hortofilia

Historien har det med at gentage sig selv. Ligesom sidste år har den tyrkiske hassel på gårdspladsen fået en kalot i form af en storblomstrende, gul klematis. Jeg såede den i 2017, og det er vildt imponerende, hvad et enkelt lille frø har udviklet sig til på fem år. Clematis serratifolia Himlens syv sønner, der også står på gårdspladsen, får en del skygge og blomstrer derfor forholdsvis sent. Det er sikkert også grunden til, at vi sjældent ser røde dækblade på den efter blomstringen.   Det er lige modsat med skæbnetræet, hvor dækbladene næsten dominerer i forhold til de små, hvide blomster, og det sker lige fra første færd. Sensommerbedet burde måske retteligen hedde efterårsbedet. I hvert fald er der fuld gang i de store elefantgræssers blomstring for tiden.  Det skal dog siges, at forskellige udgaver af kvæsurt og pileurt også fylder en del og bidrager med nogle andre farver. Sjovt nok hedder den høje kvæsurt Blackthorn  og den mørkerøde pileurt Blackfield. Sanguis...

Det er blevet tid for et nyt indlæg, og man vist godt sige, at jeg skyder med spredehagl i dag. Jeg starter i skovhaven,  hvor clematis viticella venosa violacea vokser op i en taks tæt ved indgangen. Den har fået lov til at passe sig selv, bortset fra at jeg har puffet rankerne ind i taksen, når man fik dem i hovedet.  Nu har den så selv fundet ud af at kreere en lille portal henover stien. Det er da noget så romantisk. En anden, men meget mindre iøjnefaldende, slyngplante  er aconitum x red wine. Den vokser op ad en omvendt træstub sammen med en klokkeranke,  og det er klokkeranken, der fylder mest. Med frøplanter kan man ikke vide, hvordan resultatet bliver, og jeg mener bestemt, at moderplanten var rød på hele blomsten. En tredje slyngplante er codonopsis rotundifolia, som vokser op ad stammen på et lille elmetræ, og som man garanteret ikke opdager, hvis man ikke ved, at den er der. Den sidste slyngplante, jeg vil vise, er tobakspibeplanten. Jeg plejer at klippe ...

Hvert år ved denne tid har vi fornøjelsen af guldsmede i haven. I går sad der et flot eksemplar i citronverbenaen og holdt en pause  i flyvningen. citronverbena/  Aloysia citrodora Når det kommer til  stillestående vand, som er guldsmedenes ynglested, så er det ikke noget, vi har i haven. Derimod er der kun 300-400 meter til mergelgraven, som ser sådan her ud lige nu, og den distance er det en smal sag for en guldsmed at tilbagelægge. Ved siden af citronverbenaen står denne krukke med stiklinger af  opstammet husløg/ aeonium arboreum  schwarzkopf. Den har det med at blive mere og mere langbenet med alderen. Derfor kan det være en god ide at starte en ny generation. En af de flotteste auguststauder er helt sikkert solhat. Som mange andre oplever jeg, at de mere forædlede varianter har mere end svært ved at overleve i haven. Derfor ser jeg den anden vej, eller prøver på det, når jeg går forbi de farvestrålende potter på planteskolen. White Swan har jeg dog rimelig...

  Efterhånden ser det ud til, at meteorologerne har mere end svært ved at overskue det omskiftelige vejr. Jeg mener, vi blev lovet en kølig, overskyet og bygerig søndag, mens virkeligheden har været masser af sol og temperaturer omkring de tyve grader - lige en temperatur efter min smag. Det er altid sjovt med planter, som adskiller sig fra de fleste andre, og det må man sige, at skæbnetræet/ clerodendrum trichotomum gør med den sene blomstring og de efterfølgende blå frugtstande. Vores er kun en meter høj; men vi har set 4 meter høje eksemplarer. I græsset kan man se rodskud, som ganske naturligt bliver holdt nede af plæneklipperen. Salvia Amistad overvintrede på voksestedet og har udviklet sig til en høj og bred plante. Det lykkedes mig i den forløbne uge at overtale Søren til at udvide et surbundsbed og den tilstødende pikstensgang en lille smule, så rhododendron campylogynum kunne komme frem i lyset. I 2012 blomstrede den overdådigt; men efterhånden kom den til at stå for ...