hortofilia

                                          Pludseligt er der gået næsten en uge, siden jeg sidst tog billeder. Vejret har ikke indbudt til det, selvom vi slet ikke har fået regn i de samme mængder, som der meldes om fra den østlige del af landet. Det var virkelig koldt for fingrene i dag, og jeg bilder mig næsten ind, at de vejrbidte roser, jeg starter med, også har kolde kinder. Nogle af roserne har hverken blomster eller blade tilbage, andre har kun enkelte blade, og atter andre både blomstrer og har næsten alle deres blade i behold. Det er en utrolig udvikling, de gennemgår i løbet af et år.  Når vi går om i skovhaven, skal vi lige verfe denne klematisranke væk for ikke at få den i ansigtet. Kurvebregnen i efterårsantrækket er et af de syn, der lokker os derom. Staudefuchsiaen er ikke ligefrem et farveorgie. Alligevel har den fået lov til at stå på sin plads foran bøgehækken i...

Det var ikke længe, vi fik lov at have forårsfornemmelser.  De seneste dage har tværtimod været udpræget vinterlige med frostgrader og sne. Nu meldes der om regnvejr i næste uge, så jeg kan efterhånden føle klaustrofobien snige sig ind på mig. Måske ender det ligefrem med,  at jeg får ryddet op i krukker og andet havegrej. Alunrod er et fint bunddække,  men har desværre den uvane at vokse op af jorden efter nogle år, sådan at bladene udvikles oppe i toppen af nogle kraftige stængler. Nogle steder anbefales det at grave den dybere ned, så kronen igen flugter med jorden. Det er lidt fjollet, synes jeg, sådan at begrave en ganske almindelig staude dybt ned i jorden, så i stedet for har jeg tænkt mig at skære stænglerne af over et skud og bruge dem som stiklinger.  Hvis det lykkes, må det være en win-win situation. Så nydelig og samlet så Rio ud i 2021, og sådan må den gerne komme til at se ud igen. Heuchera caramel lider af det samme, men er generelt mindre kraftig i væ...

Der er gået hele 10 dage siden det sidste indlæg, og vi er i maj måned. Nu gælder det om at holde tungen lige i munden og vælge motiver med omhu, for det hele vælter frem oven på den liflige omgang regn, vi har fået. Jeg starter indlægget med hundetanden erythronium Craigton Cover Girl, som står utroligt flot efter at jeg delte løgene i det tidlige efterår sidste år. I surbundsbedet kommer vi ikke uden om Temple belle, som er dækket af blomster, selvom den overhovedet ikke blev vinterbeskyttet. Det gamle surbundsbed får genvalg i dag. Vi har nemlig haft stjernemagnoliaen til frisøren (uden coronapas)  og fjernet noget, der svarer til et lille træ, så der kunne komme mere lys og luft til planterne i den nederste etage. Det nød rhodendron augustinii Elektra godt af. Dens blomster er utroligt smukke, men selve planten bliver lidt ranglet, især når den ikke får tilstrækkeligt med lys. Allernederst er den fyldte trillium sprunget ud. I mine øjne er det en af de flotteste blomster i forå...

Det er både blæsten og de små forårsløg, jeg hentyder til. År efter år tænker jeg, at de lige skal have lov til at blomstre, inden jeg fjerner dem, der er på gale veje, og inden jeg ser mig om, er de visnet væk og kan ikke opspores længere. Den lyserøde scilla/ chionodoxa pink giant herunder er begyndt at invadere en rosenbusk, og det går ikke i længden, så efter blomstringen skal den have et nyt hjem. Stor snepryd / chionodoxa luciliae er fin både i en klump og som bunddække og har efterhånden sat sig spor mange steder rundt omkring i haven. Erythronium dens canis kan vi også finde småplanter af i bedene, og den er indtil videre den eneste hundetand, der blomstrer. Det vil sige, der er også sibiricum, som efter flere år stadigvæk er en lille plante. Den er nem at overse ved "foden" af sin beskyttende sten. To skridt væk står jeffersonia diphylla/ tvillingeblad og flasher sin nyvækst, som snart bliver grøn. Berberis admiration blev flyttet sidste sommer og så temmelig forhutl...