hortofilia

Da vi kom hjem fra fødselsdagsfest i mandags, gik Søren en runde og mødte dette syn. Det er det gamle Ingrid Marie træ, der har mistet en stor  og en knapt så stor gren. For mange æbler sat an og for lidt vand er sikkert forklaringen.  Tabet er nu ikke stort, for æblerne har aldrig været rigtig sunde og har ikke kunnet vinteropbevares.  Min idé er nu at skære det ned, så det kommer til at stå som en skulptur, evt. draperet med en slyngplante. Den plan diskuterer vi lidt🙂 Marit har beskrevet, hvordan skaderne har begået hærværk mod de alpevioler, hun har plantet ud. Det har vi heldigvis aldrig været udsat for. Derimod har vi stor hjælp af myrerne, som ellers er Sørens hadedyr, til at sprede frøene, sådan at vi efter forholdsvis få år har dette tæppe under en kalmiabusk. Når man siger ternede blomster, kommer vi nok allesammen til at tænke på vibeæg, men denne nøgen jomfru er mindst lige så ternet. i Colchicum agrippinum Årets sidste agapanthus er sprunget ud. I betragtnin...

Nu hvor bladene har drysset fra træerne efterhånden  i flere uger, og skyggerne bliver lange, begynder selve træstammerne at træde mere frem og fange blikket. Tibetansk kirsebær/ prunus serrula dominerer i sydenden af staudebedet, men jeg ved, at der gemmer sig spændende ting i jorden omkring det, som vil glæde os til foråret. I et   indlæg  tidligere på måneden viser Åse fra bloggen Fredes, hvordan de har været  nødt til at fælde en stor og flot vandgran/ metasequoia. Det sendte mig ud for at finde vores eksemplar og tage det i nærmere øjesyn. Vores vandgran er nok omkring 20 år gammel, og stammen er ved at have noget af det typiske, furede udtryk. Papirbarklønnen er nogle år ældre, men virker umiddelbart spinklere end vandgranen. Det indtryk ændrer sig dog noget, når man går tættere på forgreningen. Cornus controversa variegata er et af de træer, som har holdt længst på bladene. I år har rådyrene ladet det være i fred, og vi nåede heldigvis at ...

Her i weekenden har vi fået omkring 60mm regn, så nu går jeg ud fra, at hele haven er blevet bundvandet, og det kan igen lade sig gøre at rokere rundt med planterne. I går besluttede vi os til at flytte denne flotte miscanthus sinensis morning light, som vi var enige om var blevet for stor til sin placering i terrassebedet. Nu står den i udkanten af vores sensommerbed eller rettere lige uden for det og er blevet delt i tre dele. Tudseliljer/ tricyrtis hører september til. I en årrække havde vi en flot, stor plante som jeg desværre fandt på at flytte. Nu arbejder jeg på, at efterfølgeren skal vokse sig lige så stor, men det tager noget tid. Den med tilnavnet macrantha er i en kategori for sig med de gule, nærmest digitalislignende blomster. Under ideelle forhold skal den plantes på en humusrig skråning på den nordøstvendte side af en sø  dannet af et vandfald under løvfanget af et modent, japansk ahorntræ. Hvis man ikke skulle have de forhold, kan man nøjes med at plan...

I oktober blev vi glædeligt overrasket over at se en stor frugt i akebia quinata, og i går var det klokkerankens tur. Planten kan lige nu fremvise alle stadier af blomstens udvikling, og det er første gang overhovedet efter mange år med klokkeranker, at vi oplever at se sådan en frugt. Selvom vores plante i år startede sin blomstring tidligt, er det usandsynligt, at frøene når at blive modne. http://higgledygarden.com/cobaea-seed-pods/ Her kommer et link til et morsomt indlæg, som viser hvor fuldstændig vild og ustyrlig klokkeranken kan blive under optimale forhold. Dette link kan fint bruges som overlæg til nogle linjer om gunnera, idet den største art, tinctoria, er kommet på EUs liste over invasive arter . Det kan jo godt undre os gunneraejere, som hvert år omhyggeligt vinterdækker planten for at sikre os, at den overhovedet overlever vinteren. At det alligevel ikke er ubegrundet, vidner beretninger især fra Irland og New Zealand om. Det skal dog siges,...