På min gåtur i går fløj en fiskehejre op nogle få meter væk, og da nåede jeg heller ikke at få kameraet op af lommen. Skovduerne har dog et roligt temperament og sidder i flere minutter det samme sted, hvor de observerer, hvad der foregår i nabolaget, så dem har jeg en fair chance for at forevige. Det kan godt være et problem at lave blogindlæg i januar, når man som jeg ikke vil gå i arkivet og finde billeder fra året, der gik. Det har jeg aldrig haft for vane, og i år, hvor det ville komme til at dreje sig om vores flytning m.m., ville det blive alt alt for nostalgisk.  I den gamle have havde jeg fokus på, at der skulle være interessante elementer året rundt, også i januar, og det vil jeg også bestræbe mig på i den nye. Kornellen midwinter fire er et godt eksempel på sådan et element, og den er jeg ved at plante et mindre busket af, og min ...

Hvis det ikke regner, så blæser det gennem marv og ben, og som regel både regner og blæser det.  De seneste dage er det dog især blæsten,  der har domineret. Æblerne er nu ikke blæst ned for nylig, men har ligget i græsset et stykke tid, og mange af dem er allerede godt udhulede af sultne fugle. Midt blandt æblerne ligger der nogle hullede stammestykker fra det væltede æbletræ. De skal blive til fuglehuse, for det har vi god erfaring med.  Blæsten giver liv til magnolia grandifloras blade, så man både ser den skinnende forside og det brune indument på bagsiden. Oven i købet gemmer der sig en blomsterknop højt oppe i træet. Den hvide peberbusk flasher traditionen tro sin allerførste lille blomst her sidst i november. Hortensierne giver stadigvæk farve. Det er guld værd med blomster, der visner så smukt, som de gør. I de visne blade gemmer sig en lav daphne, som blomstrer i månedsvis.  Blomsterne dufter, når det er lunt i vejret . daphne eternal fragrance Den lave pens...

 I fredags vågnede vi op til rimtåge, og stjernemagnoliaen så ud, som om den var på nippet til at springe ud; men da tågen forsvandt og solen trængte igennem, forsvandt også det hvide skær over magnoliaen. Rimen lagde sig også på en lille klematisknop og på et græs, som ellers skal klippes ned om ganske  få dage.         I år har vi opbevaret løgene af  fritillaria raddeana frostfrit, og da de til vores overraskelse begyndte at vise grønne skud for nogle få uger siden, pottede jeg dem op og satte dem i drivhuset. Nu er den første tæt på at springe ud. Det er i det hele taget den sartgule farve. der dominerer i drivhuset, hvor camellia Jury's Yellow er på nippet til at folde de første blomster ud. Disse selvsåede krokus er det en fornøjelse at gense hvert forår. Ellers bemærker jeg især, at Søren har udskiftet stolperne ved kvashegnet, som var begyndt at true med at vælte ud over mine frøkasser, som plejer at stå i skyggen foran hegnet. Hegnet blev lave...

Pludselig er der gået næsten to uger siden det sidste indlæg, selvom jeg ellers almindeligvis prøver at udgive mindst et og meget gerne to indlæg om ugen. Først fik jeg migræne to dage i træk, hvilket jeg er overbevist om har noget med vejromslaget at gøre, og da jeg var frisk igen, var sneen forsvundet og vejret gråt i gråt; men i dag skal det alligevel være. Vores æbletræer giver os masser af glæde (og arbejde), men for tiden er nedfaldsæblerne blevet til fuglenes tagselvbuffet, som de flittigt benytter sig af. Boikentræets æbler falder først ned efter en gedigen omgang frost, og indtil det sker, er de så sure og stenhårde, at fuglene undgår dem. At det forholder sig sådan, kan den lokale tømrer skrive under på. Han lod sig nemlig friste til at tage en bid af et af æblerne, og hans ansigtsudtryk var ubetaleligt. A propos frugt så hænger der mange figner i træet, og jeg synes ikke, fuglene virker interesserede i dem. På gårdspladsen i vores lille arboret er der tre mindre træer, som j...

For første gang,  efter at jeg startede Hortofilia i 2011, har jeg haft en januar helt uden blogindlæg og haveaktivitet. Dels har mit ankelbrud gjort  mig næmest immobil, dels har operationer for grå stær i begge øjne med 14 dages mellemrum gjort det meget svært for mig at læse, selvom operationerne er forløbet perfekt og har givet mig det bedste syn nogensinde,  når det drejer sig om det lange syn. Nu lysner det heldigvis: Walker støvlen blev fjernet efter tre uger, og jeg måtte igen støtte på foden og gå omkring uden at bruge krykker, så nu var det slut med at få maden serveret og beordre Søren rundt for at hente og bringe alt muligt. Det lange syn har aldrig været bedre, og med et par midlertidige læsebriller kan jeg igen læse  uden at få ondt i både øjne og hoved. Helt fint bliver synet  dog først, når jeg kan få et par briller med glidende overgang. Jeg kan nærmest ikke vente til mandag, hvor jeg har en aftale hos optikeren. Men man skal ikke glæde sig for ...