hortofilia

I den seneste tid har vi haft travlt på den private front, og ret mange billeder og ret meget havenydning er det derfor ikke blevet til. I morgen kommer der gæster, og i den anledning plukkede jeg i dag to små buketter af forskellige liljekonvaller. Min erfaring er nemlig, at de holder utroligt lang tid. Ellers er det træpæonerne, der fanger mit blik, især to flotte rockii blomster. De ligner hinanden meget , men er alligevel ikke helt ens. Delavayi overser jeg næsten hvert eneste forår. Dels er blomsterne meget mørke, og dels vender de nedad. Også staudepæonen emodi blomstrer. Den er så køn i al sin enkelhed. Madame le Coultre Fritillaria camschatcensis Yndlingsstauden amsonia blue ice med de lækre blå blomster og de lækre mørke stilke Aftensolen satte næsten ild til euphorbia griffithii. Vores ældste rhododendron, den gode, gamle catawbiense, har omsider, efter mange års beskæring, udviklet sig til et træ.  Yndlingstræet cornus controversa variegata

Maj 2023 oplever jeg som helt forrygende, selvom vi indtil i dag har gået og jamret over tørken. Sidste år ved samme tid humpede jeg stadigvæk rundt med eftervirkningerne fra en brækket ankel. Måske er det derfor, jeg oplever maj i år som noget helt specielt. Collagen herover viser de træpæoner, der lige er sprunget ud. Pæoner har altid været en af mine favoritter, og jeg har jævnligt prøvet at frøforme forskellige slags staudepæoner. Træpæonerne er desværre nogle af de planter, som ikke er kommet alt for godt igennem vinteren, og derfor kan de på ingen måde kaldes blomsterrige. Heldigvis er den enkelte blomst smuk i mine øjne både i en helt enkelt version og i mere eller mindre fyldte versioner. Ostii, den lilla forneden, blomstrer for første gang. Hvilken skønhed! Den flotteste pæon som plante er uden tvivl staudepæonen emodi, som faktisk er et vellykket resultat af mine frøeksperimenter. Hurra, frueskoen Gisela, som jeg købte tilbage i 2020, har hvert år fordoblet sin vækst og er, n...

Pulsatilla albana lutea Hvis man er coronaisoleret i en lejlighed, er vejret i disse dage uden tvivl møgfrustrerende. Kulden og blæsten kunne jeg bestemt også godt være foruden. Derimod glædes jeg over de 12 mm regn, som vi er oppe på at have fået i den forgangne uge. Dagens indlæg starter, hvor jeg sluttede sidste gang, nemlig med kobjælderne. Herhjemme i haven er den mørke version for længst afblomstret, og tilbage står disse to.  Albana er min favorit med de sarte farver og det persillelignende løv, og så har jeg selv sået den - det giver altid planten et ekstra plus i min karakterbog. Pulsatilla Rote Glocke Ellers har jeg været rundt forskellige steder på matriklen og startede på gårdspladsen med en blomstrende blomsterkornel. Cornus kousa Eddie's Whi te Wonder  Japanske ahorn trives generelt ikke godt her i haven, så det smukke løv må jeg kigge langt efter i andres haver. Dog er der en enkelt  lav ahorn ved indkørslen, som står rigtig fint i år, selvom der jævnligt s...

- er der mange forskellige dufte. De gule rapsmarker f.eks. har en gennemtrængende lugt.  Men det betyder mindre, når den danske produktion af raps er en af de mest klimavenlige i Europa. Flot er sådan en gul mark da også set op mod en blå himmel. Hvidtjørnens duft er i sammenligning noget mere afdæmpet. Tak til træet i øvrigt for at så sig selv det helt perfekte sted. Afdæmpet kan man til gengæld ikke bruge til at beskrive syrenernes velkendte duft. Den lækreste duft leveres imidlertid af de mørke blomster i træpæonen delavayi, hvilket efter sigende hænger sammen med, at de producerer specielt meget nektar. Hvis planten ser våd og hængeøret ud, skyldes det, at vi fik hele 10 lækre mm regn i eftermiddags. De højt forædlede træpæoner har er der derimod overhovedet ingen duft. Til gengæld er blomsterne enorme. Yashiyo tsubaki hedder denne træpæon.   Shima nishiki er en træpæon, som med alderen kan blive tofarvet i rødt og hvidt. For...