hortofilia

Pludselig er der gået næsten to uger siden det sidste indlæg, selvom jeg ellers almindeligvis prøver at udgive mindst et og meget gerne to indlæg om ugen. Først fik jeg migræne to dage i træk, hvilket jeg er overbevist om har noget med vejromslaget at gøre, og da jeg var frisk igen, var sneen forsvundet og vejret gråt i gråt; men i dag skal det alligevel være. Vores æbletræer giver os masser af glæde (og arbejde), men for tiden er nedfaldsæblerne blevet til fuglenes tagselvbuffet, som de flittigt benytter sig af. Boikentræets æbler falder først ned efter en gedigen omgang frost, og indtil det sker, er de så sure og stenhårde, at fuglene undgår dem. At det forholder sig sådan, kan den lokale tømrer skrive under på. Han lod sig nemlig friste til at tage en bid af et af æblerne, og hans ansigtsudtryk var ubetaleligt. A propos frugt så hænger der mange figner i træet, og jeg synes ikke, fuglene virker interesserede i dem. På gårdspladsen i vores lille arboret er der tre mindre træer, som j...

Med krigen buldrende i baggrunden kommer her nogle aktuelle indtryk fra haven her i starten af marts..  Påskeklokkerne bliver jævnligt kritiseret for at bøje blomsterstilkene og derved gøre det besværligt for os havefolk at nyde synet af blomsterne. Denne fyldte version er  anderledes. Selvom den bøjer nakken, gør  den tydeligt opmærksom på sig selv selv på afstand. I dag har nattefrosten dog midlertidigt tvunget den i knæ i et par timer. Denne gule version kan lidt af det samme; men de røde spidser skærper ens nysgerrighed, og så må blomsten jo vendes opad, for at man kan se, hvordan farverne spiller sammen. I 2019 gav jeg Søren denne cryptomeria japonica rasen i fødselsdagsgave.  Vi havde set den i en anden have og faldt begge to for dens søjleform og dens mani med at sno både  nåle og grene. Den har fordoblet sin vækst på de to år, vi har haft den, og bliver kun kønnere og kønnere med alderen. Da jeg rodede lidt rundt i de visne blade i skovhaven, stødte jeg ...

Der er vist generel enighed om, at oktober i år har været usædvanligt flot, når det handler om løvet.  Nu begynder de flotte farver dog så småt at forsvinde, og den næste store opgave bliver at få de visne blade anbragt der, hvor man synes de gør bedst gavn. Jeg venter lidt endnu, indtil de sidste blade er faldet af.  Mit første billede er fra skovhaven, hvor flisgangene er helt skjult under de nedfaldne blade. De følgende billeder viser det lille arboret på gårdspladsen. Hovedaktørerne er ginkgo biloba og tulipantræet/liriodendron tulipifera. Det er ikke mindst de flotte bladformer, der, gør de to træer til noget specielt. Også fligetbladet tørstetræ/rhamnus frangula 'Asplenifolia'  kan være med, når det handler om bladformer. Cryptomeria japonica rasen får man først rigtigt øje på, når de løvfældende træer har smidt bladene. Da den var ny, skulle den have en støttepind for ikke at dratte omkuld. I dag har den en betydeligt fastere rygrad. Den bliver flottere og flottere...

Det føles, som om man lukker og slukker for haveåret, når de sidste krukker med frostsarte planter bliver bragt i husly, og det skete i mandags. Agapanthus Jack's Blue kom ind, selvom vi kommer til at savne dens blomster på gårdspladsen; men der meldes jo om nattefrost i næste weekend.  Himmelsk bambus/nandina domestica obsessed fik dog lov til at blive stående under udhænget. Den er det flotteste, den har været i år, hvor solen bestemt ikke har overrendt os. Fjerbregnen/ athyrium herunder har røde stængler, som nu går i et med det rustfarvede løv. Jeg nyder synet af sådan bregne, der bevarer sin form trods regn og køligt vejr i modsætning til f.eks. hostaer, som skvatter sammen i en fugtig bunke blade. Rudbeckia hirta fortsætter sin blomstring, selvom vi snart er i december, og solen næsten ikke skinner. Susanne  har oplevet, at den godt kan finde på at opføre sig som en staude, så det bliver spændende at holde øje med den til foråret. Det sidste eksemp...