hortofilia

Det er sket par gange I den senere tid, at jeg er kørt hjemmefra om morgenen og har tænkt, at når jeg kom hjem, skulle jeg ud og tage rimbilleder; men rimen var bare pist væk, når jeg kom hjem. I dag fik jeg gjort alvor af det. Det er ikke let at se, at motivet på det første billede er et bed med buskroser. Den centrale figur er miscanthus sinensis adagio, som er tæt på at være min favorit blandt elefantgræsserne. I venstre side bemærker jeg kanelbusken calycanthus Hartlage Wine og bliver lidt stolt af mig selv ved synet; for i efteråret brugte jeg lang tid på at beskære busken og drønede frem og tilbage og gik ned i knæ for at finde de helt rigtige snit. Sensommerbedet synger på sidste vers, og rimen lægger et forsonende skær over forfaldet. Også gårdspladsen pynter det på med et lag rim. Det fligbladede tørstetræ tager ekstra godt imod rimen, og tyrkisk hassel er ligesom tredelt: nederst rakler, i midten nøgne grene og øverst en rimbeklædt top af klematisranker og frøstande. Rhododen...

Historien har det med at gentage sig selv. Ligesom sidste år har den tyrkiske hassel på gårdspladsen fået en kalot i form af en storblomstrende, gul klematis. Jeg såede den i 2017, og det er vildt imponerende, hvad et enkelt lille frø har udviklet sig til på fem år. Clematis serratifolia Himlens syv sønner, der også står på gårdspladsen, får en del skygge og blomstrer derfor forholdsvis sent. Det er sikkert også grunden til, at vi sjældent ser røde dækblade på den efter blomstringen.   Det er lige modsat med skæbnetræet, hvor dækbladene næsten dominerer i forhold til de små, hvide blomster, og det sker lige fra første færd. Sensommerbedet burde måske retteligen hedde efterårsbedet. I hvert fald er der fuld gang i de store elefantgræssers blomstring for tiden.  Det skal dog siges, at forskellige udgaver af kvæsurt og pileurt også fylder en del og bidrager med nogle andre farver. Sjovt nok hedder den høje kvæsurt Blackthorn  og den mørkerøde pileurt Blackfield. Sanguis...

Et af træerne på gårdspladsen er tyrkisk hassel/ corylus colurna.Når solen skinner, og vi kigger ud på gårdspladsen, bliver blikket automatisk tiltrukket af dens gule rakler.Selv uden blade er det et flot træ med den pyramideformede vækstform. De lyse strå og spindelvævet i toppen stammer fra en klematis. Indtil videre er det kun de iøjnefaldende hanrakler, der er udviklet. På troldhasselen kan man derimod også få øje på de små, røde hunrakler, hvis man kigger godt efter. Betydeligt mere iøjnefaldende er gæslingerne på pilen salix mount aso.Det anbefales at beskære busken efter blomstringen, og pil siges jo at slå rod rigtig let, så det vil være oplagt at lave en håndfuld stiklinger. Det kunne være interessant at se, hvordan den vil udvikle sig på egen rod i stedet for at være podet. Her kommer galanhus woronovii, Scilla mischtschenkoana 'Tubergeniana', skimmia magic marlot og euphorbia amyg. 'Purpurea'. I det forrige indlæg havde jeg den barske tone på i forbindelse me...