hortofilia

Skærmliljer er vi begge to glade for, men er også enige om, at det ikke er uden besvær at dyrke dem. For det første skal de opbevares frostfrit. Vi har enkelte gange forsøgt os med såkaldt frostsikre varianter, som blev plantet ud for at overvintre; men det har aldrig været en succes. For det andet er det noget af et arbejde at gøre dem klar om foråret og rydde op efter dem, og for mig er det lidt af et problem at huske at gøde og vande dem tilstrækkeligt henover sæsonen. De er nærmest umættelige. For det tredje danner de en voldsom rodmasse og skal derfor deles og omplantes engang imellem, og det kan være noget af en kamp at frigøre dem fra den potte, de er vokset ud af, og  alle mulige og umulige værktøjer kommer i spil for at undgå at smadre potterne. Når det er sagt, så nyder vi alligevel i fulde drag de imponerende blomsterskærme, der kan variere i farve fra dybblå til lysere nuancer som hvid og sølvgrå Min favorit lige nu er den sartblå Eggesford Sky, som på en måde dominerer...

Selvom september er startet med det flotteste sommerlige vejr, er der samtidig umiskendelige tegn på, at efteråret begynder at liste sig ind på os. For det første ligger duggen tungt i græsset morgen og aften, ja nogle steder bliver den vel liggende dagen lang. For det andet bliver man indviklet i spindelvæv nærmest uanset, hvor man færdes. For det tredje er mit aktivitetsniveau, hvad havesysler angår, begyndt at dykke betragteligt, hvilket for det fjerde har bevirket, at jeg går flere ture rundt på gange og stier uden at lave en pind ud over at nyde septembersceneriet. For det femte er sneglene dukket op igen, ikke i voldsomme mængder, men alligevel i et omfang, så jævnlige tjek er en god ide.For det sjette og sidste er der en helt speciel og udefinerbar stemning over de travle lyde fra markerne omkring os. Det kunne godt være den søndagsstille ro, som Alex Garff skriver om så smukt i sin septembersang. I dagens indlæg har jeg haft fokus på nogle spinkle, klatreplanter rundt omkring i...

Anemoner vil jeg helt sikkert betegne som en af mine favoritblomster, og det gælder, uanset om vi taler om de lave, tæppedannende  forårsanemoner eller de noget højere høstanemoner. Den mindst lige så kønne sommeranemone,  som ligger i midten, både hvad angår højde og blomstringstid, var en fast ingrediens i min mors have, mens jeg har svært ved at få den til at trives.  Høstanemoner trives derimod rigtig godt, når først de har brugt et par år eller tre til at etablere sig. De to hvide anemoner hedder Whirlwind og Honorine Jobert, mens jeg ikke kender navnene på de to med pink blomster. Den fyldte er kun 50 cm høj, mens den enkle er over en meter høj og står i en bundløs murerbalje. Ellers ville den indtage hele staudebedet. De enkeltblomstrende er nok mine favoritterne, idet jeg synes, de har noget elegance, som de lavere og mere kompakte typer ikke har i samme omfang. Når jeg er gået lidt billedamok, skyldes det, at høstanemonerne i mine øjne har utroligt meget at byde ...

Det er blevet tid for et nyt indlæg, og man vist godt sige, at jeg skyder med spredehagl i dag. Jeg starter i skovhaven,  hvor clematis viticella venosa violacea vokser op i en taks tæt ved indgangen. Den har fået lov til at passe sig selv, bortset fra at jeg har puffet rankerne ind i taksen, når man fik dem i hovedet.  Nu har den så selv fundet ud af at kreere en lille portal henover stien. Det er da noget så romantisk. En anden, men meget mindre iøjnefaldende, slyngplante  er aconitum x red wine. Den vokser op ad en omvendt træstub sammen med en klokkeranke,  og det er klokkeranken, der fylder mest. Med frøplanter kan man ikke vide, hvordan resultatet bliver, og jeg mener bestemt, at moderplanten var rød på hele blomsten. En tredje slyngplante er codonopsis rotundifolia, som vokser op ad stammen på et lille elmetræ, og som man garanteret ikke opdager, hvis man ikke ved, at den er der. Den sidste slyngplante, jeg vil vise, er tobakspibeplanten. Jeg plejer at klippe ...