hortofilia

Forleden læste jeg, at det lune og fugtige efterårsvejr, vi har haft i år, fremmer de gule efterårsfarver, mens mere solskin  og koldere nætter ville have fremmet de røde nuancer.  Det stemmer ganske godt overens med de observationer,  jeg selv har gjort; men der er selvfølgelig planter, som får rødt/gult løv uanset vejret. Klatrehortensia bliver gul, hvad enten den klatrer eller fungerer som bunddække, og den lille ahorn holder fast i sine røde nuancer. Acer palm. Brandt's dwarf Vi, der har gennemlevet det brune årti, har det som regel svært med den brune farve, hvilket i grunden er en skam; for netop  efteråret rummer mange spændende nuancer af brunt, som grænser op til mørklilla og orange. Den nøjagtige nuance afhænger, har jeg forstået, af, i hvilket forhold man blander rødt, blåt og gult. Vores stewartia har islæt af det lilla, men man ser det først for alvor, når man går tæt på træet. Fijikirsebærtræet rummer mere gult; men det afhænger af lysmængden og nabopla...

rådyr under boiken æbletræet kl. halv otte i morges Hvert eneste år sår jeg frø af cyclamen, og i 2018 fik jeg frøene så tidligt, at de blev sået og placeret udenfor allerede 11. november. Indtil nu har frøplanterne stået i de potter, de blev sået i, hvilket vil sige, at der ingen næring har været i jorden. I dag besluttede jeg, at disse to potter med purpurascens skulle omplantes og valgte at placere dem sammen i et stort fad. Så drømmer jeg om, at vi til næste år vil have det flotteste blomsterflor, man kan tænke sig. Jeg talte omkring 25 nydelige små knolde. Purpurascens, som er sommerblomstrende, er en af de allermest hårdføre alpevioler, når det handler om frostgrader. Alligevel bruges den mest som krukkeplante, og det skyldes, at den kan have svært ved at blive akklimatiseret ude i haven. Dræn og næring er det vigtigste ved omplantningen, så krukkejorden er blevet blandet med grus og bøgemuld fra haven og har fået et drys benmel. I år blev mine cyclamenfrø ...

Vi er på vores tredje mørke judastræet. Det første frøs ud, og det andet blev knækket i stormvejr. Søren havde lagt mærke til, at det, vi har nu, var blevet faretruende bredt, så i går studsede og beskar vi det og samlede det med nogle gummistropper. Her kommer et før og efter billede. Man skal sørge for, at grenvinklerne ikke er v- men u-formede. Desværre har vores træ udelukkende v-formede vinkler, så vi kan kun håbe og bede til, at hverken blæst eller sne bliver et problem. Parykbusken trænger derimod ikke til at blive studset, for det bliver den om foråret, hvor den ikke ser for køn ud oven på vinteren. Tyggegummitræet/liquidambar styraciflua gumball skal have samme behandling som parykbusken, men visner ikke ret meget tilbage. Oliventræet skal studses lidt en gang imellem, så vi kan komme ind i garagen. Den lille ampelpileurt er et nemt bunddække, da det sår sig selv. Sarte blomster Heldigvis producerer Mrs Cholmondeley ganske almindel...

June - such a pretty month   og  Wallowing in the June gap  er tilsyneladende modstridende overskrifter på to blogindlæg, jeg læste fornylig. Imidlertid er de ikke så forskellige endda, idet de begge glæder sig over havens friskhed og alle de spændende oplevelser, vi har til gode. Den ene kunne dog godt tænke sig, at hans grønne hav snart blev afløst af et blomsterhav, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Men det banker kraftigt på, ingen tvivl om det. Det gamle staudebed herunder, f.eks., ligner ikke et blomsterhav set på afstand. NB Ukrudtet har det svært i et bed som dette. Men når man zoomer ind, er der alligevel masser af blomster.                                               Motiver fra  gårdspladsen: blomster i det hvide judastræ Texas White, whiskykrukke med New Zealandsk hør, alunrod og soløje samt et hav:-)...

Sidste år læste jeg en artikel i et engelsk haveblad om judastræ, cercis, og forelskede mig uhjælpeligt i en hvidblomstrende variant. Grundig googling efslørede imidlertid, at den på det nærmeste ikke var til at opdrive i ind- såvel som udland, så jeg slog den ud af hovedet - skrev den ikke engang op i min lille lommebog. Stor var min overraskelse derfor, da jeg fandt et eksemplar på Vinkel Planteskole, da vi var til ophørsudsalg der sidste efterår. Oven i købet var vinteren herefter så mild, at træet nu blomstrer omend beskedent. Det er da virkelig held i held. Træet ser ikke ud af meget sammenlignet med eksemplaret herunder, men har faktisk en pæn størrelse. Det bliver mere tydeligt, når bladene springer ud. http://www.treetyme.co.uk/royal-white/ Forest pansy så også ud til at ville blomstre, men det skete nu alligevel ikke. I stedet har den allerede udviklet sit fine løv. Rundt i bedene har vi grupper af allium, som skal give noget farve efter forårsl...